Jeg sørger over min søn – gik han hjem til Gud?

Kære Orla Lindskov
Jeg har en dyb sorg. Mit eneste barn, min søn er død. Han omkom på havet for nogle år tilbage. Han var taget ud for at fiske sammen med en kammerat. Men båden må være kæntret, for de omkom begge to. Det skete hen mod jul. Havet tog ham.

Min søn brød sig ikke længere om at besøge mig. Og min mand døde for flere år siden.
Jeg tænkte på min søn dag og nat, da han levede, og det gør jeg stadigt. Jeg håbede på, at han skulle forandre sig og en dag komme og besøge mig.

Jeg har bedt for ham dag og nat. Jeg har bedt om hans omvendelse og om, at han måtte komme tilbage til Jesus. Jeg har også bedt om, at Jesus ville finde ham, som Jesus fandt det bortkomne får.
Han blev en vild fyr, efterhånden som han voksede til. Min mand og jeg opdrog ham i den kristne tro. Vi bad for ham hver dag om beskyttelse, bevarelse og frelse.

Vi tog ham med til gudstjenester og møder, da han var dreng. Vi bad sammen alle tre hver dag. Han var sådan en god dreng, smilende og afholdt af alle. Men som han voksede til, forandrede han sig. Det gjorde min mand og mig meget ulykkelige.

Mens han gik i gymnasiet forandrede han sig for alvor. Han ville ikke bede med os mere. Han holdt også op med at gå med os til gudstjenester og møder. Han gik i stedet med klassekammeraterne på diskotek, og vi fik et chok, da han ind imellem begyndte at bande i vores hjem. Det var aldrig før sket.
Lige efter, jeg fik beskeden om min søns død, gik jeg til vores præst og bad om forbøn for min døde søn. Præsten og jeg bad sammen for ham.

Jeg lever meget med den frygt, at min søn for evigt er bortkastet fra Guds åsyn. Det gør mig utroligt ondt at tænke sådan. Det gør mig ondt at tænke, at han måske ikke er nået hjem til Gud. Mine tanker vender bestandigt tilbage til de vante begreber om djævelen, helvedet og den evige pine. Disse tanker stjæler min nattesøvn.

Jeg føler, at jeg bliver mere og mere svag for hver dag, der går. Jeg føler, at min krop sygner hen af sorg. Jeg finder ingen trøst i noget som helst. Jeg orker næsten ikke mere at gå til gudstjenester og møder. Og nu orker jeg heller ikke at skrive mere end disse få ord til dig. Vil du godt bede for mig.
Med venlig hilsen L.

Jesus kom netop for at frelse de fortabte

Kære L.
Jeg vil skrive noget til dig, som jeg håber, vil trøste.
Det kan selvfølgeligt ikke bringe din søn tilbage rent fysisk. Men jeg håber, at det, jeg skriver, kan bringe din søn tilbage til dig på en måde, så du får fred.

Lad mig først spørge dig: – Hvis din søn rent fysisk, mens han levede, var kommet tilbage til dig, hvordan ville du så have taget imod ham?

Jeg mener: – ville du så have tilgivet ham den sorg, han har forvoldt dig og din mand?
Det ved jeg, du ville. Du er jo hans mor. Det samme vil Gud gøre for din søn, for Gud er menneskenes fader, også din søns fader. Og Gud er en kærligere fader, end vi mennesker kan være som fædre og mødre.

Hyrden leder efter sit får

Jeg tænker her på lignelsen om den fortabte søn. Ud fra den lignelse har vi den tro, at Gud ikke er mindre barmhjertig mod din søn, end du ville være.

I Salme 100, vers 3 læser vi desuden:
”Forstå, at Herren er Gud, han har skabt os, og ham hører vi til, vi er hans folk og de får, han vogter.”
Du skriver, at du har bedt Jesus om at være den gode hyrde og gå ud og finde din søn.
Vi læser om Jesus, at han som hyrde går ud for at finde det mistede får, og at han ikke vender tilbage til flokken, før han har fundet det. Det sidste er faktisk det vigtigste, nemlig at Jesus ikke giver op.

I sidste øjeblik

Det, der til sidst skete med din søn tæt på døden ved bådens kæntring, det bragte måske hans sande jeg frem. Det bragte måske hans tro frem.
Der er nemlig noget, der hedder ”sidste-øjebliks-bønnen”. Det burde nok snarere kaldes ”sidste-øjebliks-råbet”. Husk apostlen Peters råb var: ”Herre, frels mig!” Peter var ved at drukne.
Der skete måske det, som ingen så og som måske kun blev set af jeres søn i et split-sekund: – Jesus kom for at frelse i døds-øjeblikket. Jesus mødte din søn. Sådan er min tro.

Gud har hørt jeres bøn

Det er dog sikkert: – det er først og fremmest jeres bønner om hans frelse, der gør, at han møder Jesus. Der står jo netop i Lukas-evangeliet kap. 19, vers 10 om Jesus: – ”For Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte.”
Vi mennesker må aflægge det, som er ondt, mens vi lever her på Jorden. Det hedder omvendelse. Det må vi ikke udsætte.

Vi skal høste, hvad vi har sået. Sådan er loven, Guds lov for os mennesker. Den lov må vi ikke tage let på. Gør mennesker det, kan frelsen mistes.

Dog tror jeg fuldt og fast på, at Jesus har lagt din søn på sin ryg og båret ham hjem. Hvordan og hvornår, det er sket, det må i sidste ende stå hen. Men èt ved jeg, og det er, at løftet om den opsøgende og frelsende hyrde er sandheden. Det skal være din trøst.
Med venlig hilsen
Orla Lindskov.