Sådan tackles den ulykkelige skilsmisse

Søren Marcussen tager os med en tur rundt om forskellige aspekter ved brudte forhold – og forebyggelse heraf.

Tolerance ved skilsmisser er i alles interesse – ikke mindst børnenes. Dét mener den tidligere frikirkepræst Søren Marcussen, der arbejder som seniorkonsulent og underviser på Center for Familieplanlægning. Han har en PD i psykologi og læser til psykoterapeut.

Der kan være mange årsager til, at et parforhold ikke fungerer. Fx stress, traumer, dårlig kommunikation, uforenelige livsopfattelser, psykisk eller fysisk vold, sygdom … Komplicerede ting kan være på spil.
– To tredjedele af dem, der går, er kvinder. Men ofte har det også været hende, der har arbejdet for og ønsket hjælp til forholdet, der ikke virker. Og ikke har gjort det længe. Skilsmisse er udtryk for, at der er noget i relationen, der ikke virker. Jeg kan ikke se de kvinder som skurke. De har ofte kæmpet, men er ikke blevet mødt, forklarer han.
Deres mænd har ofte heller ikke følt sig forstået, accepteret og elsket. Er et forhold først blevet destruktivt og ubehageligt at være i, må der ofte enten hjælp eller afstand til.
Søren Marcussen blev oprindeligt ansat i Center For Familieudvikling i København for at arbejde med par og parforhold. Men i 2010 fik stedet midler til at udvikle et tilbud til skilsmisser, hvor mor og far efterfølgende ikke kan samarbejde ”godt nok”. Ikke mindst fordi børn kan lide under det.
– Dette arbejde er siden vokset meget – primært på grund af den større opmærksomhed, det har fået i samfundet som helhed. Der er fokus på behovet for at hjælpe børnene.

Ofte stress

– Ofte bliver mennesker skilt efter ca. seks år – når de har fået deres andet barn. Det er en virkelig stressende periode, hvis begge er udearbejdende:
– Når tilstanden inde i mor og far er overbelastet på grund af stress, så er deres behov for omsorg og støtte fordoblet – og evnen til at give den halveret. I det stress kommer man let til at såre, forklarer han.

Hvordan forebygger man det?
– Er det muligt, at penge og arbejde kan få lidt mindre status i vores liv? svarer Søren Marcussen.
Studier over arbejdsliv viser, at mange finder mening i deres arbejde.
– Man arbejder for noget og får noget for det. Men alt, som vi gør for meget, er negativt. For meget arbejde kan give stress, og vi kan forsømme andre områder af livet – især parforholdet, familie og nære venner.
– I dag er der tårnhøje forventninger til parforhold: Intimitet, nærvær og intensitet er blevet et krav for, at man gider blive. Men i et langt liv vil man have både ned- og opture. Man må lære at elske hverdagen og undgå urealistiske kærlighedsforestillinger. Jeg tror, nogle går fra forhold, der har meget godt i sig, og som har potentiale til at udvikles. I stedet prøver de ”lykken” i et nyt kærlighedsforhold, som med tiden ikke nødvendigvis bliver bedre end det første, siger han.

Få hjælp i tide

Det er stadigvæk ikke almindeligt at søge hjælp, når der er problemer i parforholdet.
90-95 procent af danske par har aldrig søgt hjælp til deres forhold. Samtidig ved vi, at vanskeligheder, som er relateret til familierelationer, er den hyppigste henvendelsesårsag, når danskere opsøger en privatpraktiserende psykolog (Carl, 2008).
– Når par endelig søger hjælp, gør de det ofte så sent, at de har mindre udbytte af de interventioner, som ellers er virksomme.
– En del af de kristne, som tror på parforholdet og ønsker at bevare det, vælger pastoral hjælp. Men præsten har ikke nødvendigvis kendskab til de bagvedliggende problematikker, der kan være i relationer. Præster og sjælesørgere har ikke altid den rette viden – der i tilstrækkelig grad kan hjælpe par med deres udfordringer, siger Søren Marcussen.
Han opfordrer derfor par til at satse mere på forebyggelse. For har man skadet hinanden og i årevis haft en usund og kærlighedsløs relation, er det meget svært, og der er lang vej, når man endelig begynder at arbejde på forholdet – fx ved at gå i terapi:
– Tilgivelse kan ikke altid føre til forsoning og genoprettelse af relationen. Tilgivelse er ofte en lang proces, der kræver to, som er indstillet på at gøre en indsats, hvis den skal føre til forsoning – og til at man genvinder tilliden, siger Søren Marcussen.
Hvis man har overhørt, misforstået og skadet hinanden længe, sidder sporene af de mange svigt både i kroppen og hukommelsen. De kan ikke bare lige slettes på kommando. Det tager tid.
– De nære relationer er fra vugge til grav af den største betydning for mennesker. Derfor er det vigtigt tidligt og løbende at søge hjælp og støtte, hvis der er brug for det. Også selvom det kun er den ene i en relation, der oplever, at der er behov for det, understreger Søren Marcussen.

