Ligklædets lange historiske rejse

Af Udfordringen 23. mar. 2018/12

Fortællingen om kong Abgar i Edessa, der blev helbredt af Taddeus, er ofte fremstillet på ikoner. Dette er imidlertid et maleri fra St. Stephanskirken i Lindau, Tyskland. Det viser hans reaktion, da han så ansigtet på klædet, som disiplen bragte med sig.

Ligklædets tidligste historie er usikker. Hvad der er pålidelige traditioner, og hvad der er legender, er vanskeligt at afgøre.
Der er flere beretninger om et klæde med et aftryk af Jesu ansigt fra de første århundreder.

I forskellige kilder hører vi om et klæde, som blandt andet beskrives med disse græske ord: tetradiplon (”foldet i fire”), acheiropoietos (”ikke lavet af menneskehænder”), mandyl (helligt klæde) eller sindon (ligklæde). Det sidste af disse ord er det samme, som bruges i tre evangelier – Mattæus kapitel 27, vers 59; i Markus, kapitel 15, vers 46 og i Lukas kapitel 23, vers 53.

Nogle kilder gør det sandsynligt at antage, at ligklædet forholdsvis tidligt kom til byen Edessa. Byen kaldes i dag Urfa og ligger i det sydøstlige Tyrkiet nær grænsen til Syrien, omkring 600 km nord for Jerusalem.

Var der et klæde?

Biskop Eusebius skrev en omfattende kirkehistorie på 250-300 sider. Han var biskop i byen Caesarea i år 314-339 e.Kr. Tidligt i værket fortæller Eusebius en mærkelig historie om «Taddæus og kong Abgar af Edessa».

Han fortæller, at kong Abgar levede på Jesu tid, og at han var alvorligt syg. Han sendte bud til Jesus for at få ham til at komme til Edessa og helbrede ham. Det sagde Jesus nej til, for han måtte fuldføre sin gerning, men han ville senere sende en af sine disciple.

Dette kort viser, hvordan ligklædet i Torino er blevet flyttet gennem historien: Først fra Jerusalem til Edessa. Her blev det æret, men så gemt pga. stridigheder. I 544 blev det fundet igen, derefter flyttet til Konstantinopel i 944 og derfra til Frankrig i 1204. I 1578 kom det til Torino, hvor det siden har været.

Eusebius fortæller så, at Taddæus (også kaldet Addai), en af de 70 i Jesu discipelkreds, efter nogen tid blev sendt til kong Abgar af apostlen Thomas.

Da kongen bekræftede, at han troede på Jesus, lagde Taddæus hænderne på ham og helbredte ham. Eusebius nævner ikke noget klæde i sin beretning om kong Abgar, men i den senere kirkekunst fremstilles begivenheden ofte, som om Taddæus medbragte et klæde med et billede af Jesus på.

Dette bekræftes i det apokryfe manuskript «Taddæus’ læresætninger» fra omkring år 400, hvor der fortælles om et klæde med et billede af Jesu ansigt.

Overnaturlige kræfter på spil

I 2011 blev der fundet en tekst i Jordan, der var skrevet på klassisk græsk og indgraveret på bly- og kobberplader. Fremtidens forskning vil vise, om det er den oprindelige tekst med historien om kong Abgar og Taddæus. (Se The Gospel of Abgar, Logos Star Press, Toronto, 2012).

Traditionen siger, at klædet forsvandt i 400-tallet, men blev fundet igen i midten af 500-tallet i en renoveret niche over byporten i Edessa. I samme århundrede skriver kirkehistoriker Evagrius Scolasticus, at befolkningen i Edessa i forbindelse med en persisk belejring af byen i år 544, ”frembragte det guddommeligt skabte billede, der ikke er lavet af menneskehænder, det som Kristus sendte til Abgar, da han [Abgar] længtes efter at møde ham.” Ifølge Evagrius udbrød der ild i det stillads, som perserne havde bygget for at indtage byen – og fjenden flygtede, da klædet blev vist, fordi de så, at her var der overnaturlige kræfter på færde.

Et pilgrimsmærke, som sandsynligvis blev solgt som souvenir ca. 1357, da ligklædet blev udstillet i Lirey, Frankrig. Ligklædet er det centrale motiv. Mærket, som er støbt i bly og tin, er skadet i toppen, men der har det været to biskoper som »vipper« alterdugen (ligklædet) frem mod tilskueren. Klædet er let genkendeligt: Vi ser manden forfra og bagfra, armenes placering, blodet fra siden og det karakteristiske fiskebensmønster i vævningen. Nederst ser vi pisk, spyd, tornekrone, den tomme grav, korset, samt våbenskjoldene for ridderen, som stod for den aller første utstilling i Vest-Europa, Geoffrey I de Charny og hans kone Jeanne. (Mærket findes i Cluny-museet, Paris.)

