Klædt på til kærlig og kompromiløs dialog
I næste weekend holder Retten til Liv konference med inspiration fra USA.
Den konstruktive dialog er i fokus, når Retten til Liv den 21. april arrangerer abortkonference i Aarhus med inspiration fra USA.
Om konferencens målsætning forklarer Retten til Liv:
”Som abortmodstandere kæmper vi for rettigheder og ligeværd for en gruppe af samfundets svageste medlemmer – de ufødte. Vi kan og skal ikke gå på kompromis, men må konsekvent arbejde for beskyttelse af vores medmennesker, som lige nu på lovlig vis slås ihjel i vores land.
Samtidig skal vi være kærlige, ikke kun overfor fosteret i maven, men også overfor kvinden, der står i en svær situation, ved at vise hende forståelse, medfølelse og omsorg, og overfor dem, der ikke deler vores holdninger, ved at lytte og vise dem oprigtig interesse og respekt.”
Mødet med abort-berørte
Men kan kompromisløs abortmodstand gå hånd i hånd med en åben og kærlig tilgang til andre mennesker? Og hvordan møder man som abortmodstander de kvinder og mænd, der selv har abort tæt inde på livet?
Retten til Liv mener, at man kan forene den kompromisløse og den kærlige tilgang til andre, når det gælder abort. Det er ligefrem nødvendigt, hvis man skal have nogen som helst chance for at ændre folks holdninger til abort. Men det kræver grundig forberedelse.
Klædt på til dialog
Derfor har et udvalg af unge i Retten til Liv arrangeret konferencen ”Kærlig og kompromisløs”, hvor amerikaneren Josh Brahm fra Equal Rights Institute vil undervise. Målet er, at flere unge danske abortmodstandere må få modet og kompetencerne til at snakke med andre folk om abort.
Målgruppen for konferencen er således fortrinsvis unge abortmodstandere, der ønsker at blive bedre rustet til at forsvare deres holdninger med overbevisende argumenter. Det handler om at kunne få konstruktive samtaler om abort og ultimativt blive en bedre og mere kærlig fortaler for de ufødtes værdi og ret til livet.
Men konferencen er også for den, der ikke har taget stilling eller den, der er for abort, men gerne vil have et indblik i ”den anden side” og udfordres i sine holdninger. Konferencen er med andre ord åben for alle – og ikke kun unge.
Weekendens program
Konferencen finder sted den 21. april kl. 10-17 på Menighedsfakultetet i Aarhus, Katrinebjergvej 75. Det er gratis at deltage, inklusiv forplejning undervejs. Tilmelding kan ske på hjemmesiden eller via Facebook, hvor man også kan læse mere om arrangementet.
Men der er også andre spændende arrangementer i tilknytning til konferencen:
Fredag den 20. april vil Josh Brahm holde et debatoplæg i Studenterhuset i Aarhus under temaet “Skal Fostre have Menneskerettigheder?” Flere af ungdomspartierne vil deltage, og der lægges op til efterfølgende debat om abort som politisk emne.
Arrangementet starter klokken 16.15 og slutter ca. klokken 18.00. Tilmelding finder sted via Facebook.
Lørdag aften den 21. april vil der efter konferencen være mulighed for at blive hængende til en mere nede på jorden, praktisk orienteret workshop med Josh Brahm. Her vil der være fokus på konkrete tips til konstruktive og positive samtaler om abort samt mulighed for i øjenhøjde at få hjælp og sparring til konkrete ”cases” og problematikker.
Søndag den 22. april kl. 10 vil Josh Brahm prædike til gudstjenesten i Aarhus Valgmenighed over emnet: “Den fortrængte udfordring”, og der vil også være forbøn for de ufødte.
Læs mere om arrangementerne på Retten til Livs hjemmeside.
Equal Rights Institute
Equal Rights Institute har som formål at klæde abortmodstandere på til konstruktiv dialog omkring abort. Der arbejdes ud fra 3 fokusområder:
– at tænke klart
– at udvise ærlig og oprigtig attitude
– at argumentere overbevisende
De tilbyder kurser, bl.a. online, og er selv med ude i fronten med dialog-konceptet i diverse sammenhænge.
Josh Brahm er leder af Equal Rights Institute. Læs mere her: https://equalrightsinstitute.com/