Robby Dawkins i København
Taler sammen med dr. Rolland Baker og dr. Tom Jones til Awake-konferencen i Kulturcentret.
Torsdag til søndag ventes tæt ved tusind deltagere til Awake konferencen i Københavns Kultur Center.
I år er der kun én genganger blandt talerne, nemlig dr. Tom Jones, som har været med de sidste syv år.
De to nye talere er Rolland Baker, som vi bringer et interview med på side 12, og den dynamiske præst Robby Dawkins.
Robby Dawkins startede en børnekirke allerede, da han var 12 år, og han blev derefter ungdomspræst som 16-årig. Han er nu præst i en Vineyardkirke i Aurora, Illinois, og byens borgmester og politichefen roser kirken for, at kriminaliteten er faldet markant i området. 70 pct. af medlemmerne er nye kristne, som mødte troen gennem kirkens udadvendte virksomhed. Især helbredelser og profeti.
Gennem flere år har Robby Dawkins og hans team nemlig gået på gaden og vist Guds kraft i praksis, fx gennem helbredelser og udfrielser for plager.
Han vil også i København gerne udruste kristne til at gå på gaden og gøre, hvad Jesus gjorde. Hans slogan er ikke blot det kendte ”WWJD” – what would Jesus do? – hvad ville Jesus gøre?
Han udvider det i sin bog til: ”Do What Jesus Did”. Gør, hvad Jesus gjorde!
”Han har nogle vilde historier, og når han beder og betjener, er det en historie for sig. Han har så meget i sig,” lover Asbjørn Kristiansen, som er med til at arrangere Awake hvert år.
Robby Dawkins blev født i Japan af missionærforældre. Han har været gift med Angie i over 20 år og har seks sønner.
Han har talt i 47 lande og været omtalt i Charisma Magazine, Revival Magazine og Inside Worship og er med i filmene “Furious Love” in 2010, “Father of Lights” i 2012, “Holy Ghost Reborn” i 2015.
Hans seneste bog er “Identity Thief” 2015, og han har været med i Sid Roth’s tv-program “It’s Supernatural”, “Today with Marilyn and Sarah”, og andre programmer på TBN og GOD TV.
Udfordrer og hyrde
Mens Robby Dawkins er den, der udfordrer deltagerne, er Tom Jones hyrden og den mere faderlige type, der især formidler Guds fader-kærlighed.
Men ligesom på den seriøse Rolland Bakers møder, kan Helligånden pludselig falde over forsamlingen, og alt kan ske på et møde,” siger Asbjørn Kristiansen.
Faktisk kommer mange af deltagerne nu år efter år, ikke kun for at høre talerne, men først og fremmest for at opleve Guds nærvær ved Helligånden.