Fortidens kraft
Når livet former og forandrer sig, måske ikke altid helt som håbet eller forventet, bruger Gud det til at give os større visdom i livet.
Der er altid noget at lære af livets processer, gode som dårlige. Det er ikke vores fortid, der definerer, hvem vi er. Men vores fortid kan altid bruges som læring.
Ind imellem kan livets skuffelser gribe så krampagtigt om vores hjerter, at vi måske ikke har lyst til at være en del af hans plan, og vi fjerner os fra det, som Gud har for os, og vil hellere gå vores egen vej.
Men når vi så erfarer, at vores egen vej ikke fungerer, så er der ingen fordømmelse fra Gud. Han står altid klar med åbne arme og inviterer os til igen at følge hans vej. Hans vej, som er frihed og som ingen fordømmelse rummer.
Det gode er, at vores fejltagelser bruger han som læring på vejen frem. At fordømme sig selv eller andre kommer ikke fra Gud, men fra den onde. Så når fordømmelser står på rad og række og trænger sig på for at slå os oven i hovedet, må vi vise dem bort. For fordømmelse har Jesus taget på korset gennem sin nåde. Gennem korsets kraft, som bor i os, har vi fået autoritet til at bryde mørket, som bor i os og i andre.
Når vi vinder kampe, så vinder Gud dem sammen med os. Han giver os styrke til at rejse os op i hans kraft, og vores liv bliver et vidnesbyrd om hans nåde og kærlighed til os. Det som har været kampe og skuffelser i vores liv, kan Gud vende til et stort vidnesbyrd for ham.
Når Gud hjælper os igennem svære ting, og vi sejrer, bliver det vores vidnesbyrd. Det bliver det, han vil bruge os til at vidne om for andre.
Der ligger en mægtig kraft i det vidnesbyrd, du har over dit liv. Det kan være til stor opmuntring for andre, som har mistet håbet om, at det kan blive bedre. Men når vi deler de sejre, Gud har taget os igennem til, så ophøjes han, og vores fortid er ikke forgæves.