DF vil hjælpe børnene – LA afviser separationsfase
Folketingets partier har siden sommerferien forhandlet om en ny skilsmissepakke. Men der er stor uenighed internt i Blå Blok, hvor Dansk Folkeparti vil have afskaffet adgangen til lynskilsmisser, mens Liberal Alliance kræver ordningen bibeholdt.
Det kom frem i DR-programmet 21 søndag den 21. januar.
Der er bred enighed om, at børnene ikke skal være kastebold i konflikterne mellem deres mor og far. Men reelt er forhandlingerne nu gået fuldstændig i stå, forklarer politisk korrespondent Uffe Tang.
Liberal Alliance har det som et ufravigeligt krav, at lynskilsmisserne, som blev indført af en rød regering, skal bibeholdes.
– Politikere skal ikke blande sig i, om voksne mennesker skal være skilt eller gift. Det må folk selv finde ud af, og vi skal stoppe med at være sådan en barnepigestat, siger LAs socialordfører Laura Lindahl. Hun mener, at ”voksne, myndige mennesker” må kunne vælge frit og ikke skal tvinges til at overveje sagen en ekstra gang. Men Dansk Folkeparti understreger, at der er for mange skilsmissebørn i Danmark.
– Det ligger i Dansk Folkepartis DNA, at vi har fokus på at værne om familien, siger socialordfører Karin Nødgaard.
Skilsmisser i tal
Siden 2013 har det været muligt at blive skilt via NEM-ID med ganske få klik på nettet. Det var en nyskabelse i forhold til loven fra 1922, som krævede en separationsfase, før en skilsmisse kunne gennemføres.
Hvis et par er enige om at søge skilsmisse, kan den nu gennemføres som lynskilsmisse. Hvis parterne er uenige, kræves som minimum 6 måneders separation. Både separation og skilsmisse koster et mindre beløb, som betales til Statsforvaltningen.
Sagsbehandlingen tager dog et par uger, og i dette tidsrum har folk stadig mulighed for at fortryde, påpeger Enhedslistens familieordfører Maria Gjerding.
I 2012, altså før den nye lov blev indført, blev 15.700 danske par skilt. Fire år senere var tallet steget til 17.222. Knap 80% af de skilte i 2016 havde valgt en lynskilsmisse.
Det højeste antal skilsmisser fandt sted i 2014, hvor 19.435 par blev skilt. Det er 23% flere end det gennemsnitlige antal skilsmisser de seneste ti år, oplyser Danmarks Statistik.
– Det er voldsomt mange. Det viser jo, at det er meget nemt at blive skilt – og spørgsmålet er, om det er for nemt, siger Karin Nødgaard. Hun mener, at en tvungen separation kan få folk til at tænke sig om og dermed undgå unødige skilsmisser.
– Især hvis man har valgt at få børn sammen er der nogle forpligtelser, fastslår Karin Nødgaard.
LA nedlægger veto
Efter at LA har tabt sin erklærede kamp for skattelettelser, vil partiet nu nedlægge veto mod separation.
– Der er et parti, som skal gi’ sig, erklærer Laura Lindahl og mener, at det bør være DF denne gang. For staten skal ikke blande sig i voksne menneskers valg.
Hendes ordførerkollega fra DF mener derimod, at kriseramte familier skal hjælpes, selv om det måske vil tage lidt længere tid.
Sognepræst i Havdrup kirke, Kristine Stricker Hestbech, fastlår i udsendelsen, at det er statens opgave at skabe rammerne for ægteskaber. Det at blive gift handler ikke kun om følelser, det er en juridisk bindende ordning, så staten er allerede indblandet. Derfor skal staten også skabe ordentlige rammer, når et samliv skal ophøre, påpeger hun.
Der er ikke fastsat en deadline for, hvornår den nye skilsmisselov skal være på plads.