’Du kan ikke mærke Helligånden på stoffer’

Sammen med de største: Roger McGuinn har spillet sammen med mange af de helt store. Her er Roger McGuinn
(nr. tre fra venstre) sammen med George Harrison fra The Beatles, Johnny Cash og Bob Dylan.

Roger McGuinn var frontmand i legendariske The Byrds. Han tog sidst i halvfjerdserne imod Jesus.

”Roger opfandt folkrock”, har Bruce Springsteen sagt om Roger McGuinn, der sammen med The Byrds var big shots på de amerikanske hitlister i midt-tresserne og skabte den melodiske folkrock, som kom til at danne skole og trække lange musikalske spor efter sig.

Rockhistorikerne er ret enige om, at The Byrds blev et af tressernes mest indflydelsesrige bands.

Gruppen havde på bare syv måneder i 1965 to amerikanske nr. 1 hits med elektrificerede versioner af Bob Dylans ”Mr.Tambourine Man” og Pete Seegers folkesang ”Turn, Turn, Turn”.

The Byrds var et miks af Bob Dylan og The Beatles. Med intellektuelle og spirituelle tekster tilsat den nye lyd fra Liverpool.

Flerstemmig vokalsang og Roger McGuinns 12-strengede Rickenbacker guitars særlige, klingende lyd bar musikken. En lyd, der kom til at inspirere bl.a. Mamas & Papas (”California Dreaming” og ”Monday, Monday”) og senere grupper som The Eagles og R.E.M.

The Beatles og Bob Dylan blev også påvirket. Da Dylan hørte Byrds-versionen af sin egen ”Mr. Tambourine Man”, blev han ifølge rockmytologien for alvor ansporet til at lægge den akustiske folkemusik bag sig og kun spille elektrisk.

The Byrds indspillede sangen, før Dylan selv gjorde, og Byrds gjorde den til den eneste Dylan-sang, der nogensinde har nået helt til tops på de amerikanske hitlister.

I England skrev George Harrison Beatles-sangen ”If I needed someone” efter at have hørt og tydeligvis hentede inspiration i Byrds ”The Bells of Rhymney”.

Andagt hver dag

I dag er Roger McGuinn en adræt 75-årig. Nogle år efter The Byrds storhedstid, og efter i flere år at have eksperimenteret med LSD og kokain og havde søgt at få tilfredsstillet sin religiøse søgen i østlige religioner, tog han i slutningen af halvfjerdserne imod Jesus.

Han er stadig praktiserende kristen og musikalsk aktiv og har i flere år rejst USA rundt sammen med sin fjerde kone, Camilla, som han til april har været gift med i 40 år.

Han har spillet stribevis af solokoncerter på små intime musikscener i selskab med sin samling af akustiske guitarer og sin elektriske Rickenbacker.

Ind imellem har han gæsteoptrådt hos nogle af de gamle tresser-koryfæer, bl.a. hos sin gode ven Bob Dylan, og ligner i dag snarere en pensioneret skolelærer end en rockstjerne.

I årevis har Roger og Camilla haft et fast morgenritual, hvor de starter dagen med en andagt og læser stykker fra både det Gamle og Nye Testamente og beder for både vennerne og for verden.

Camilla var en ung skuespiller på 27 år, da hun traf Roger, og overvandt ligesom han narkotikamisbrug og blev kristen.

Det er nu 40 år siden, at Roger McGuinn tog imod Jesus.

Spirituel søgen

Indtil sin omvendelse var Roger McGuinn en spirituelt søgende sjæl, der søgte hid og did. Den katolsk opdragede sanger og guitarist blandede i mange år kristendom og alt det nye, der blev faldbudt på det religiøse marked, til noget vi i dag vil kalde for new age.

Flere af The Byrds’ tekster refererer til både kristendommen og til østlige religioner, og hvis man piller nogle af Byrds-sangene ud (”I like the christian life” og ”Jesus was just alright”), kunne man næsten forledes til at tro, at The Byrds var et kristent band. Det var det ikke. Nok var Jesus en flink fyr med gode holdninger og en guddommelig indsigt, men han var ikke Frelser.

Det var Californien i slut-tresserne, da hippie-bevægelsen og psykedeliske trips og spirituel søgen miksede alt, og hvor det var okay at nævne Jesus, bare det ikke var alt for alvorligt ment.

Roger McGuinn involverede sig i hinduisme og havde en hinduistisk guru, som i 1967 fortalte ham, at han burde ændre sit fornavn. Så han ændrede det fra Jim til Roger.

