Tove Videbæk besøger sine gadebørn

Tove Videbæk er her omgivet af børnene i Børnenes Livs skoleklasse.

På lørdag snakker hun med interesserede over web-tv på foreningsdagen i Brande.

I disse dage er Tove Videbæk igen i Nicaragua for at besøge Børnenes Livs projekt for gadebørn og for at samle inspiration til, hvorledes man kan gøre mere – og for endnu flere børn. Derfor skal den tidligere politiker for Kristendemokraterne og Konservative bl.a. mødes med rektor for Nicaraguas landsbrugs-universitet, direktøren for landarbejder-fagforeningen m.fl.
Naturligvis skal hun også være sammen med Børnenes Livs samarbejds-partner, som i det daglige rent praktisk tager hånd om børnene.

Sammen med børnene

”Jeg glæder mig naturligvis til at møde børnene og følge deres udvikling, siden jeg så dem sidst.
Det er en skøn oplevelse hver gang”, siger Tove Videbæk.

”Børnene kommer jo fra forhold, hvor deres ”hjem” var gaden i storbyen Managua.
Her har de levet og spist mad, som andre har smidt ud, eller de har levet af prostitution, tiggeri, tyveri eller som narko-bude for at få penge til mad. De har sovet i plastik og pap i grøfter og oppe i træer”.
Det var synet af de mange 5-15-årige børn i disse forhold, som for 5 år siden rørte Tove Videbæk så meget, at hun følte, der måtte gøres noget.

Hjem til 70 børn

Ca. 70 gadebørn har nu et hjem, går i skole, får landbrugs-undervisning og lærer praktiske færdigheder. Så nu vil de kunne forsørge sig selv, når de på et tidspunkt skal forlade børnehjemmet og skolen. De vil kunne få job, læse videre eller måske få egen virksomhed.

”Vores samarbejdspartner mener ligesom Børnenes Livs bestyrelse, at uddannelse er den bedste metode til udvikling i fattige lande.
Derfor fortsætter ”Børnenes Liv” i det spor og glæder sig til at planlægge næste fase af landbrugsprojektet for de mange gadebørn”, siger Tove Videbæk

200 andre børn

Da skolen, som gadebørnene går på, er en meget veldrevet skole, er der ud over gadebørnene ca. 200 børn fra helt almindelige hjem i lokalområdet i denne skole.
Deres familier er små-bønder, som også har glæde af landbrugsundervisningen, som deres børn modtager.

Børnenes Liv afsøger derfor en mulighed for at inddrage disse lokale forældre, så de også får undervisning på skolen.
Det vil kunne hjælpe til et bedre udbytte af disse småbønders landbrug og dermed bedre økonomiske forhold.
Og dette ville evt. gøre dem i stand til at hjælpe nogle gadebørn fremadrettet – enten med at tilbyde dem et hjem, støtte arbejdet med og for dem på børnehjemmet og i skolen eller tilbyde dem et job i deres lokale landbrug.

Traktor og harve

På sin sidste tur kunne Tove Videbæk aflevere en brugt traktor, en plov og en harve, som der var doneret midler til af 3 venner af arbejdet.
De afløste en meget gammel traktor i projektet i Nicaragua, som lignede noget, der kom fra et russisk museum!
Også transporten til Nicaragua var sponsoreret.

Vil udvikle landbrug

”Nicaragua er et frugtbart land og var engang det mest velstående land i Mellem-Amerika. Men pga. borgerkrige og naturkatastrofer mv. er landet i dag det fattigste i Mellem-Amerika.
Mange mennesker – især børnene – lever derfor uden håb for fremtiden.
Det vil ”Børnenes Liv”s projekt gøre noget ved! Derfor er projektet mere og mere et landbrugs-projekt, hvor børnene lærer om landbrug og også selv får fingrene i jorden. Således planter og sår de selv og er med til at høste. Dette vil give dem mulighed for at klare sig selv økonomisk senere i livet.”

Ligesom i mange andre fattige lande er mange børn overladt til at leve på gaden, som denne 7-årige dreng, der vasker vinduer på biler, der holder i en kø eller for rødt lys…
Rockwool-model

Rockwool fonden har udviklet en model, som især anvendes i Afrika. Den drejer sig bl.a. om, at grupper af småbønder får landbrugs-undervisning, hvorefter de på deres egen jord afprøver det, som de har lært.

De får en bedre økonomi, og herefter lærer de det tillærte fra sig videre til andre nye grupper af småbønder.
Via dette projekt ville flere gadebørn kunne hjælpes, dels via småbøndernes støtte til børnehjem og skole, dels ved at de ville kunne tilbyde hjem, uddannelse og arbejde til børnene og dermed give flere af Nicaraguas 150.000 gadebørn et håb for fremtiden.

”Vi ønsker at nå længere ud. Hjælpe så mange gadebørn som muligt. Og derfor vil vi også undersøge, om Rockwools afrikanske model vil kunne fungere under nicaraguanske forhold og gavne både fattige bønder, fattige og udsatte gadebørn og levevilkårene i Nicaragua, som pt. er Mellemamerikas fattigste land,” slutter Tove Videbæk.

Svarer på spørgsmål i Brande – fra Nicaragua

På Foreningsdagen d. 27. januar i Remisen i Brande har Børnenes Liv en stand, som næstformand i foreningen Allan Vinge bestyrer.
Formanden Tove Videbæk, som er i Nicaragua på dette tidspunkt, vil kl. 12.00 på Foreningsdagen via Skype og en opstillet computer svare på spørgsmål og tale med interesserede i Remisen.
Se mere om Børnenes Liv og arbejdet blandt gadebørn og andre fattige og udsatte børn i Nicaragua på facebook.com/bornenesliv eller www.bornenesliv.dk.