Ingen tiltro til, at politikere virkelig vil hjælpe verdens forfulgte kristne

Det er ikke blot naivt at tro, at politikere vil være i stand til at ændre på forholdene for kristne i andre områder af verden, men det er decideret farligt for forfulgte kristne, at opgaven lægges i deres hænder, advarer Iben Thranholm.

En personlig kommentar af Iben Thranholm:
2017 var det hidtil værste år, hvad angår kristenforfølgelserne. Forfølgelsen af kristne er taget til i styrke, og kirken står i visse områder i verden over for total udslettelse.

Det var de sørgelige realiteter, som blev præsenteret ved Åbne Døres lancering af “World Watch List 2018” på Christiansborg onsdag d.10. januar med deltagelse af bl.a. udviklingsminister Ulla Tørnæs, Daniel Toft Jakobsen (S) og Franz-Michael Skjoldhøj Mellbin, Danmarks Ambassadør for tros- og religionsfrihed.

Verdensranglisten, også kaldet World Watch List, er Åbne Døres kortlægning af omfanget af forfølgelse af kristne i verden. I år ligger Nordkorea og Afghanistan højest på listen.
Pakistan er det land, som i år har rapporteret flest voldelige overgreb mod deres kristne mindretal.

Generelt rykker de central- og sydasiatiske lande op ad listen med en vældig fart og til stor bekymring for Åbne Døre og andre organisationer, der kæmper for menneskerettigheder som tros-og religionsfrihed.

Hvis man ser på den samlede liste, så er det radikale islamistiske bevægelser, der er den førende aktør bag forfølgelsen i 45 af de 50 lande på World Watch List. Men også radikal hinduisme og buddhisme er to strømninger, som Åbne Døre holder øje med.

Ferieparadiser og tidligere religionstolerante nationer som Indien og Nepal er i år hoppet langt op på listen. Nepal, der sidste år slet ikke figurerede på listen, er rykket ind på World Watch List 2018 på plads nr. 25.

Det skyldes spredningen af religiøs nationalisme, som er en generel tendens i Asien. Ifølge Åbne Døre lever omkring 215 mio. kristne i lande med en høj grad af forfølgelse.
Men kristenforfølgelserne er langt fra kun drab og lange fængselstraffe.

Maldiverne, der ligger som nr. 13 på listen, er et godt eksem-pel. Her er der få meldinger om voldelige episoder mod kristne i ferieparadiset, men en undersøgelse af livet som kristen viser, at gudstjenester og kirken er under et ekstremt pres fra omverdenen.

Kristne tør ikke gå til gudstjeneste, fordi de er bange for konsekvenserne.

Mindst 3066 dræbt i 2017

Ifølge Åbne Døre er 3066 kristne verden over blevet slået ihjel under rapporteringsperioden for World Watch List 2018, men det reelle tal kan meget vel være langt højere.
Tallet dækker kun de sager, hvor man med sikkerhed ved, at drabet skyldes personens tro, og derfor kan der være mange flere tilfælde end rapporteret. Under alle omstændigheder er det en markant stigning i forhold til 2017, hvor antallet af dræbte var 1207.

Dialog kan forværre kristnes situation

Trods de dystre tal ved lanceringen var det tydeligt, at Åbne Døre, præster og repræsentanter fra andre kristne organisationer, der var mødt op til lanceringen, var optimistiske, fordi regeringen har åbnet en ny afdeling i Udenrigsministeriet, der skal bekæmpe forfølgelse af religiøse minoriteter.

Franz-Michael Skjoldhøj Mellbin, tidligere dansk ambassadør i Afghanistan og Japan, der er leder af afdelingen, var til stede og forklarede at man ikke vil udarbejde rapporter, fordi mange andre organisationer allerede gør det, men i stedet skabe positiv forandring.

Det vil man gøre ved at være opmærksom på de forfulgte kristnes egne strategier. Men eftersom forfulgte kristne ofte vælger at gå under under jorden, ikke at konfrontere nogen, ikke at gøre troen for synlig og toner ned for højtidsfejringer, lyder det umiddelbart som en meget lidt handlingsorienteret plan fra Udenrigsministeriets side.

