Fjendtlig nyheds-formidling

Jeg kan ikke i mine ca. 40 år som journalist huske, at medierne har behandlet en amerikansk præsident på en så forudindtaget og nedladende måde, som næsten alle medier gør med Trump. Jeg orker ikke at læse artikler og se indslag om Trump, for fremstillingen er så forudsigelig og negativ.

Trump gik i sin valgkampagne direkte op imod medierne – hvor 95 pct. tydeligt støttede modkandidaten – og siden har de fleste medier skabt et fjendebillede af ham. Og så bliver alt set – og vendt og drejet – i et mistænksomt skær.

Trump er fx blevet bekyldt for ikke at ville samarbejde med pressen. I den forløbne uge inviterede han så pressen til direkte at overvære en 45 minutters forhandling. Her udtrykte han til alles overraskelse, at han ville underskrive en hvilken som helst aftale, som de to partier kunne blive enige om. Han overraskede endda ved at komme oppositionens ordfører så meget imøde, at hans eget partis ordfører forsøgte at holde igen.

Nå, nu måtte pressen da fortælle positivt om ham?

Nej, nej, nu kom det i stedet til at handle om, at Trump nok ikke vidste hvad han gjorde, at han ikke duede til at forhandle, at han var uenig med sit eget parti, osv. osv.

Som i et troldspejl

Man kunne nævne mange andre eksempler på, hvordan fakta og holdninger bliver fremstillet – som i et troldspejl.

Hvis man ikke har sine egne kilder, er det meget svært at skabe sig et reelt billede. For både de amerikanske og de europæiske medier har glemt den ”tilstræbte objektivitet”, vi ellers har hyldet i den vestlige presse.

Jeg har netop selv forsøgt at gå imod et indlæg af redaktøren for Altinget om ”hvad vi har lært af et år med Trump”.

Indlægget fremstillede bl.a. Trump som modstander af menneskerettighederne med den begrundelse, at han under sin indsættelsestale for et år siden ikke talte om dette emne.

Men det er jo ikke et sandt helhedsbillede. For Trump er jo netop gået i kamp for (bl.a. de forfulgte kristnes) menneskerettigheder i fx Nordkorea og Iran, mens forgængerne lod stå til og gik på kompromis med de værste regimer i verden.

Overskriften i Altingets artikel var, at ”måske var demokratiet kun et stadie, vi skulle igennem”. Det provokerede mig til at skrive et modindlæg. Dagen efter fik jeg – ikke overraskende – besked om, at man ikke ”prioriterede” mit indlæg.

Man vil ikke modsiges i de fjendebilleder, man har skabt.

Trump er ikke ufejlbarlig…

Lad mig nu straks erkende, at jeg heller ikke er så vild med de provokerende tweets, som Trump udsender. Og han begår naturligvis fejl. Nogle af hans første rådgivere var ikke for gode. Og hans stil er jo ikke indsmigrende, men meget kontant.

Men det har rent ud chokeret mig, hvor enøjet og manipulerende medierne fortæller om Trump. Det er ikke naturligt.

Hvis det nu blot handlede om en tilfældig præsident og om politiske holdninger, så kunne man måske være ligeglad.

Men det specielle ved Trump – set i et kristent perspektiv – er jo, at der mens han endnu var playboy – kom adskillige profetier fra anerkendte kristne om, at netop han skulle bruges til at vende udviklingen og føre USA tilbage til Gud.

Under den tidligere præsident – som medierne og de europæiske politikere elskede – blev de kristne i USA faktisk presset hårdt på deres ytringsfrihed. Præsterne var forsigtige med at udtrykke bibelske holdninger om kontroversielle emner som fx abort eller homoseksualitet, for de risikerede at blive ført i retten. Flere kendte prædikanter blev bevidst forfulgt af skattevæsnet. Benny Hinn fik fx beslaglagt sine computere og endevendt sine regnskaber, men efter tre år (!) meddelte skattevæsnet, at de ikke havde fundet noget ulovligt…

Udviklingen gik i retning af afkristning, hvor der fx ikke måtte bedes morgenbøn i skolerne. Kristendommen blev – ligesom herhjemme – fremstillet i et mistænksomt lys.

Spørgsmålet er, om det kun handler om politik og om en sur presse, når medierne har så travlt med at bekæmpe Trump? Eller om der raser en åndelig krig bagved mediekrigen mod Trump.

Læg mærke til, hvad der sker.