Familiebesøg i nabokirken
Hvorfor skal der være så mange forskellige kirker? Har vi ikke enhed i Kristus? Er det ikke ham, vi alle tror på?
Selv om jeg kan være frustreret og træt af det her problem, ved jeg også, at vi jo ikke bare kan slå alle kirker sammen. Men vi kan gøre noget for at øge kærligheden mellem kirkerne.
Der er Alliance-bedemøder i næste uge, og jeg vil gerne opfordre til, at vi mødes og snakker med vores søskende fra de andre kirker. Lad os bare snakke om, hvilke forskelle der er, og hvad vi selv tror på. Måske får vi en fornuftig og kærlig diskussion, for det er starten på den positive nysgerrighed overfor hinanden.
Kærligheden mellem kirkerne kommer ved, at man mødes og finder ud af, at ”dem derovre er jo også bare mennesker!” Og vil man gerne vejlede en anden kirke i noget, man mener, de gør forkert, behøver man ikke længere skrive et distanceret, offentligt læserbrev, der i bedste fald lyder, som om man er bekendte, der retter på hinanden og i værste fald som om, man er de største fjender i verden.
Det er godt at mødes og snakke om tingene, for kærligheden er meget sværere at mærke i skrevne ord på nettet, end når mennesker mødes ansigt til ansigt!
Det er også i det personlige møde, at vi kan se, hvor vores egen menighed kommer til kort! At man ikke er lige så god til noget som de andre – eller at ens lære måske ikke er fyldestgørende på alle områder!
Jeg savner en positiv dialog mellem kirkerne. En dialog hvor man ser med de positive briller og siger: ”Hov! Det er de da meget bedre til end os!” eller: ”Det kunne vi godt lære af dem!”.
Jeg er helt med på, at det ikke er så nemt som det lyder. Der sker alle mulige misforståelser, men hvem siger, at det skal være nemt?
Vi skal huske, at vi alle er lemmer på det ene legeme, Kristus, som der står i Romerbrevet 12:3-6. Og hvis nogen indvender, at det kun gælder i den enkelte kirke, vil jeg spørge: ”Jamen er der da en Jesus til hver kirke? Er det ikke den samme Herre, vi tror på?”
Lad os derfor være ydmyge og huske på, at det ikke er den rette lære, de rigtige handlinger, oplevelser, erfaringer, bygninger, menigheder eller noget andet, der frelser – men Jesus Kristus selv. Alle kirker har i højere eller mindre grad taget fejl og gjort fejl. Og vi er alle sammen 100% afhængige af den Kristus, der led og døde på korset for os, og som har kaldet os til at ”kappes om at vise hinanden broderkærlighed”.
Derfor vil jeg gerne opmuntre hele Kirken, eller alle kirker, til at overveje, hvordan vi gør det bedst, nu hvor vi træder ind i Bede-Alliance ugen.
