Familielejr har fokus på ’Det Uperfekte liv’
For 23. gang afholder den tværkirkelige forening ’Familier på Vej’ sommerlejr i uge 30 (22.-28. juli), denne gang på Aalborg Efterskole i Hals. I år er temaet ”Det (U)perfekte liv” og hovedtalerne er Paul og Geneviève Marsh fra Schweiz.
Vi lever i et samfund, hvor det perfekte liv er ophøjet til et ideal. Både børn og voksne oplever stress i jagten på det perfekte. Unge jagter 12-taller, snapstreaks og de helt rigtige venner, mens voksne jagter den næste lønforhøjelse, forfremmelsen eller den perfekte kærlighed.
Lykke bliver nemt ligestillet med den perfekte bolig, den perfekte krop, det perfekte job, den perfekte familie etc. Men er det værd at bruge livet til at stræbe efter lykke? Måske er der noget andet, der er bedre? Et ideal, som er mere i harmoni med Guds tanker, og hvor livet ikke er et hamsterhjul?
Det er nogle af de emner, der vil komme i spil på familielejren i uge 30. Lejren har et stærkt fokus på familieliv og relationer, så ugen byder på både undervisning, fællesskab og fritid.
Underviserne
Paul og Geneviève Marsh (Schweiz) har arbejdet med Ungdom med Opgave i over 30 år. De er erfarne undervisere og har tidligere deltaget på FPVs lejr.
Paul er en del af UMOs internationale team for familiearbejde. Han underviser også i socialvidenskab for bachelorstuderende, og parret rejser ofte for at undervise både i Europa og globalt.
Geneviève er sygehjælper og uddannet lærer for børn med særlige behov, mens Paul bl.a. har en kandidatuddannelse i samfundsvidenskab.
Parret, som har tre voksne børn, vil være til rådighed for rådgivningssamtaler under lejren. De underviser på engelsk, men der er mulighed for tolkning.
På sommerlejren kan man desuden følge et rådgivningskursus ledet af psykolog Helge Børven.
Der vil også være tilbud om undervisning og aktiviteter for børn, juniorer og teenagere.
Lejren har traditionelt en stærk gruppe teenagere og unge, og man kan deltage i gruppen uden at have hele familien med.
Tilbud til nye og nygifte
Som noget nyt er der i år to specialtilbud, som kan udnyttes. Nye deltagere kan således få 25% rabat på deltagergebyret.
– Vi tror på, at vi har et stærkt koncept med både undervisning og fællesskab, som bare skal opleves. Derfor vil vi gerne give et ekstra incitament for at deltage på lejren.
Vi vil også gerne sætte fokus på nygifte par og giver derfor mulighed for at par, der er blevet gift siden sidste års lejr, kan deltage til stærkt nedsat pris, så længe vi vurderer, at vi har plads. Det kan man læse mere om på hjemmesiden fampv.dk, siger Jens Skov fra lejrteamet.
I 2018 foregår lejren på den nye Ålborg Efterskole i Hals, som ligger en halv times kørsel fra Ålborg og har gode busforbindelser.
– Det giver nogle nye muligheder. Vi får en lejr, der ligger tæt på fantastisk natur med bedre campingmuligheder og en lejr, hvor vi er tættere på hinanden, udtaler Jens Skov.