I foråret 943 blev Edessa belejret af en stor hær. Ifølge arabiske kilder var der hele 80.000 soldater.

Hæren blev sendt af den byzantinske kejser Romanos I Lekapenos i Konstantinopel, og hærlederen tog klædet med til Konstantinopel. Det fransk-ledede 4. korstog erobrede og ødelagde Konstantinopel i 1204. Mange af byens skatte blev plyndret. Også Edessa-klædet, byens allermest dyrebare klenodie, forsvandt i det kaos, der opstod.

Med tempelridderne til Frankrig

Et brev dateret 1. august 1205 blev samme år sendt til pave Innocens III. Brevet fortæller, hvad der skete med Konstantinopels hellige skatte. Brevet nævner også «det linnedklæde, som vor Herre Jesus Kristus blev svøbt i efter sin død.” I brevet findes oplysninger, som tyder på, at klædet på dette tidspunkt var blevet transporteret til Athen.

Da franskmanden Arnaut Sabbatier blev optaget i Tempelridderordenen i 1287, siger han, at han blev bragt til «et hemmeligt sted, hvor kun tempelbrødrene havde adgang». Der blev han vist «et langt linnedklæde, hvor skikkelsen af en mand var prentet ind.»

Illustrationen viser, hvordan udsendinge fra Edessa overrækker Det hellige Mandyl til kejseren af Konstantinopel i 944. Man kan se, at det er et langt klæde, hvor kunstneren har fremhævet det hellige ansigt.

Dette nyopdagede dokument tolkes som et tegn på, at klædet på dette tidspunkt tilhørte Tempelridderne og var blevet transporteret til Frankrig.

Ved daggry den 13. oktober 1307 lod den franske Kong Philip IV alle tempelriddere i landet anholde. Mange af dem blev tortureret, anklaget for kætteri. Kætterianklagerne gik også på rygter om, at tempelherrerne havde tilbedt et mystisk skægget mande-ansigt på deres hemmelige ordensmøder.

Denne genstand blev aldrig fundet til trods for, at der var tale om en overraskelsesaktion, omfattende brug af tortur og strenge straffe.

I 1314 blev tempelordenens øverste ledere, Jacques de Molay og Geoffrey de Charny, brændt på bålet i Paris, mens de hævdede deres egen og ordenens uskyld.

Ligklædet udstillet af fornem ridder

Geoffrey I de Charny, en fornem ridder, der sandsynligvis var efterkommer eller anden nær familie af ovennævnte med samme navn, er den første sikre ejer i Vesteuropa af det, vi nu kalder Ligklædet i Torino.

Geoffrey I de Charny bad omkring 1340 pave Clement VI (i Avignon, Frankrig) om tilladelse til at bygge en kirke i Lirey, en lille landsby øst for Paris. Her blev ligklædet senere udstillet i 1355. Siden da har ligklædet aldrig været uden for Europa. I løbet af de næste århundreder blev ligklædet mange gange vist frem for store skarer ved forskellige lejligheder.

Frimærke udgivet i Italien i forbindelse med udstillingen af ligklædet i 1978.

1398: Geoffrey II de Charny dør. Hans datter Margaret blev den nye ejer af ligklædet.
Ca 1450: Den barnløse Margaret de Charny er blevet gammel. Hun modtager en borg og en landejendom fra hertugen af Savoyen, for ”værdifulde tjenester”. Disse bestod af overdragelsen af ligklædet til adelsslægten Savoy, som fra 1848 til 1946 var den italienske kongefamilie. Savoy-familien kom dermed til at eje klædet i omkring 500 år – fra omkring 1450 til 1983.

40.000 ser ligklædet i Torino

1578: Ligklædet flyttes til Torino, hvor det siden har været opbevaret. Det blev udstillet i Piazza Castello og set af ca. 40.000 mennesker. En gravering viser ligklædet udstillet samme sted i 1613 for enorme menneskemasser.

1898: Der var en udstilling i anledning af 50-året for, at en af Savoy-familien blev konge af Italien. Den 28. maj samme år blev ligklædet fotograferet af italieneren Secundo Pia. Fotografierne viser aftrykkets karakter som et fotografisk negativ og som et meget interessant videnskabeligt forskningsobjekt. Forskning i klædet startede umiddelbart herefter.

Klædet blev udstillet og set af store menneskemængder i 1931 og 1978. Før ekskonge Umberto II af Savoy- slægten døde i 1983, testamenterede han klædet til Den katolske kirke. Klædet har siden da tilhørt Vatikanet.

Klædet blev udstillet offentligt i 1998, i 2000 og 2010. Næste gang bliver i 2025.

Teksten er et uddrag fra bogen ‘Torino-ligklædet’, som kan købes her.

Læs også: Ligklædet er gengivet i oldtidens kirkekunst