Listen over, hvor kristne forfølges mest
Åbne Døre præsenterede onsdag den 10. januar den såkaldte Verdensrangliste over de lande, hvor kristne er mest forfulgt.
Det skete på Christiansborg, hvor flere politikere og en ambassadør deltog.
Nordkorea er værst
Som ventet ligger Nordkorea i top, når det gælder forfølgelse af kristne borgere. Det er nu 15. år i træk, at Nordkorea er at finde på Verdensranglistens førsteplads.
Selvom landet ikke er det mest voldelige på listen, regner Åbne Døre dets diktatoriske regime for uden sidestykke, når det gælder fjendtlighed mod religion.
Kristne må kun praktisere deres tro i hemmelighed og adskilt fra hinanden; hvis de opdages, risikerer de livstid i arbejdslejre eller henrettelse – ikke bare selv, men også deres familier..!
Somalia dræber kristne
På top-10 er Somalia, der har rykket to pladser op til en fjerdeplads i år og nu kun er et enkelt point bagefter Nordkorea.
Somalia ligger i nord-øst Afrika ved kysten udfor Ethiopien.
Der findes måske kun nogle få hundrede kristne blandt Somalias 10 millioner indbyggere.
Men i Somalia er stammerne meget afgørende, og da de er meget muslimsk prægede, risikerer enhver muslim, der konverterer til kristendommen, med det samme at blive opdaget – og det er nok til at blive dræbt!
Somalia er et af kun to lande, der ud over Nordkorea har været placeret som nummer et på listen gennem årene.
Yemen er forværret
På top-10 findes kun ét nyt land i 2017: Yemen. Landet er at finde på en niendeplads, to pladser højere end på sidste års liste. Yemen er blevet ødelagt af vold, siden Houthi-oprørere (shia-muslimer, ligesom i Iran) angreb hovedstaden i 2014, hvilket fik den wahhabistiske saudiske regering til at indlede et multinationalt bombe-togt.
Yemen er dermed blevet skueplads for en stedfortrædende borgerkrig mellem Saudi-Arabien og Iran.
Kristne forfølges af alle
”Fanget midt i krigen findes de indfødte kristne, hovedsageligt tidligere muslimer, der er konverteret,” forklarer Boyd-MacMillan fra Åbne Døre.
”Konvertering til en anden religion straffes med døden. Militante sunnimuslimer har aktivt udset sig kristne som mål og dræbt dem. Krigen har forårsaget et skift og en voldsom stigning i forfølgelsen, og gerningsmændene er nu først og fremmest islamiske ekstremister.”
”Shiamuslimer tilhørende Houthi-stammen er også meget intolerante, når det religiøse ståsted for en lokal kristen bliver kendt.
Hvis den kristnes konvertering bliver kendt i Yemen, forfølges han således fra flere sider, inklusive fra IS og Al-Qaeda. Det er lige meget, hvem der har ledelsen.”
De 10 værste
Ni af landene på dette års top-10 var også blandt de øverste 10 på sidste års rangliste: Somalia (#2), Afghanistan (#3), Pakistan (#4), Sudan (#5) og Iran (#8) steg alle på listen.
Syrien og Irak (hhv. # 6 og 7 i år) er faldet til en lavere placering.
Her har der været rapporteret færre voldelige episoder, da de fleste kristne er flygtet fra områder kontrolleret af IS, men presset er stadig meget stort. Yemens ankomst til top-10 har kun skubbet Libyen ud af toppen – Libyen er nu nummer 11.