Golgata og genfødslen af den armenske kirke

I billedlig sprogbrug har man ofte kaldt kirken ”Kristi brud”. Ligesom brudgommen (Kristus) måtte igennem adskillige prøvelser, før han kunne besejre døden og vende tilbage til den himmelske Far, således måtte også kirken (bruden) og dens tilhængere gå ad en lang og kaotisk vej, før den opnåede ret til at leve i fred og til at udbrede troen.

I min foregående artikel (Udfordringen 17. december 2017) prøvede jeg at sætte fokus på den nøglerolle, som kirken har spillet med hensyn til bevarelse af den armenske identitet.

I nærværende artikel vil jeg prøve at vise, hvilke prøvelser kirken har måttet gennemleve under folkemordet i 1915 og under den senere sovjetiske periode, og jeg vil fortælle noget om det armenske samfunds forhold til kirken efter uafhængigheden i 1991 indtil vore dage.

Bevarede troen

Folkemordet på armenierne er det første egentlige folkemord i verdenshistorien. Det armenske folk har i hele sin lange og brogede historie ikke været udsat for nogen udfordring, der overgår denne begivenhed. En hel nation blev af den tyrkiske regering dømt til døden, og det alene på grund af nationens etnicitet og religion.

Trods alle disse ugerninger gav armenierne aldrig slip på troen. Tværtimod! Trods den desperate situation ville folket hellere hensynsløst lade sig slå ihjel end forkaste troen. Der er fundet vidnesbyrd om, at mødre vedholdende lærte deres børn bønner på armensk, mens de under sult og hede vandrede i de endeløse syriske ørkener.

Det har bestemt ikke været let at bevare håbet under sådanne rædsler. Men vi armeniere, vi tror fuldt og fast på, at når Gud lukker én dør, så åbner han altid en anden. Med ordet “dør” menes der i dette tilfælde alle de frivillige samt missionærer, som kom fra hele verden for at hjælpe med at redde liv, uanset at de selv satte deres eget liv på spil ved det.

De to danske kvinder Maria Jacobsen og Karen Jeppe var blandt disse frygtløse sjæle.

Disse to venner af menneskeheden samt mange andre vidner til folkemordet har – drevet af kærligheden til Kristus – slidt og slæbt for at skaffe mad og husly, omsorg og pleje til forældreløse armenske børn. På grund af deres vedholdende opofrelse har disse to danske kvinder på armensk fået hædersnavnet “mayrig” (moder).

Personligt vil jeg gerne som armenier benytte denne lejlighed til at hylde Maria Jacobsen og Karen Jeppe og dermed udtrykke min endeløse taknemmelighed mod det danske folk, fordi man i disse mørke år rakte os en hjælpende hånd.

Kristen forfølgelse

En ny fase med hensyn til udfordringer for kirken tog sin begyndelse i 1920 med etableringen af det sovjetiske styre i Armenien. Straks fra begyndelsen stod det klart, at religionen ikke skulle spille nogen større rolle i sovjetstaten. Faktisk blev det til syv årtier med glødende ateisme og religiøs forfølgelse.

Alle anstrengelser blev sat ind for at rykke religionen op med rode og udrydde de kristne traditioner fra landet. Et antal kirker og klostre blev ødelagt eller lavet om til varehuse eller koncertsale.

Mange vigtige relikvier og museumsgenstande blev ødelagt eller gik helt tabt.

Omkring 200 præster blev retsforfulgte og sendt i eksil til Sibirien, og andre blev dræbt under det sovjetiske diktatur. Kirken blev betragtet som en fjende af det nationalistiske sovjetstyre.

Situationen udviklede sig specielt alvorligt i 1930’erne, hvor drabet på katholikos (lederen af den armenske kirke) Khoren A. Muradbekyan blev kulminationen på en række grufulde begivenheder.

De armenske kommunister benyttede sig på deres side af lejligheden til fuldkommen at komme af med den armenske kirke. Man forfattede et brev, som blev sendt til Moskva med en bøn om at få nedlagt det hellige bispeembede, Etchmiadzin, som er hovedsædet for Den Armenske Apostoliske Kirke og dermed det mest betydningsfulde pilgrimsmål for alle armeniere.

