Påskekoncerter i Vejle og Vejen
Søndag d. 25. marts 2018 kl. 15.00 synger korene ved Vor Frelsers Kirke i Vejle amerikansk kirkemusik, nemlig Leonard Bernsteins ’Chichester Psalms’ for kor, harpe, orgel og slagtøj. Kl. 19.30 synger korene det samme værk i Vejen Kirke.
Leonard Bernsteins 100 års fødselsdag fejres netop i år verden over. Bernstein er ikke mindst kendt som komponisten til musicalen West Side Story. Chichester Psalms i tre satser er fra 1965 og bygger på tekster fra det Gamle Testamente.
Nogle af værkets karakteristika er anvendelsen af ledemotiv og ulige taktarter, og musikken er bl.a.inspireret af den jødiske folkemusik. Faktisk skal sangerne synge hele teksten på hebraisk!
Korene synger desuden 3 fine korværker af andre amerikanske komponister på engelsk. Ved koncerten spiller harpenisten en 7-satset solosuite af Hovhaness, mens organisten fremfører det mest kendte amerikanske orgelværk, skrevet af USA’s grand old man, Charles Ives. Sopransolisten akkompagneres ved flyglet i 2 Leonard Bernstein solosange fra Mass.
De medvirkende er Vor Frelsers Kirkes Ungdomskor og The United Saviour Singers, som begge hører hjemme i Vor Frelsers Kirke. I alt er der godt 60 sangere. Desuden medvirker sopranen Julie Vilstrup Kold, organisten og pianisten Claus Ladekjær Wilson og slagtøjsspilleren Morten Hovgaard. Dirigenten for det hele er organist Erik Linow.
Entre 50 kr. kontant.