Kristne skal stå mere sammen

Alle kristne er søskende, og der har været konflikter nok. Nu er det tid til at praktisere den enhed, som Jesus beder om i Johannes Evangeliet kapitel 17, skriver Niels Arbøl i ugens kronik.

Det at have søskende er uden tvivl et gode, og det har været det normale familiemønster i menneskehedens historie. Også i kirken er vi søskende, endda rigtig mange. I det forgangne år har vi fejret Reformations-jubilæet, og her var det en gennemgående forudsætning, at protestanter og katolikker er brødre og søstre i Kristus.

Allerede det store katolske kirkemøde i 60’erne, Andet Vatikankoncil, slog fast, at protestanter gennem dåben ”med fuld ret” kan smykke sig med navnet kristne og må anerkendes som brødre og søstre i Kristus. Ganske vist er fællesskabet mellem de to slags søskende ikke fuldkomment, men netop jubilæet ønskede for en stor del at praktisere og fokusere på det, som er fælles, ikke det, som fortsat skiller. ”Vi udtrykker vor taknemlighed over for vore brødre og søstre fra de forskellige kristne kirkesamfund og fællesskaber i verden”, som det hed i erklæringen fra kirkemødet i Lund mellem pave Frans og den lutherske kirke.
Som det mest karakteristiske ved søskende er jo, at de ligner hinanden. Alle kristne, katolikker som protestanter, tror på Jesus Kristus som Guds søn og på Bibelen som det guddommelige ord til frelse.

Alle katolikker og de fleste protestanter anerkender desuden barnedåben og de oldkirkelige trosbekendelser. Dermed skulle man næsten synes, at så var alt sagt om kristendommen. Det var der så måske alligevel ikke med Luthers reformation fra 1517 og spørgsmålet om retfærdiggørelse. Men med den fælles luthersk-katolske erklæring i Augsburg i 1999 nåede man tilbage på sporet. Her siges det udtrykkeligt, at der om retfærdiggørelsen findes ”en fælles forståelse om grundsandheder”, og at der ikke længere er anledning til at bruge de gensidige lærefordømmelser fra det 16. århundrede.

På sin vis vendte man tilbage til en fælles forståelse af Paulus’ kendte ord: ”Arbejd med frygt og bæven på jeres frelse … for det er Gud, der virker i jer både at ville og at virke for hans gode vilje” (Fil. 2:12-13). Frelsen sker gennem Guds nåde, som vi må samarbejde med, mener i dag altså også lutheranerne, fordi det blev klart, at denne medvirken ikke udspringer af medfødte menneskelige evner, men er en virkning af Guds nåde, der så at sige tager de menneskelige evner og naturlige anlæg i brug for hans rige.

Ligheder og forskelle

Søskende ligner hinanden, men de er jo ikke hinanden, og de kan som bekendt faktisk også være meget forskellige. Jeg har haft glæden ved at tilhøre Folkekirken i mange år og siddet under Luthers prædikestol, hvorefter jeg konverterede til den Katolske Kirke. Jeg har nu været dér næsten lige så længe og har ikke fortrudt. Indimellem kan jeg godt finde på at besøge Folkekirken, som ligger tættere på, og Guds ånd blæser hvorhen den vil. Samtidig vil jeg påstå, at de to kirker er meget forskellige, det fremgår allerede af gudstjenesten. Vi bygger Guds rige op sammen, men vi er endnu langt fra hinanden i forståelsen af sakramenterne og af kirkens embede (præst, biskop), herunder paveembedet som det synlige tegn på kirkens enhed.
Allerede i løbet af min ”lutherske” tid blev forklaringen herpå meget enkel. I bøger har jeg givet udtryk for den opfattelse, at Luther – på grund af sin monomane opfattelse af synd – bevirkede en adskillelse af skabelse og frelse, så det menneskelige og det guddommelige blev adskilt. Men skabelse og frelse er en helhed, der beror på Guds menneskeblivende i Kristus, så frelsen så at sige er guddommeliggørelse af mennesket: at blive ét med Kristus, som han blev ét med os. Denne opfattelse af mysteriet, af ”theosis”, med Paulus’ ord ”Gud, der virker i jer”, er karakteristisk for den Katolske Kirke såvel som for den Ortodokse. Heldigvis er der også andre kristne, der her ligger fuldt på linje. Det gælder også vores egen protestantiske Grundtvig, der smukt og præcist fremstiller forholdet: ”O kristelighed, du skænker vort hjerte, hvad verden ej véd.”

