Forkert C14 datering af ligklædet

På grundlag af STURP-teamets resultater, og på grundlag af mange andre forskningsresultater, er der god grund til at tro, at ligklædet i Torino efter al sandsynlighed er Jesu eget ligklæde. Men dette er omstridt. En af grundene til mange folks skepsis er resultatet fra en C14 datering af ligklædet i slutningen af ​​1980’erne.

C14-ANALYSEN: I 1988 klippede forskere en lille flig af klædet og analyserede dens alder ved hjælp C14-metoden. C14-analysen, også kaldet carbon-datering, er en metode til at tidfæste organisk materiale.

Metoden er baseret på, at alle levende organismer indeholder en lille koncentration af det radioaktive kulstof-isotop C14. Dette dannes ved optagelse af næring. Men når organismen dør, nedbrydes mængden af C14 gradvist. Efter 5730 år er omkring halvdelen igen. Derfor kan man med avancerede metoder måle alderen af organiske prøver, som fx ben, læder, træ, planter, tekstiler osv.

Den 13. oktober 1988 blev det slået stort op i mange internationale medier, at ligklædet var en forfalskning, som var blevet fremstillet flere hundrede år efter Jesu død og opstandelse. Det var dateret til et sted mellem år 1260 og 1390. Dermed mistede mange mennesker interessen for ligklædet.

Men efter 1988 har flere forskere påvist, at der skete nogle grundlæggende fejl i forbindelse med den tidligere analyse. Og da kemi-professor Raymond Rogers i 2004 viste, at alle de tre C14-prøver blev taget fra et sted på klædet, som var blevet repareret, mistede skeptikerne deres hovedargument.

Det materiale, de havde analyseret ved C14 datering, kom fra en flig på et repareret hjørne af klædet. Men det var så kunstfærdigt splejset ind og farvet, at de ikke havde opdaget det.

Dette reparerede hjørne af klædet var en erstatning for et lille stykke af ligklædet, der blev fjernet i 1531, sandsynligvis på foranledning af ærkehertuginde Margaret af Savoyen (prinsesse af Østrig), der havde haft det i sin besiddelse. Hun havde i sit testamente anmodet om, at en lille del af klædet efter hendes død skulle lægges i hendes elskede kirke i Bourg-en-Bresse, som et relikvie.

Forskerne Sue Benford og Joseph Marino foretog flere blind-testninger med tre internationalt anerkendte vævnings-eksperter. Uafhængigt af hverandre karakteriserede de alle tre øjeblikkeligt stedet på ligklædet, hvor C14-prøverne blev taget, som et senere indvævet materiale: ”Det her er definitivt en lap”.

PROBLEMER VED C14-DATERING AF LIGKLÆDET

Der er flere gode grunde til, at man skal sætte spørgsmålstegn ved gennemførelsen og resultaterne af C14-analysen fra 1988.
Her er en oversigt over de vigtigste grunde til, at analysen efter al sandsynlighed er forkert:

1. Hvis man havde konsulteret med STURP-teamet om, hvilken del af ligklædet, der skulle testes, ville det valgte sted have været fuldstændig udelukket. Under deres grundige undersøgelse 10 år tidligere havde de vist, at ligklædet var blevet repareret i netop det hjørne, fligen blev taget fra.

2. De små testlapper, der blev sendt til de tre laboratorier, blev alle taget fra det samme sted på ligklædet. Det siger sig selv, at der dermed fra starten opstod en stor metodisk svaghed i daterings-processen.

3. Den person, der klippede et lille stykke fra hjørnet af ligklædet, klippede derefter ca. 1,4 cm med «ukurant» stof fra yderkanten af ​​lappen, før den blev splittet op og sendt til C14-laboratorier. Yderkanten var, ifølge manden selv, ”forurenet” med fremmed materiale. Allerede her burde der have blinket røde lys hos de involverede forskere og laboratorier. For naturligvis burde prøverne være taget fra et andet sted på klædet.

4. Aftalen var, at de tre laboratorier skulle gennemføre C14-prøverne samtidig. Denne aftale blev ikke overholdt. Den ene prøve blev taget i juni, den anden i juli og den tredje i august.

5. Laboratorierne skulle holde resultatet hemmeligt for hinanden og for offentligheden, indtil det blev officielt annonceret, men dette blev heller ikke overholdt. Da prøve nr. 2 og 3 blev taget, var resultatet af prøve nr. 1 allerede omtalt i medierne.

6. Ifølge aftalen skulle laboratorierne ikke samarbejde eller have kontakt med hinanden. Men det skete alligevel. Ledere fra de tre laboratorier havde blandt andet et hemmeligt møde i Schweiz.

