– Jeg føler mig ikke klar til at få børn

Hej Suh
Jeg skriver til dig, fordi min kone og jeg overvejer at stifte familie. Vi har været gift i 3 år, og hun har talt om at få børn længe, hun er helt klar til den del. Jeg derimod føler mig slet ikke klar. Jeg nyder vores tilværelse med kun os og vores hund. Jeg er ikke imod, at vi får børn på et tidspunkt, men jeg synes slet ikke, jeg kan forestille mig at skulle være far lige nu. Jeg har sagt til hende, at jeg har brug for at tænke over det, men i virkeligheden ved jeg ikke rigtig, hvad jeg skal tænke over, jeg føler mig bare ikke klar. Kan du give mig nogle forslag/idéer til, hvad det er jeg skal tænke over helt konkret.
J.


Kære J.
Der er mange mænd, der bliver grebet af lidt panik, når det med børn kommer tæt på. Langt de fleste kan sagtens forestille sig at blive fædre og leve i en familie med mor, far og børn – engang.

Men når det bliver helt konkret, så kan det godt virke uoverskueligt. Man vil måske gerne på forhånd være sikker på, at man kan klare opgaven, både at være en god nok far, men også at blive ved med at være en god ægtemand, selvom der kommer nye opgaver og udfordringer til.

Man vil gerne have garanti for at man kan præstere godt nok, og derfor er usikkerheden og det uforudsigelige skræmmende. Måske går du samtidig med en forventning om, at du skal have det på en bestemt måde for at ”være klar” – være nærmest skruk og pjattet med småbørn?

Det at være en god far handler ikke om, at man skal være tosset med babyer, eller at man har alle svarene på forhånd, ej heller at man altid ved, hvad der er det rigtige at gøre. Det kræver heller ikke, at man altid har overskud og er en slags supermand både overfor barnet og konen.

Det kræver i stedet, at man er klar til at forpligte sig til ikke at give op, når det er svært, og at man vælger at blive, selvom man mest har lyst til at kaste håndklædet i ringen. Det kræver, at man ved med sig selv, at man har en vis mængde af selvdisciplin, og at man er klar til ikke altid at komme i første række.

Hvis du kan svare ja til disse ting, så vil jeg mene, at du ikke behøver at bekymre dig om det kommende forælderskab, så skal du og din kone nok klare de udfordringer, der måtte komme. Der er formentlig også anden familie og/eller venner, som også kan være med til at støtte og inspirere, hvis du/I bliver i tvivl om nogle ting.

Desuden er der heldigvis 9 mdr. fra barnet er undfanget og indtil det kommer ud af maven, så ligesom barnet vokser og modnes inden i kvindens mave – ligesådan gennemgår forældrene på den anden side af maven også en proces og udvikling. Jeg vil opfordre dig til at dele dine bekymringer og tanker med en anden mand, der allerede har fået børn, for at høre om hans erfaringer. Blot det at tale med en anden, som er eller har været i samme situation, kan afhjælpe megen bekymring.

Hilsen Suh