Hyldest til skønheden

La Sagrada Família i Barcelona er Antoni Gaudi´s mastodontiske overflødighedshorn af en basilika, der hylder Gud og skaberværket, naturen. Foreløbig har byggeriet været 137 år undervejs.

Der er en særlig poetisk skønhed, en slags vidnesbyrd om Guds storhed, som den ligger dér midt i storbyens rummel og tummel, denne Antoni Gaudi´s stærkt originale, forunderlige og efterhånden ret gamle og stadig ufærdige kirke, La Sagrada Família, i det vitale og spillevende Barcelona.

Poestisk fordi poesi betyder skabelse, og skønhed fordi Gaudi´s vision om den mægtige kirke var at afspejle Guds skaberværk i et nærmest magisk stykke arkitektur. Som den står og strækker sine sære tårne og spir op mod himlen, ligner den ikke bare en kirke, men giver også associationer til et eventyrslot taget fluks ud af en Disney film.
En slags arkitektonisk hymne til Gud, til naturen, til livet. En stærkt troende romerskkatolsk og lettere mystisk arkitekts årelange passion for at skabe et billede på Guds forunderlige skaberværk – naturen – æret i et monumentalt jordisk bygningsværk.

Hvem har ikke stået ude i Guds åbne landskaber og fået en voldsom lyst til at lade de stærke indtryk manifestere og fæstne sig i et digt, en sang, et maleri? En kirke, måske?
Sagrada Família er sin egen, uden én eneste ret linje, som i naturen, sådan som Gud ifølge Gaudi skabte verden, blød og i runde former. Selv sagde Gaudi, som lidt flot er blevet kaldt ”Guds arkitekt”, at han ikke skabte, for alt var skabt, og det var bare at gå ud og fiske idéerne i det allerede skabte. Eller med hans egne ord: ”Originalitet er at vende tilbage til udgangspunktet”.

Troen får krop

Jeg har noget med katedraler, basilikaer og store kirker, noget der bliver ved med at drage mig.
En januar dag står jeg igen, for tredje gang, foran denne på én gang storslåede og mærkelige kirke, eller basilika, i Barcelonas pulserende Example-kvarter, og glor op på alle dens tårne og spir, der peger lige op i den knaldblå himmel, skulder ved skulder med høje kraner i fuldt vigør.
Lille, nærmest ydmyg, midt i alt det store, som ude i naturen, som under en stjernehimmel, for øvrigt den eneste måde, hvorpå jeg overhovedet evner at være en kristen. Lille midt i storheden.
Et sted kan jeg godt, som protestant, flasket op med Skriften alene, sola scriptura, blive småmisundelig på katolikkernes storslåede katedraler og basilikaer i det hele taget. Jeg værdsætter, når troen materialiseres i noget fysisk og konkret, og det gælder såmænd også bygningsværker til Guds pris. Troen får krop. Tro, mærk, føl, sans og fornem.

”Min klient har ikke travlt”

Den evige, ufærdige kirke er Sagrada Família blevet kaldt. Til marts er det 137 år siden, at grundstenen blev lagt, og der er stadig lidt vej endnu. Kirken, der er godt og vel 70 procent færdigbygget, skal efter planen og måske en kende ambitiøst stå helt færdig i 2026, som er 100-året for Antoni Gaudi´s død.
”Min klient har ikke travlt”, skal Gaudi have sagt. Han forudså selv, at La Sagrada Família (catalansk for Den Hellige Familie) ville komme til at tage generationer efter ham at bygge færdig. Da han døde i 1926, efter at have arbejdet på kirken i over 40 år, heraf de sidste 15 i de fleste af døgnets timer, var kun omkring 20 procent færdigbygget.

Set på en katedral-skala er de foreløbigt 137 år ikke specielt lang tid, for store kirker har det med at tage den tid, som store kirker nu en gang tager. Milanos katedral var 577 år om at blive færdig, Kølns katedral 632 år og Westminster Abbey i London 500 år.
La Sagrada Família blev i 2010 indviet af pave Benedict XVI som basilika (Barcelona har i forvejen en katedral), selv om den altså endnu ikke er helt færdig. I dag afholdes her messer, og i alt er plads til 14.000.

