Bibeltro belysning af den dybere betydning bag Babelstårnet

Tre tråde snor sig om hinanden i denne bog. Den forklarer de faktiske forhold omkring byggeriet af Babelstårnet; den fortolker, hvad beretningen om Babelstårnet kan lære os; og den forkynder Guds ønske om at frelse os og bevare os for at kunne være sammen med os i al evighed.

Ikke hul i hovedet at tro

Thomas Teglgaard begynder bogen med et frisk og frejdigt forsvar for, at alt i Bibelen er sket, nøjagtigt som det er skrevet. Jorden er skabt på seks dage; Eva er skabt af Adams ribben; det var hele jorden, der var dækket af vand under syndfloden; og de blev lige så gamle engang, som Bibelen siger.
Han ved godt, det er i strid med den moderne videnskab. Men den piller han ned af dens piedestal og afslører, at den slet ikke er så neutral og objektiv, som den giver sig ud for. Den holder mange arkæologiske fund skjult, fordi de ikke passer ind i dens teorier. Men de er der, og ”det er en dejlig oplevelse at sande, at det ikke er hul i hovedet at tro Bibelens Gud.”

Babelstårnets dybere betydning

Beretningen om Babelstårnet er mere end en forklaring på, ”hvorfor i alverden nogen har fundet på tysk og fransk”. Noget af det dybere åndelige, den forklarer, er, at vi ikke kan bygge os en vej tilbage til Gud i himlen; at det ligger i vores syndige natur at ville udføre noget, der udtrykker magt og giver ære; og at vi kan tro, vi gør noget, der bringer os tættere på Gud, men som i virkeligheden fører os væk fra ham.

Babylon som by og åndsmagt

Fra Babelstårnet trækkes der tråde til Babylon, både til den fysiske by Babylon, som lå, hvor man forsøgte at bygge Babelstårnet, og til Babylon som symbol på den antikristelige åndsmagt i verden, sådan som den er fremstillet i bl.a. Johannes’ Åbenbaring.
Thomas Teglgaard peger på tankevækkende paralleller. Ligesom jøderne var i landflygtighed i det hedenske Babylon, er vi i landflygtighed uden for Paradiset, og ligesom jøderne vendte hjem til deres fædreland, skal vi vende hjem til Gud ved Jesu genkomst.

Vi bor i Babylon

Nu er det os, der bor i en hedensk verden, i Babylon, og vi kan ”ikke sende skattevæsenet et brev, hvori vi beder om at blive meldt ud.” Vi påvirkes af tidsånden og skal passe på ikke at gå på kompromis med troen, men holde fast, uanset hvad det koster, ligesom Daniel og hans venner holdt fast, selvom det kostede dem at blive kastet i løvekulen og ovnen med flammende ild.
Thomas Teglgaard tør sætte fingeren på nogle ømme punkter i forhold til at tilpasse sig denne verden, men nogle vil nok mene, han går for vidt, når han sammenligner det at lade sig ordinere som folkekirkepræst med at bøje knæ for Babylons guder.

I fare, men dog trygge

Thomas Teglgaard ser det som en stor fare, at vi kommer væk fra Gud. Han henviser til, hvor hurtigt det gik galt for de første mennesker. Allerede Kain blev en morder, og byggeriet af Babelstårnet er kun ca. 100 år efter syndfloden.
Det kan være på sin plads at advare mod at miste troen, men jeg mener, at det kan fylde så meget, at det kan gå ud over troens glæde og vished. Det synes jeg, Thomas Teglgaard er tæt på.
Men han har også med, at ”ingen kan krumme et hår på et Guds barn, medmindre Gud i Himlen giver tilladelse til det!”, og at intet kan vælte Guds plan om at frigøre denne verden for synd og død og frelse alle, som tror på ham, til at leve evigt i den.