EU støtter ADRA med 6 mio.
ADRA har fået en ny bevilling på 6 millioner kr. fra EU’s Kontor for Humanitær Bistand (ECHO) og kan nu hjælpe sydsudanesiske flygtninge, som lever under livstruende forhold i flygtningelejre i Sudan.
Kampe, usikkerhed, forfølgelse og sult i Sydsudan har fået tusindvis af mennesker til at flygte over grænsen til nabolandet Sudan.
UNHCR vurderede i januar, at der befandt sig omkring 140.000 flygtninge fra Sydsudan i White Nile State i den sydøstlige del af Sudan, og antallet stiger støt. 69 procent af flygtningene i White Nile State er børn og unge under 18 år, skriver ADRA.
Mangler rent vand og sanitet
Den store strøm af flygtninge sætter nødhjælpsarbejdet under pres. Især mangel på rent vand og ordentlige sanitære forhold udgør lige nu en livstruende trussel – specielt for børn og gravide.
Sygdomme som akut diarré, der er relateret til mangel på rent vand og sanitet samt dårlig hygiejne er skyld i de fleste tilfælde af underernæring og dødsfald blandt gravide og børn under fem år i flygtningelejrene.
Med den nye bevilling fra ECHO vil ADRA derfor fokusere på at forbedre adgangen til rent vand og sanitetsfaciliteter samt sikre bedre hygiejne for omkring 20.000 mennesker i flygtningelejre i Al Jebelain og Al Salam i White Nile State.
I de lejre hvor forholdene er værst, må 72 mennesker deles om ét enkelt latrin. Derfor skal der nu bygges flere, fortæller ADRA Danmarks nødhjælpskoordinator Sara Jensen.