ADRA Danmark hjælper i verdens værste humanitære krise
ADRA er til stede med nødhjælp i Yemen, som ifølge FN oplever verdens værste humanitære krise med bl.a. fødevaremangel og koleraudbrud.
Nødhjælpskoordinator Sara Jensen fortæller i en nyhedsmail om et besøg i slumkvarteret Basateen i havnebyen Aden, hvor mange internt fordrevne bor sammen med flygtninge fra Etiopien og Somalia. Familierne bor i blikskure og kæmper for at overleve uden penge til mad, medicin og lægehjælp. Fordi børnene er underernærede og svækkede, bliver de lettere syge og dør. Alene sidste år fik 250.000 små børn i Yemen konstateret kolera.
I Basateen er der ingen kloakker, og affaldet flyder i gaderne. Det er perfekte betingelser for spredning af sygdomme, og over én million er smittet med kolera i Yemen.
Nødhjælpsorganisationen får lokale mænd og kvinder til at rydde gaderne for affald. Derved tjener de et lille beløb, som de kan købe mad og medicin for. ADRA uddeler også fødevarer til de sultende, og de svagest stillede familier får en hane og fire høner, så de kan producere æg og kyllinger og dermed skaffe sig en lille indtægt.