Uklar strategi

Daniel Toft Jakobsen (S), MF, der er formand for tværpolitisk netværk for tros- og religionsfrihed brugte indledningsvis lang tid på at forklare, at man bestemt også ville have fokus på andre religiøse grupper end blot kristne.

Men eftersom kristne er den mest forfulgte gruppe i verden, kan det undre, at denne forsikring om fokus på andre grupper efterhånden er et fast indslag hver gang, danske politikere taler om kristenforfølgelser.

Daniel Toft Jakobsen præsenterer da heller nogen ny og overbevisende strategi, men trak flosklerne frem om at styrke dialogen med regeringerne i de lande, hvor forfølgelsen sker.
Han henviste til EU’s guidelines for at fremme tros- og religionsfrihed, der også anbefaler, at man støtter projekter i de pågældende lande, siger fra overfor krænkelserne, besøger landene og styrker dialogen.

Virker strategien?

Det er naturligvis positivt, at det er selve regeringen, som tager problemerne op og ikke blot overlader området til NGO’er.

Men det er meget uklart, hvad dialogen med de lande, der forfølger kristne, egentligt skal handle om.

Kristne er i den grad afhængige af, at nogen er kompromisløse og villige til at lade det få alvorlige konsekvenser, hvis ikke de pågældende lande lytter og handler.
Eftersom problemerne med kristenforfølgelserne vokser, tyder noget på, at strategien med dialog og samarbejde ikke virker.

Der skal helt andre midler til såsom handelsboykot, afbrydelse af diplomatiske forbindelser og formindsket økonomisk bistand, hvilket naturligvis aldrig kommer på tale, fordi ingen i Vesten dybest set bekymrer sig om kristne.

Det viser World Watch List 2018 med al tydelighed – ligesom den udenrigspolitik, Vesten i øvrigt fører, og som netop har været med at skabe grobund for kristenforfølgelser som fx i Irak. I bedste fald er dialog spild af tid, i værste fald forsinker den hjælpen og forværrer problemerne i katastrofal retning.

Ikke en politisk opgave

Hvis jeg var en forfulgt kristen, der boede i Afghanistan eller Pakistan, ville jeg være skrækslagen over, at kristne organisationer i Vesten sætter så megen lid til politikere, når det gælder bekæmpelse af kristenforfølgelser.

Efter at have høre udspillet fra regeringens nye afdeling i Udenrigsministeriet og Daniel Toft Jakobsen (S) er jeg ikke sikker på, at kristenforfølgelse er en politisk opgave, sådan som situationen er nu. Alt hvad der blev sagt, bar præg af diplomati, men der var ingen nerve i det. Mens den dialog, som ingen ved hvad handler om, føres, dør kristne i hobetal, og om få år vil der være områder, hvor kristendom slet ikke findes mere.

Venner eller fjender?

Forfulgte kristnes største problem er, at vestlige politikere ikke selv er kristne længere – ja, faktisk arbejder mange af dem direkte på at nedbryde kristne traditioner i deres hjemlande.
Hvordan skal vore politikere kunne hjælpe kristne andre steder i verden, når de ikke engang hjælper dem, der bor her?

Kristendemokraternes Kristian Andersen kunne ikke blive borgmester i Ringkøbing-Skjern kommune, fordi han ikke vil vie homoseksuelle. Tommy Petersen, der er medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Radikale, mener at præster, der ikke vil vie homoseksuelle, bør fyres. På danske asylcentre sidder kristne flygtninge og indvandrere, der chikaneres groft på grund af deres tro. Ingen af sagerne har vakt nævneværdige politiske reaktioner.

Det er ikke blot naivt at tro, at de samme politikere vil være i stand til at ændre på forholdene for kristne i andre områder af verden, men det er decideret farligt for forfulgte kristne, at opgaven lægges i deres hænder.

Hvad der rammer forfulgte kristne, er ondskab. Kristus og kirken har magt over den gennem tro, bøn og faste. Politikere har ofte ingen magt over den, og her hjælper dialog ikke meget.
Kirkelige organisationer burde stole på Gud, og ikke politikere, og tage sagen i egen hånd. Historien fra Jonas’ Bog viser, at opgaven ikke er umulig. Det var de få, som bad, der reddede indbyggerne i Nineve fra undergang.