Ud fra dette syn er Kirken at opfatte som Kristi mystiske legeme. Og den guddommelige nåde kan tilflyde os uhindret gennem sakramenterne, forvaltet af det kirkelige embede, der forstås som apostolos, udsending og bemyndigelse fra Kristus. Men naturligvis også gennem det forkyndte ord, forudsat det er Kristus, man forkynder og ikke tidsånden.

Bedre forståelse

Søskende skal ikke sammenligne sig med hinanden, men være de personer, de nu engang er. Et æble og en appelsin er forskellige, men dog skønne hver for sig. Æblet er vel rundet af de nordiske breddegrader, en protestantisk individualisme, et enten-eller, et oprør, en protest. Appelsinen af de sydlige katolske himmelstrøg, hvor fællesskabet, kontinuiteten og traditionen står i højsædet. Vi når aldrig dertil, hvor vi kan krydse æblet og appelsinen og bør heller ikke forsøge. Vi må og skal gøre rede for vore forskelle, men kun for at vi derved når dybere i sandhedserkendelse og forståelse af hinanden, ikke som konkurrenceparametre.
Konflikter har der været nok af i historien, men søskende er også gode til at løse dem. Og nu har det længe lydt fra højeste sted i den Katolske Kirke: der er mere, som forener, end der skiller, og vi bør i det fremtidige økumeniske arbejde fokusere på det første, ikke det sidste. Dejlige frugter, begge to, ikke sandt.
Det siges, at den ældste i søskendeflokken, den førstefødte, er den bestemmende, ansvarlige, selvsikre, ambitiøse og traditionsbundne, der sikrer forbindelsen mellem generationerne. Og at den yngste er offensiv, eventyrlysten, risikovillig og en, der ofte går sine egne veje. Sådan kan de to kirker måske godt karakteriseres ud fra et historisk syn. Men der er også et andet søskendepar, der ligger tæt på, i historien om de fortabte sønner, som den vel rettelig bør hedde. Her er der i al fald ikke nogen, der har hinanden noget at høre for, hvad den ene har i destruktiv oprørstrang, har den anden i hovmod. Men begge er omfattet af Faderens mildhed: ”Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit.” (Luk. 15: 31).

Tilhører det samme hjem

Vi er overbeviste om, at katolikker og protestanter tilhører det samme hjem i Guds rige, men vi kunne gøre mere for at vise det til den verden, der endnu ikke ved, at hjemmet findes.
I sin ypperstepræstelige bøn betoner Jesus om sine troende, ”at de alle må være ét” (Johs. 17:21) og vel at mærke vise det, fordi det er en forudsætning for, at mennesker kan komme til tro. Vi kan endda fejre gudstjeneste sammen og gå til alters, når vi blot i respekt for hinanden, som det allerede er almindeligt, lægger hånden på venstre skulder for at markere, at om end vi ikke deler helt den samme lære, så vil vi gerne vise, at vi i al fald kan være sammen om velsignelsen.

Og vi kunne tage en ny udfordring op, der synes betydelig mere relevant end reformationstidens fejder, og som i dag ser ud til at være den største hindring for troen – problemet med at forene tro og viden, religion og videnskab. En ny form for ”gerningsretfærdighed” har længe været åbenbar, når så mange i dag bruger naturvidenskaben som undskyldning for ikke at tro på Gud. Her kunne fælleskirkelige initiativer i de forskellige sogne være særdeles relevante.

Kærlighed til hinanden

Fremfor alt er søskende kendetegnet ved at have kærlighed til hinanden, eller at burde have det. De kan være til umådelig støtte for hinanden i svære situationer, en fordel som de mange enebørn, der vokser op i dag, desværre må være foruden. I den kristne menighed er der ingen enebørn, men en mængde søskende findes allerede, også dem i de andre kirker. Ved at praktisere denne enhed kan vi tage den ny tids udfordringer op – som en broget frugtkurv til støtte og tro for verden.