Lidt gør en forskel
”Børnene fra jeres børnehjem har bedre vilkår og livsbetingelser end mange af skolens andre elever.”
Forleden hørte min medvolontør på børnehjemmet House of Refuge med beliggenhed i metro-Manila et forbavsende fact. Hun snakkede med en lærer fra den lokale skole, som mente, at børnene fra hjemmet, vi arbejder på, er heldige.
Hvorfor? Læreren mener, at de faktisk har bedre vilkår og livsbetingelser end mange af skolens andre elever.
House of Refuge er et børnehjem, som ser fremad. Et hjem for en familie på 28 børn, hvor drivkraften består af et arbejdsomt, dygtigt og positivt personale. Takket være disse mennesker ligger House of Refuge i level tre ud af tre med hensyn til serviceniveau.
De er en såkaldt non profit organisation, som er drevet af en lang række sponsorer og bidragere. Uden disse menneskers hjælp og generøsitet ville jeg ikke sidde i denne bygning med benene slået op på bordet og med computerskærmen foran mig lige nu. Og endnu værre: nogle af børnehjemmets børn ville måske lige nu gå rundt og tigge i et vejkryds eller sidde bange og forladt i en mørk krog af deres tidligere hjem.
Det er både hjerteskærende og skræmmende at skulle forestille sig bare ét af børnene herfra i en lignende situation, og derfor glæder det mit hjerte, at så mange mennesker er gået sammen om at støtte op om dette hjem, så det kan give tag over hovedet på 28 helt igennem dejlige børn.
Og ikke bare tag over hovedet. Tøj, medicin og mad nok til at de faktisk er bedre stillede end mange af deres klassekammerater. Med én sponsor ville hjemmet ikke være nået langt, men med alles hjælp står hjemmet så flot, som det gør den dag i dag.
Og dermed bliver budskabet med denne klumme noget så klichépræget som ’lidt gør en forskel’. Men hvorfor bliver et udtryk til en banalitet? Vel fordi der faktisk er noget essentielt og sandt over den pågældende påstand?
