Hvorfor forventer jeg altid det værste?

Kære Suh
Jeg undrer mig over, at jeg ofte forventer det værste i flere forskellige situationer. Fx når jeg får et brev /en rudekuvert jeg ikke umiddelbart kan placere, inden jeg åbner den, så antager jeg øjeblikkeligt det værste, og når jeg modtager mails på arbejdet uden emne, så tror jeg som udgangspunkt, at nogle vil klage over mig, eller at det handler om en ubehagelig konfrontation.

Det blev særlig tydeligt forleden, hvor en veninde havde spurgt, om hun måtte komme forbi, fordi hun gerne ville drøfte noget med mig, og jeg gik rundt med ondt i maven hele dagen inden – og så viste det sig, at hun bare ville spørge mig om hjælp til at skrive en jobansøgning!!

Jeg synes, det er mærkeligt, for jeg anser mig selv for at være en rimelig positiv person, med en positiv indstilling til min omverden – men det harmonerer jo ikke rigtig med mit reaktionsmønster?
Undrende hilsen Lz.

Kære Lz
Måske er begge dele rigtige: Du har grundlæggende en positiv indstilling til omverdenen OG samtidig forventer du det værste. Hvordan kan det lade sig gøre at have to modsatrettede positioner på samme tid? Jo, i den ene position handler det om din forholden sig til andre mennesker, mens du i den anden position forholder dig til dig selv.

Man kan sige, at du tilsyneladende er positivt indstillet, når det gælder andre, men negativt indstillet, når det gælder dig selv. En for mange kendt talemåde er ”jeg er min egen værste fjende”, og måske er det lige netop det, der også gør sig gældende for dig i dette tilfælde?

Det er en udbredt problematik, og rigtig mange mennesker genkender dette paradoks: At deres grundlæggende værdisæt omfatter, at alle mennesker bør respekteres, mødes med forståelse, anerkendelse og omsorg – men når det gælder dem selv, er de modsat hårde, perfektionistiske og dømmende.

Når det angstprovokerende brev dumper ind ad brevsprækken eller mailen uden emne tikker ind i din mailboks, lyder det som om, at det trigger en dybereliggende skyldfølelse og selvbebrejdelse i dig, og en måske lang tankerække om, at du ikke har gjort tingene godt nok, ikke duer til noget, at andre vil afvise dig?

Prøv at blive meget opmærksom på denne skyldfølelse, der åbenbart tit dukker op hos dig. Stil skarpt på dine tanker i de pågældende situationer og på den ”tavse” dialog, der foregår oppe i hovedet på dig. Skærp dit fokus på denne dialog, og begynd at redigere i den.

Afbryd de selvbebrejdende sætninger, og fokuser i stedet højlydt (gerne med lyd på) på dine kompetencer og evner, i det hele taget på alle de gode sider, du besidder. Spørg evt. dig selv højlydt: ”Hvorfor skulle det dog være noget negativt? Jeg har gjort mit arbejde godt, så der er ingen grund til at bekymre sig” eller ”jeg er en god veninde og behandler mine venner med respekt og venlighed, så der er ikke anledning til at tro, det er noget negativt, hun vil tale med mig om!” – eller noget i den retning.

Lad det fokus fylde så meget du kan, gentag det ofte for dig selv, skriv det på et stykke papir, måske som et brev til dig selv, og forhør dig meget gerne hos andre, om de genkender de samme positive egenskaber hos dig, som du selv ser?

I takt med, at du begynder at respektere og anerkende dig selv mere og mere og forhåbentligt til sidst lige så meget, som du respekterer og anerkender andre mennesker, så vil der skabes et modstykke til den evindelige skyldfølelse og dårlige samvittighed, der åbenbart trigges, når der er noget uvist i gærde.

Hilsen Suh