Vanvittig eller geni

Antoni Gaudi (1852-1926), født og opvokset i Catalonien, led af gigt som barn, hvilket gjort det svært for ham at lege. I stedet brugte han sin tid på at analysere naturen og dens opbygning. Da han afsluttede sin arkitektuddannelse, uden særligt gode karakterer, sagde en af lærerne om ham: ”Jeg har enten fundet en vanvittig eller et geni”.
Han gik i gang med at tegne bygninger og tegnede bl.a. en række rigmandshuse, men til at begynde med blev hans stil latterliggjort med alle dens sære former. Han fik den rige industrimand Eusebi Güell som mæcen, og efterhånden opnåede han stor popularitet og blev den mest efterspurgte og dyreste arkitekt i Catalonien.

Den unge Gaudi solede sig i penge og succes. Men da den smukke Pepita Moreu afviste hans tilbud om ægteskab, tog hans liv en skarp drejning. Frem til sin død som 74-årig begravede han sig i arbejdet og i bøn og deltog dagligt i katolske messer. Han blev vegetar og holdt sig fra alkohol, blev aldrig gift og fik ingen børn.
7. juni 1926 gik han ud foran en sporvogn i Barcelona og blev kørt over. Fordi han i sine sidste år mere eller mindre levede som en eneboer i kirken, sær og indadvendt, uden at få plejet sig selv og luset i tøjet, blev han ikke genkendt og endte på et fattighospital, hvor han døde få dage senere.
Boghandler tog initiativet
Antoni Gaudi blev allerede i en alder af 32 år knyttet til det bygningsværk, der skulle blive hans hovedværk som arkitekt. Det skete, da der opstod uoverensstemmelser mellem kirkebyggeriets oprindelige arkitekt og den forening, der stod bag.

Det er dog en boghandler ved navn Josep Maria Bocabella, vi kan takke for, at La Sagrada Família overhovedet blev til noget. Det var nemlig ham, der havde fået en vision og nu ville have opført en stor kirke og stiftede foreningen, der skulle samle penge ind. Baggrunden var, at Josep Maria Bocabella frygtede, at kristendommen ville gå til grunde i 1800-tallets industrialisering, og nu ville han have en katedral, der kunne række ind i den nye, moderne tidsalder.
Byggeriet af kirken var godt et år henne, da Gaudi overtog, og han lavede alle tegningerne i den oprindelige nygotiske stil om fra ende til anden. Det blev vigtigt for ham, at kirken blev fyldt med symbolik fra naturen, Guds skaberværk, og han satte alt ind på sine himmelstræbende ambitioner om en kirke, der blandede hans kærlighed til Gud med kærligheden til naturen. Han så, at naturen består af bløde kurver – ikke rette linjer – og han mente, at hvis naturen er Guds værk, så æres Gud bedst ved at lade arkitekturens former og bygningerne udspringe af Hans værk.

Fødsel, død og genopstandelse

Sagrada Família – eller som den formelt hedder »Temple Expiatori de la Sagrada Familia« – er fortællingen om Josef, Maria og Jesus materialiseret i sten på sten. Gaudi ville afspejle fødslen, døden og Jesu genopstandelse i kirkens facader, der er spækket med figurative fortællinger fra Bibelen.
Hans ambition var at bygge 12 tårne, der skulle repræsentere apostlene, fire tårne for evangelisterne (tårnene skulle være mellem 90 og 120 meter høje) samt to giganttårne, der skulle repræsentere Jesus og Jomfru Maria. Det højeste, ”Jesus”-tårnet, har en højde på 170 meter, hvilket er fem gange Rundetårn.

Står man inde i kirken er det både med følelsen af at befinde sig i et helligt rum og i en magisk skov. De bærende sokler og søjler ligner træer med trækroner, overalt filtres sener og knogleformationer ind mellem hinanden. Kirkerummet er et overflødighedshorn af figurativ detaljerigdom.
Dele af den ufærdige kirke og Gaudi´s modeller blev ødelagt under den spanske borgerkrig i 1930´erne, og sammenholdt med økonomisk lavvande betød det, at arbejdet i perioder kom til at ligge mere eller mindre stille. Andre arkitekter kom til at arbejde videre med byggeriet af denne mastodontkirke, som i vi er mange, der synes er fuld af himmelsk skønhed, men som også, ja, helt fra begyndelsen, har haft sine kritikere, der har ment, at det er et skrækkeligt stykke arkitektur, bl.a. forfatteren George Orwell.

Sagrada Família er finansieret ved private bidrag. På Gaudi´s tid via donationer, i dag via entreen fra omkring tre millioner turister om året, hvilket gør La Sagrada Família til én af Spaniens største turistattraktioner.