Hvordan få en robust tro?

”sorg (og hertil vil jeg tilføje: alle former for hård modgang) er den eneste form for arbejde, der er ulønnet, men ikke frivilligt, krævende, men uden kontrol, forudsætter visse kompetencer, men der er ingen læretid…” s.8

Sognepræst Lone Vesterdal, er godt klar over, at robusthed og resiliens er nutidens hotte begreber. Hun har selv været på store danske virksomheder og holdt oplæg for tusindvis af ansatte. For hvordan får vi styrke til at takle modgangen?

Hvordan står jeg fast i modgang?

Svend Brinkman og andre prominente danskere har for længst vingeskudt den blinde tiltro til den menneskelige evne, at finde styrke i sit eget indre. Derfor tager Lone Vesterdal fat i den kristne tro og ser nærmere på begrebet ’magtesløs’ – på den måde er bogen i samme boldgade som Preben Koks ’Skæld ud på Gud’, ærindet er det samme, nemlig at rette fokus mod Gud i stedet for den navlebeskuende og selvtilstrækkelige mindfulness. Formen er til gengæld en anden. Lone Vesterdal bruger kunst og litteratur til at sætte sine pointer i relief. Hun tager fat i et par bøger fra mennesker, der har oplevet store tab, og diskuterer deres forhold til sorg, savn, robusthed og Gud. Ikke overraskende konkluderer hun anderledes end ateisten, som ville ønske, at der i kristendommen fandtes klare svar på, hvor hans døde barn nu befinder sig.

Det største i det mindste

Bekendelserne til det kristne trosgrundlag er klare, faste og ikke tågede metaforiske abstraktioner. Og det er, hvad der er brug for! Troen som klippegrund etableres nemlig ikke i et hårdt prøvet sind, som symbolske fantasier, men i en total blottet ærlighed. Troen på ’Det største i det mindste’, som hun kalder det, er overgivelsen til den sandhed, at Gud selv deltager i vores virkelighed. Gud er ikke blot skaberen, som igangsætter, men også Jesus, som griber fundamentalt ind i tilværelsen og går med os igennem hele livet.

”Gud er på færde i det, der ikke ser ud af noget: et spædbarn og en korsfæstet. Det vil med andre ord sige, at i krybben og på korset er de ubegribelige kræfter til stede, som skaber, opretholder og bærer verden og os. Universets samlede energi i krybben og på korset. Paradoksalt, fornuftsstridigt og alligevel helt sandt i kristen forstand. Denne pointe betyder noget for os, når vi er truet af livets modgang. For så er kristendommens grundsandhed, at Gud er til stede i det ringeste. Og når det er sådan, så er han vel også til stede i det ringeste i mit liv?” s.68

Det er kristendommens styrke, i sand forkyndelse, at mennesket så at sige inviteres med i maskinrummet. For når Paulus taler om, at evangeliet er dårskab, så kan man meget nemt forvisse sig om dette, når man læser intellektuelle menneskers forsøg på at undskylde tidligere tiders naive kristendom. Men enten tror man på, at Gud blev menneske for at leve som en af os og dø og opstå for os alle, eller også står man ultimativt alene i sorg og modgang.

Er der et evigt liv med Gud, så er livets modgang, ja selv døden, trods alt ikke ubærlig. Lone Vesterdal bruger billedet med maskinrummet fra en historie om et krydstogtskib, hvor passagererne ikke ønskede at se dette, fordi de var nervøse for, hvordan noget så skrøbeligt kunne fragte dem tværs over Atlanten.

Det er jo netop kristendommens kerne, at alt lægges åbent frem – og kun ved at vandre i tro, altså ved at prøve troen af, får vi vished om, at det kan bære i liv og i død.

Lone Vesterdal: Robust – Om tro og magteløshed
154 sider • 199,95 kr.
Eksistensen