Svaret på livets spørgsmål blev også søgt i euforiserende stoffer, der efterhånden også kom til at påvirke gruppens musik, som det bl.a. høres i hittet ”Eight miles high”.

Men hverken stoffer eller hinduistiske guruer kunne tilfredsstille Roger McGuinns længsel efter at finde svar.

Der skulle Elvis Presleys død 16. august i 1977 til, før McGuinn endelig accepterede Jesus som sin Frelser og lagde sin livsstil om.

Elvis døde af hjertestop, sandsynligvis forårsaget af overforbrug af medicin, og McGuinn var selv på både lovlige og ulovlige medikamenter.

– Da Elvis døde, tænkte jeg: Mand, han var kun 7 år ældre end mig. Og jeg gik i panik, siger Roger McGuinn.

Åndelig kamp

I månederne op til Elvis Presleys død havde McGuinn en række sære oplevelser. En dag fandt han en ung mand siddende foran hans hus. Den unge mand sagde, at Jesus ønskede, at han afleverede nogle sange til McGuinn, som han havde skrevet. McGuinn tænkte, at fyren var skør, afviste ham og låste døren til huset. Kort tid senere troppede en anden kristen op til en koncert, han havde i Oklahoma.

Den tunge følelse forlod mig, og jeg kunne føle Helligånden flytte fysisk ind i mig. Det var godt at have Jesus i hjertet.

– Normalt ville jeg have afvist den slags, men jeg var høj på kokain, og jeg fandt hans grin ret irriterende, så jeg spurgte, hvad han grinede af. Han svarede: ”Herren har fortalt mig, at du kommer til at følge Ham”. Jeg tænkte, at også denne fyr var skør, siger McGuinn.

Men snart derefter løb han ind i en ung kvinde, som talte om tro med ham. Han sagde, at han troede, at Jesus kun var en af flere profeter, og at mange spirituelle veje fører til toppen af bjerget. Kvinden var ikke enig og sagde til McGuinn, at Jesus er den eneste vej. Hendes ord trængte ind hos McGuinn.
Så snart Roger begyndte denne søgen efter Gud, begyndte han også at mærke en åndelig kamp. Han led regelmæssigt af en følelse af, at der var meget tung vægt på hans bryst og arme.

– Lige efter at jeg begyndte at opleve denne fornemmelse, mødte jeg en jazzpianist ved navn Billy. Han var kristen, og da jeg fortalte ham om den ”tunge” følelse, troede han, at det var åndelig undertrykkelse. Han bad med mig og bad Gud om at tage følelsen væk, ifølge McGuinn.

Men følelsen af noget tungt fortsatte. Roger besluttede at bede om det selv. Han spurgte Gud, hvordan han kunne blive fri for følelsen.

Svaret kom til min ånd; ”Ja, du kunne acceptere Jesus!” Jeg sagde stille: ”Okay, jeg accepterer Jesus.” Den tunge følelse forlod mig, og jeg kunne føle Helligånden flytte fysisk ind i mig. Det var godt at have Jesus i hjertet.

Roger McGuinn har rejst USA tyndt med sin kone Camilla og givet solokoncerter på små spillesteder. Han er i dag 75 år.
Hall of Fame

Roger McGuinn indså, at han havde søgt Gud i meget lang tid, men havde fulgt de forkerte spor. Da han accepterede Jesus som sin Frelser, var det som om, at tingene løsnede op.

Han slap for følelsen af, at noget tungt var lagt på brystet og på armene, og bare to måneder senere mødte han Camilla, som han giftede sig med i april 1978. Han lagde også livsstilen om og kvittede stofferne og deltog i en bibelstudiegruppe, hvor Bob Dylan en dag også mødte op (før han udgav sit første kristne album ”Slow train coming”).

Roger McGuinn indså, at brugen af euforiserende stoffer i alle de år havde blokeret for Helligånden.

Camilla og jeg er enige om, at du ikke kan mærke Helligånden, når du er høj på stoffer, har han sagt.

Roger McGuinn er en af få kristne i rock´n´roll Hall of Fame. The Byrds blev optaget i 1991.

Han blev også foreviget i hippietidens kultfilm Easy Rider fra 1969, hvor han synger et par tracks – bl.a. sangen ”Ballad of Easy Rider”. Bob Dylan skrev det første vers og overlod det til McGuinn at skrive sangen færdig.

Politisk er McGuinn en registreret Republikaner og støttede Ben Carsons præsidentkampagne, men ønskede ikke at anbefale Donald Trump.