Vi tror ikke på Djævelen

Der er igen debat om, hvorvidt forsagelsen af Djævelen skal indlede trosbekendelsen eller ej. Forsagelsen er nemlig ikke en del af oldkirkens apostolske bekendelse men har været anvendt i forbindelse med dåb, hvor kandidaterne skulle afsværge deres tidligere hedenske tro. Det er Grundtvigs fortjeneste, at vi stadig bruger forsagelsen i de danske kirker.

Kritikere af forsagelsen påpeger, at der netop er tale om en forsagelse – noget, vi siger nej til – ikke det, vi positivt tror på. Og naturligvis er der en verden til forskel: Vi siger Nej til Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Vi siger Ja til Gud Fader, Søn og Helligånd. Et ja til at vi vil leve i tillid til Gud og forvente alt godt fra ham.

Reformatoren Calvin brugte ikke forsagelsen før dåben, mens Luther og den engelske kirke fastholdt den. For selv om der i kristne lande måske ikke var afguder eller dæmoner, som skulle forsages eller uddrives, var der altid behov for at forsage Djævelen og synden.
Under oplysningstiden begyndte folk at betvivle det med en personlig ond magt, som øver sin indflydelse i verden. I Sverige afskaffede man derfor forsagelsen omkring år 1810. Men i Danmark kæmpede Grundtvig sin kirkekamp mod rationalisterne og begyndte at fremsige forsagelsen sammen med trosbekendelsen fra prædikestolen. Siden 1949 er forsagelsen så blevet en del af trosbekendelsen – også når den ikke siges som optakt til dåb.

Her i fastetiden kan vi lære om forsagelse gennem beretningen om, hvordan Jesus blev fristet i ørkenen efter 40 dages faste. Der var nemlig heller ingen genveje for Guds Søn:

Djævelen ville have ham til at skabe sten om til brød. Det virker umiddelbart som en god ide – som fristelser jo gør det! Men Jesus skulle afvise fristelsen som menneske – ikke ved at bruge sin guddomsmagt. Han vidste også, at kampen skal kæmpes med Åndens sværd, som er Guds Ord. Der var ingen genvej til overlevelse.

Fristelse nr. 2: At Jesus skulle få al magt, hvis bare han ville tilbede Djævelen, virker som om Løgnens far kommer til at afsløre sig selv. Vi skal tilbede og tjene Herren alene, svarer Jesus. Der var ingen genvej til magten – Jesus kunne ikke undgå korset. Men efter opstandelsen fik han overgivet al magt af sin himmelske far.

Den tredje fristelse, som måske kunne have overbevist Jerusalems religiøse ledere om, hvem Jesus var, blev også afvist med et citat fra Det gamle Testamente. Der var ingen genvej til anerkendelsen. ”Du må ikke provokere Herren, din Gud”, siger Jesus med henvisning til 5 Mosebog 6,16.

Jesus har ikke lovet os, at det hele bliver fest og farver, når vi tror på ham. Faktisk har han talt meget om forsagelse, lydighed og kamp. Når vi forsager Djævelen, siger vi ikke bare nej til det, der gør ondt men også til det, der er ondt både omkring os og i os.
Troens kamp hører med til det at være kristen. Og fastetiden kan hjælpe os til at fastholde fokus, så vi fylder os med Guds Ord og lytter til ham. Jesus har vist os, at Djævelen må forsvinde, når han bekæmpes med det ord.
God kamp og glædelig faste.