7. Dateringen af ​​ligklædet i 1988 var stort set en kamp mellem to forskellige faggrupper og to metoder til C14-datering. Én gruppe forskere ønskede at bruge en gammel og gennemprøvet metode (Libby-metoden), mens den anden gruppe ønskede at drage fordel af en ny metode kaldet AMS-metoden. Kampen blev vundet af de laboratorier, som ønskede at bruge den nye og ikke-gennemprøvede metode.

8. En måned efter at resultatet blev annonceret, modtog daterings-kontoret på British Museum $ 100,000 af en gruppe ateistiske forretningsmænd, der satte pris på resultatet.

9. De fleste mennesker er uvidende om, at to medlemmer af STURP-teamet, John Heller og Alan Adler, havde gennemført deres egen C14-datering et par år tidligere. Her viste én prøve, at klædet stammer fra 200-tallet, mens en anden viste ca. år 1000. Dette viser tydeligt, at det kan være kompliceret at få et pålideligt resultat fra en C14-datering af et sådant materiale.
Klædet indeholder organisk materiale af forskellige typer – blod, snavs, fedtpletter fra fingre etc. – og der er et lag af bakterier på hver tråd. En prøve på 4 gram kan indeholde 1,5 gram bakterier. Hvordan påvirker dette en C14- datering af sådan et objekt? Det bliver som udgangspunkt ret usikkert.

10. Mange nordmænd har hørt om C14-dateringen af ligklædet i 1988, men de fleste har aldrig hørt om STURP-teamets grundige undersøgelser. Dette team gennemførte den største og mest omfattende videnskabelige undersøgelse af et enkelt objekt, der nogensinde er lavet. De fleste mennesker er også uvidende om de overraskende resultater, STURP-teamet kom frem til.

I dateringen af ​​ligklædet er det useriøst at lægge al vægt på en enkelt test, som også havde åbenlyse metodiske fejl helt fra starten, og samtidig ignorere de tusindvis af prøver, der viser, at klædet efter al sandsynlighed stammer fra Jerusalem på Jesu tid.

KLÆDET OG LAPPEN

Ved billedanalyser er det blevet påvist, at flere tråde af nyere dato er kunstfærdigt splejset ind i det gamle klæde. Der er tale om en velkendt teknik i datiden, som i moderne tid er kendt som ”usynlig lapning” dvs. usynlig reparation. Alle større hoffer i middelalderen havde deres egne vævere, og ingen blev betragtet som udlært i faget, før han mestrede denne teknik.

Kemiprofessor Raymond Rogers har vist, at hørfibrene i stoffet, der sandsynligvis blev vævet ind i 1531, indeholder det organiske bindemiddel lignin. I ligklædets hoveddel er der dog ingen spor af dette stof, det forsvinder nemlig gradvist.
Den flig, der blev undersøgt i C14-analysen, var også helt mættet med alizarin. Det er et farvestof, der først kom i almindelig brug i Europa fra 1400-tallet. Det blev brugt for at give lappen samme farve som resten af ​​klædet. I ultraviolet modlys er den ægte del af klædet stærkt gulrød, mens det reparerede hjørne får en kulsort farve. Dette er en meget stærk indikation af, at C14-dateringen fra 1988 ikke siger noget om selve ligklædets alder.

PREY-MANUSKRIPTET

Der er også en række andre fund, der viser, at ligklædet i Torino må være ældre end det, C14-dateringen indikerede. Her er et eksempel: I et bibliotek i Budapest findes det såkaldte Prey-manuskript, der beviseligt er skrevet i 1190’erne.

I manuskriptet er også en tegning af Jesu begravelse. Jesus ligger på en bænk og bliver salvet af én person, mens to andre holder ligklædet. Tegningen repræsenterer et stærkt brud med den tidligere tradition for fremstilling af Jesus og hans begravelse:
* Jesus er helt nøgen ligesom på ligklædet i Torino.
* Han har hænderne over kors ligesom på ligklædet.
* Højre hånd er over venstre ligesom på ligklædet.
* Han har fire fingre på begge hænder – tommelfingrene mangler ligesom på ligklædet.
* Han har en blodplet over højre øje ligesom på ligklædet.
* Ligklædet på tegningen gengiver en vævning i fiskebensmønster ligesom på ligklædet.
* Klædet på tegningen har dobbelt kropslængde ligesom ligklædet.
* Ligklædet på tegningen har endog fire små huller brændt i L-form, tre huller for oven og et på siden (de såkaldte «poker-huller»). På ligklædet i Torino kan disse tydeligt ses, og nogenlunde samme sted som illustreret i Prey-manuskriptet.

Sandsynligheden for at kunstneren kunne have lavet denne fremstilling af Jesu begravelse uden selv at have set ligklædet i Konstantinopel – hvor det blev opbevaret på den tid – er mikroskopisk.

Teksten er et uddrag fra bogen ‘Torino-ligklædet’, som kan købes her.

Læs også: Ligklædets lange historiske rejse