Autentisk beretning hylder med rette Winston Churchill

Det hører vel til sjældenhederne, at en politisk leder får heltestatus. Det skulle da lige være de politikere, som nu er gået over i historien.

Jeg er vokset op med fortællingerne om Winston Churchill. Selvom det nok kun er bedsteforældregenerationen – der var unge/voksne i 40’erne – der reelt har oplevet, hvilken forskel en politiker som Winston Churchill gjorde, så står han tilbage som en karakter i den store historiebog.

En legende hyldes

Filmen ’Darkest Hour’ er et historisk drama om legenden, Winston Churchill, som står over for den vanskeligst tænkelige opgave.
Anden Verdenskrig er brudt ud. Den britiske hær er sendt til Dunkerque i Frankrig i et forsøg på at stoppe Hitlers tropper, men det viser sig hurtigt, at de er håbløst overmatchet, og at krigen sandsynligvis vil få en brat ende, hvis ikke soldaterne bliver hjulpet hjem. Vi følger slaget bag slaget. I Churchills krigskabinet er opbakningen fra kongen, det politiske bagland og de militære ledere til at overse. Winston Churchill må derfor træffe nærmest umulige beslutninger for at sikre London, England og i sidste ende Europa mod nazisternes overtagelse.

’Darkest Hour’ er præcist, hvad titlen antyder: En autentisk beretning om den mørkeste tid i Storbritanniens historie, hvor landets fremtid balancerer på en knivsæg. Det er lidt ærgerligt, at den kan tages til indtægt for Brexit, fordi den nostalgisk fortæller om dengang, Storbritannien stod helt alene og sådan set havde det bedst med det. Samtidig taler den på det eksistentielle plan om menneskehedens valg, når vi konfronteres med et brutalt regime, som både har viljen og midlerne til at dominere. Overgivelsesforhandlinger eller kamp – så enkelt kan det stilles op. Churchill hyldes, med rette, fordi han længe inden han blev premierminister havde forstået, at man ikke kunne tale en galning som Hitler til fornuft. Alligevel vakler han under det voldsomme politiske pres for at slå en handel af med overmagten, Tyskland, for at redde Øen (England). Den nok mest gribende scene er derfor optakten til hans famøse tale i parlamentet, hvor de berømte ord falder:
Vi vil kæmpe på vore strande. Vi vil kæmpe på vore flyvepladser. Vi vil kæmpe på marker og i gader. Vi vil kæmpe i bakkerne. Vi overgiver os aldrig.

Churchill tager en tur med undergrundsbanen, hvor han møder helt almindelige englændere. Deres kampgejst og modstandsvilje over et regime som Nazityskland indgyder ham modet til at tale om et ukueligt folk, på et tidspunkt hvor det ellers så ud, som om intet kunne eller ville stå regimet imod.

Fænomenalt skuespil

Gary Oldman spiller statsmanden Winston Churchill. En rolle, der allerede har indbragt ham prisen for Bedste mandlige hovedrolle ved Golden Globes-uddelingen. Alene transformationen fra slank skuespiller til voluminøs premierminister er der brugt timer på i makeup-lokalet. Anmelderne har da også tilskrevet det Oldmans præstation, at filmen er seværdig, som Politiken skrev: ”…er for koncentreret til at være krigsfilm eller biopic. Snarere på godt og ondt et helteepos. Oldman giver helten liv og menneskelighed.” Og det er endda en fattig dansk beskrivelse af en karakter, der levendegør Churchill i stemmeføring, kropsholdning, temperament, humor og lune – det er simpelthen en fænomenal skuespillerpræstation.

Men det er også en film, hvor action er reduceret til slag i bordet, og hvor store dele af handlingen foregår i underjordiske bunkere – sagt på en anden måde, ord og politik fylder umådeligt meget.

Darkest Hour
Historisk drama
Premiere: 25. januar 2018
Spilletid: 125 min.
Aldersgrænse: 11 år