Gud ved hvem vi er…

”Kan du gætte, hvem jeg er?” synger ungerne, mens de står og tripper i åndeløs spænding og venter på svar. Det er skønt at se børn klæde sig ud og slå katten af tønden til fastelavn. Vi andre, vi voksne, har det også med at tage maske på. Vi gør det bare, stik modsat børnene, året rundt og hele tiden.

Vi skjuler os for hinanden, for os selv og ind imellem for Gud. Vi maskerer vores sande jeg, spiller roller og bilder os noget ind. Men ansigt til ansigt med Gud kan vi udklæde og forklæde os lige så tosset, vi vil, for Gud hopper ikke på komedien.

Foran os ligger fastetiden og den 40 dage lange forberedelsestid inden påske. Jesus fastede selv i 40 dage i ørkenen, inden han begyndte sit offentlige virke, og vi læser i Bibelen, at han blev fristet af Djævelen på forskellig vis.

I kirken blev fasten fra tidernes morgen brugt til at gøre bod. Selv om protestantisk kristendom traditionelt har været skeptisk overfor faste og askese, har mange protestanter heldigvis genopdaget mange af de ritualer, der under Reformationen blev smidt ud som barnet med badevandet. Kristendommens kropslige, erfarings- og følelsesmæssige sider, heriblandt de kristne fastetraditioner, har vundet fornyet interesse i mange protestantiske kredse.

Heldigvis for det. For selv om fasten ikke er nogen kristen pligt, og selv om vi ikke kommer Gud en millimeter nærmere ved at sulte os eller skære ned på facebookforbruget, så er fasten stadigvæk en forberedelsestid til påsken.

En tid til fordybelse. En tid til at rette fokus. En tid, hvor vi gør os mentalt klar. Om vi afholder os fra lækker mad, slik og rødvin, er ikke det afgørende. Det er helt op til den enkelte, hvad man vil gøre. Men pointen er, at vi bryder med rutinerne og giver vores åndelige liv opmærksomhed.

Måske kan vi spørge os selv: Hvem er jeg egentlig bag masken?

Det er ikke kun verdens larm, vi nogle gange har brug for at skrue ned for. Der kan også ”larme” iblandt kristne og i kirkerne (her tænkes ikke på musikken). Vi bombarderer hinanden med meninger om, hvad kristendom er, og der er ikke noget at sige til, at mange bliver forvirrede.

Vi kan selvfølgelig ikke leve uden fællesskabet. Med andre mennesker. Men fællesskabet med Gud er og bliver dog det afgørende.
Fastetiden kan også bruges på en stille stund alene i en kirke, der har åbent på hverdage, hvor vi lader os synke ned i fordybelse og bøn.

I stilhed og alene med Gud kan vi lige så godt smide masken med det samme, for han har allerede set os, som vi er. Med alle vores fejl, mangler, forstillelser og forestillinger. Alligevel slog han følge med synderne, med dig og mig.

Dén, der søger sig selv, ender i tomhed. Dén, der søger Gud, får både Gud og sig selv. Vi kan ikke være noget i os selv, men kun i Gud. Vores sande identitet får vi kun i vores forhold til Gud og til hinanden.

Selv om vi selvfølgelig kan søge Gud hvor som helst og når som helst, er fastetiden en kærkommen lejlighed til at skrue ned for larmen og rette fokus mod det egentlige.

Så kan det ske, at vi finder os selv.