Sig godt farvel

I dag ved man, at skilsmisse er en af de største livsomvæltninger, der kan ramme voksne i deres liv.
– Skilsmisse er en stor sorg og livsændring, som det tager tid at bearbejde. Det forstyrrer bearbejdningen, hvis konflikten fortsætter bagefter. Så kan det blive vanskeligere for forældrene at hele selv, og så har de færre ressourcer til at tage sig af børnene.
– Børn, der efter en skilsmisse fortsat lever i en konfliktzone – med forældre, der vedbliver at have et dårligt samarbejdsklima, kommer på overarbejde, og det er i længden belastende for dem, forklarer han.
Ved skilsmisse er det især vigtigt at få sagt farvel til partneren. Den proces tager tid. Og først bagefter kan man sige goddag til hinanden igen som forældre.
– Farvel-processen kan for nogle handle om, at man skal afvikle følelser for hinanden, forstå hvorfor det skete, forstå egne tanker, følelser og reaktioner på skilsmissen … og så skabe en sammenhængende fortælling om skilsmissen.
– Det er ofte et stort arbejde at samle sig selv op igen bagefter. En pause fra den anden forælder kan være nødvendigt for en tid – hvor forældresamarbejdet kører på lavt blus, mens man finder sig selv igen, mener han.

Omlægning

Hvis der er børn involveret, skal man huske, at det ikke er en afslutning af relationen, men en omlægning, man foretager. Man er stadig far og mor med en fælles opgave med børnene. Det vigtigste er derfor at få etableret et godt samarbejde:
– Begge parter er lige vigtige for børn. Forældre skal støtte den gode relation til den anden forælder, for så klarer børnene sig bedst. At miste kontakt til mor eller far kan give børn ar på sjælen. Skilsmisse kan især være virkelig vanskelig for børn, hvis konflikterne fortsætter.
– Har man levet i en dysfunktionel relation, eller har man brug for at være væk fra hinanden for at hele, er det bedre at være ærlig end at ”spille venner” uden at være klar til det – fx ved at gøre en masse sammen for børnenes skyld. Det har børnene ikke altid glæde af. Især ikke hvis stemningen mellem forældrene fortsat er meget dårlig. Så er det bedre at vente, til man er klar til det.
– Men selvom man ikke ligefrem behøver at gå til familiefester sammen, fordi man ikke orker det for en tid, så må man ikke tale grimt om eller til hinanden. Det er børnene, der betaler mest – også hvis der køres retssager, advarer psykologen.
Har man brug for afstand, må man i stedet sørge for at få det.
– Børn kan godt forstå, hvis forældre ærligt melder ud, at ”det er svært for mor og far at ses i øjeblikket”. Men det er vigtigt at forklare dem det. Og man må sørge for at få lavet nogle helt klare aftaler om bopæl, samvær, økonomi … Går det galt, må man bede om professionel hjælp til det. Eller få en uvildig hjælper indover.
– ”Virkelige venner” vil efter en skilsmisse stadig senere kunne holde fødselsdage sammen. ”Korrekte kolleger” er dem, der forstår, at de har en fælles opgave. Mange har det bedst ved at satse på den sidste kategori. I hvert fald de første år, hvor man genfinder og må passe på sig selv, siger han.
Det kan være meget svært at fortsætte relationen på en ny måde.
– Man må lære at respektere hinanden som mennesker og få tillid til hinanden som forældre, men samtidig tage hensyn til sig selv. Begge parter må igennem en tilgivelses- og læringsproces, hvor man lægger fortiden bag sig. Bliver lægt og hel igen. Det er vigtigt for en selv og for børnene.
Hvis konflikter på et eller andet niveau ligefrem har udviklet sig til psykisk eller fysisk vold, skal man stoppe op og straks søge hjælp.
– Han eller hun må påtage sig ansvaret for det, man gør, og så må man finde ud af, om adfærden kan ændres, og tilliden kan genvindes. Eller om man bare ikke fungerer sammen. Der kan være for meget, der er ødelagt, til at man kan genopbygge tillid. Måske har den ene part heller ikke øje for betydningen af at arbejde med egne udfordringer, siger han.

Egne erfaringer

Søren Marcussen er ydmyg over, at han selv undgik skilsmisse i de krævende år med småbørn.
– Da mine børn var små, arbejdede jeg på et tidspunkt hårdt og var presset. Men jeg havde mulighed for at have familien med på arbejde. Dengang var jeg præst i Holstebro Pinsekirke og i Bykirken i Odense.
– Jeg er ydmyg og taknemlig over, at min partner i de perioder, hvor jeg har været svær at leve med, er blevet, siger Søren Marcussen.
Han har i dag voksne børn, som er flyttet hjemmefra.
– Dengang satsede både min kone og jeg på familielivet – og gjorde os samtidig umage med at skabe mulighed for, at vi begge kunne være i job.
– Vi har også altid været bevidste om vores forhold. Mit arbejde de sidste 10-15 år med andres forhold har tvunget os til at se på os selv og vores forhold. For du kan sjældent arbejde med andre uden at forholde dig til det i dig selv, siger han.
Han fremhæver også et stærkt fælles ønske: Det skal gå!
I svære perioder har det at ty til at gå fra hinanden ligget længst nede på listen for både ham og partneren.
– Men når forhold lykkes, er det ikke sådan, at man kan klappe sig selv på skulderen. Man kan have haft bedre forudsætninger end andre eller været heldig med at finde den rette …. en, som man fungerer og har fælles interesser med.
– Menneskers tilknytningshistorier – de første nære relationer – har også stor betydning. Man kan være vokset op under dysfunktionelle forhold. Nogle har bare bedre kort på hånden end andre.
– Hvis begge parter i et forhold er vokset op i dysfunktionelle familier, er der et ekstra pres, understreger Søren Marcussen.
Han tilføjer, at heldigvis viser den nyeste forskning omkring tilknytning, at man kan lære og udvikle sig hele livet igennem.