Guds hus – Guds regler
Sidste sommer var min mand og jeg med vores 5 børn i Tyskland. Vi skulle vente en times tid på at komme ind til en forlystelse, så det var fristende at gå forbi ismanden overfor.
De tre store drenge var klar til en gammeldags isvaffel, far og storesøster tog sig af baby, og jeg stillede mig i kø med mit gebrokne tysk. På venstre side af lugen var der 12 billeder af forskellige iskombinationer med priser på. På højre side var der to tegninger. En vaffel med flødebolle og en uden. Og så stod der noget med, at man kunne vælge smag.
Jeg tempo-terpede de tyske navne for chokoladeis, hindbæris, jordbæris osv. i de rette kombinationer. – Vaffel eller bæger? Hvilke slags is? Skal du have flødebolle?
Endelig blev det vores tur. Nikolaj på 5 kom først til. Jeg pegede på en is til venstre og sagde hvilke slags is, Nikolaj gerne ville have. – Nein, sagde ismanden og pegede til højre. Det er kun ”diese Eis,” hvor man kan bestemme, hvilken slags is. Nåh, okay, så dem til venstre var en slags billeder af isdesserter med forudbestemte slags is. Nikolaj holdt fast i sin afgørelse. Jeg bad om at få den i bæger.
– Nein, sagde ismanden. Det var kun dem, der havde bæger på billedet, man kunne få i bæger. Han så bebrejdende på mig.
Kasper på 11 ville gerne have med flødebolle. -Nein, sagde ismanden. Nu har han bestilt den slags is, hvor man kan bestemme smag selv. Så kan man ikke også bestille flødebolle. Jeg skyndte mig at bestille til Mathias på 14 uden flødebolle. –Aber, sagde ismanden. -Hvorfor sagde du ikke fra starten af, at du skulle have to af den slags is?
Så kom min datter Kathrine over til os. Hun ville have samme is som Nikolaj. Ismanden himlede med øjnene over, at hun også skulle have is, og jeg fik sagt ”entschuldigung”, da jeg tydeligvis havde forringet hans dag væsentligt. Efter nogen tids selvransagelse nåede jeg frem til, at ismanden havde sine regler på grund af begrænset vareforsyning, eller måske trængte akut til toiletbesøg og frokost.
Han er tilgivet – men jeg tror ikke, jeg kommer igen.
Senere har jeg tænkt på, hvordan det må opleves for mennesker, som ikke er vant til at komme i et kristent fællesskab. En kvinde i 40’erne, der var en ny kristen, kom igennem et år i et kristent fællesskab, uden at nogen hilste på hende. Hvorfor? Hun gik med makeup og farvestrålende tøj. Vi taler på en bestemt måde og refererer til skriftsteder og historier, som kan være ukendte for nye. Selv syntes jeg som ny kristen, at det var pinligt ikke at kunne slå op i Biblen. Det var også svært at få relationer til andre, da de i forvejen havde indbyrdes nære relationer.
Vi har en række indforståede sociale regler, som for nye kan være fremmedgørende og svære at forstå, selv om de gør sig umage. Hvis de skal få lyst til at komme igen, kan det være en hjælp, hvis nogen vil forklare dem reglerne på en rolig og kærlig måde. Vi skal huske, at i Guds hus er det Guds regler. Og Guds vigtigste regel er at elske Gud og elske vores næste.
