– Jeg foretrækker mit ene barns selskab

Kære Suh

Jeg er mor til to skønne piger på hhv. 4 og 7 år. De er meget forskellige af personlighed og temperament, den ældste er meget rolig og tænksom, mens den yngste er mere spontan og udadvendt.

Jeg elsker dem begge to, men den ældste minder mest om mig selv, og jeg har derfor meget nemmere ved at forstå hende og rumme hende, og har, hvor skammeligt det end er for mig at indrømme, derfor også mere lyst til at være sammen med hende. Jeg har vanvittig dårlig samvittighed over det, for den yngste er jo lige så skønt et barn, og jeg burde ikke foretrække den ene fremfor den anden. Jeg bestræber mig meget på at dele sol og vind lige mellem dem, men jeg går med en evig frygt for, at den yngste vil opleve at jeg gør forskel på dem. Hjælp.

Mor med dårlig samvittighed

Kære Mor med dårlig samvittighed

Ført må jeg berolige dig med, at du IKKE er den første – og heller ikke bliver den sidste – mor, der oplever, at hun har det nemmere ved at være sammen med det ene barn fremfor det andet og derfor foretrækker dette barns selskab. Det behøver ikke at have noget med din kærlighed til dine børn at gøre, for kærlighed til et andet menneske har ikke udelukkende noget med vellyst at gøre, det er selvfølgelig en del af det, men det handler også om vilje, dedikation og udholdenhed i forhold til det menneske – at kunne se bagom det, der ind imellem også er svært.

Alene det, at du bruger en del energi på at være opmærksom på, hvordan du fordeler din tid og anstrenger dig for at være retfærdig fortæller mig, at du nærer stor kærlighed til begge dine børn. Hvad angår det faktum, at du har det nemmere ved at være sammen med din ældste datter, kan handle om flere forskellige ting. For det første har du kendt hende i længere tid end din yngste datter, hele 3 år – og i de første 3 år, var hun endda det eneste barn i familien, så du kunne give hende din udelte opmærksomhed.

Det har naturligvis givet dig et grundigt kendskab til hende, men også rig mulighed for at guide hende og præge hende i den retning, du synes er rigtig.

Din yngste datter fødes ind i en allerede etableret familie-struktur. Hun må fra første færd dele din opmærksomhed med sin ældre søster, så hun er nødt til at markere sig mere tydeligt, måske helt konkret råbe lidt højere for at få blive set og hørt. Da det er 2. gang du bliver mor, er du hvad det angår ikke længere et ubeskrevet blad, men du vil, om du vil det eller ej, være præget af og påvirket af, hvad du tidligere har erfaret i forhold til at være omsorgsperson.

Der er altså foruden din yngste datters unikke personlighed en mængde faktorer, der spiller ind i dit forhold til hende. Disse faktorer har ikke noget med din kærlighed til hende at gøre, men påvirker selvfølgelig jeres relation.

Der hvor du er mest på hjemmebane, mest tryg og oplever dig mest som en god nok mor, der er tilstrækkelig, dér kan du bedst lide at være – og det er lige nu sammen med din ældste datter, det trygge og mest velkendte.

Min påstand er, at du kan opnå et tilsvarende forhold til din yngste datter, men det kræver, at du arbejder på at skabe samme fortrolighed og tryghed ved samværet med hende.

Prøv at forstå jeres relation som et udtryk for, at du skal lære hende endnu bedre at kende. Da min ene søn gik i 0. Klasse stod der på døren ind til klasselokalet:

For at behandle børn ens er vi nødt til at behandle dem forskelligt. Det er en sætning med en dyb sandhed. Du skal måske netop gøre det, du sørger allermest for ikke at gøre: Bruge mere tid med den ene end den anden – men til din yngste datters fordel, netop for at indhente noget at det, som du er kommet lidt bagud med.

Det må naturligvis ikke gøres på en måde, så din ældste datter bliver ignoreret og overset, men det lyder som om, at I to har så stærk og tryg en relation til hinanden, at du godt kan trække lidt på den. Og mon så ikke du med tiden vil opdage nye aspekter i relationen til også din yngste datter, som gør det lige så attraktivt at være sammen med hende som med din ældste?

Hilsen Suh