Hvorfor mon kirken blev betragtet som en trussel for de sovjetiske herskere? I umindelige tider har kirken været en uadskillelig del af den folkelige arv, idet det dermed har været dens opgave at holde den folkelige bevidsthed i live. Kirken måtte helt åbenlyst være i modsætning til Sovjetunionens planer om at kunne kontrollere nationen ved at holde den under åget.

Åndelig opvågning

Imidlertid kollapsede Sovjetunionen i slutningen af 1980’erne, og Armenien genvandt sin uafhængighed i 1991.

Som nation har vi i bund og grund aldrig i vores historie haft sorgløse tider, så det kan ikke overraske, at uafhængigheden i al dens skrøbelighed blev endnu en lejlighed til, at vores tro og livskraft skulle prøves. Tilmed måtte vi også klare eftervirkningerne af det store jordskælv, som i 1988 ramte den nordlige del af landet, ligesom vi blev tvunget i krig mod Azarbaijan i årene 1988-1994 for at kunne holde på den region, som hedder Nagorno Karabagh.

Men uafhængigheden betød også en ny periode med ideologisk frihed og åndelig opvågning. Et stort antal kirker åbnede på ny dørene for de troende, og folk var ivrige efter at udfylde tomrummet efter sovjettiden. Der kom mange bøger og kalendere på markedet med religiøst indhold som for eksempel tidsskriftet “Etchmiadzin”. Efterhånden er der også kommet adskillige hjemmesider.

Efter uafhængigheden er der blevet lagt mere vægt på uddannelsen af de unge. Der bliver undervist i Armeniens historie i skolerne. Der bliver lavet pilgrimsvandringer til adskillige armenske klostre, hvilket bidrager til at vække en bevidsthed om tro og fædreland og ikke mindst sammenhængen mellem disse to størrelser.

En kristen nation

Til det allerede nævnte kommer også den kendsgerning, at Armenien har kunnet fejre sit 1700-års jubilæum som kristen nation. I 2001 fejrede man højtideligt dette jubilæum i hele landet. Ved den lejlighed indviede man også den største katedral i hovedstaden Yerevan. Den blev indviet til Gregor Lysbringeren, som havde iværksat religionsskiftet i år 301.

Den religiøse arv i skikkelse af klostre, manuskripter, salmer og khachkar (egl. kors-sten, dvs. gravsten som er specielle for Armenien) er en umistelig del af vores kultur og et vigtigt fundament under vores folkelige identitet.

I de år, hvor folkemordet stod på, satte folk deres liv på spil uden tanke for, om de kunne redde det. I den nuværende generation er vi mere end stolte over den rige arv, vi har fået, og som frie borgere i Armenien vil vi gøre vores bedste for at holde traditionerne i live.

Faktaboks om Armenien

Areal: 28.000 km2 (dvs. lidt mindre end Jylland). Landet har tidligere i historien udgjort et meget større areal.

Befolkning: Ca. 3 millioner (skønsmæssigt 5 millioner armeniere lever i eksil uden for det nuværende Armenien, dvs. i diasporaen).

Sprog: Armenierne har ikke blot deres eget sprog, men også deres eget alfabet, skabt i 405 af Mesrop Mashtot. Man skelner mellem østarmensk, som tales i det nuværende Armenien, og vestarmensk, som før 1915 blev talt i det nuværende Østtyrkiet. Armeniere i diasporaen taler vestarmensk.

Religion: Ca. 90% af befolkningen tilhører Den Armenske Apostolske Kirke, som er et selvstændigt kirkesamfund i slægt med de ortodokse kirker. Den armenske kirke anerkender ikke det 4. økumeniske kirkemøde i Chalkedon i år 451.

Artiklen er oversat af biskop emer. Kresten Drejergaard, der gennem sit embede som præst i Genève fik kontakt til det armenske folk.