Akkari på vej: Jeg har fundet en nådig Gud

Ahmed Akkari, der blev landskendt som imam i forbindelse med Muhammedkrisen, er aktuel med en sin nye bog, der har titlen Mod til at tvivle.

Bogen er på mange måder en fortsættelse af hans første bog Min afsked med islamismen, hvor han gør op med de islamiske miljøer, han dengang var en del af, og som satte skub i Muhammedkrisen.

I Mod til at tvivle fortæller Akkari om sin dannelsesrejse ind i bøgernes verden, som har givet ham mod til at se kritisk på den islamisme, som han i flere år dyrkede intenst.

Det er ikke bare en rejse ind i litteraturen og de kritiske spørgsmål, men også en rejse væk fra en straffende og streng gud hen mod et møde med en kærlig Gud. I bogen gør Akkari sig mange refleksioner over, hvem Gud er, og især hvordan han har fundet en nådig Gud.

Tvivlede ikke på Gud, men religionen

Da jeg møder Akkari for at tale om, hvordan han opfatter tro i dag, falder talen først på, hvem Gud var, da han var rettroende muslim?

“Han var en gud, jeg forherligede, men jeg var også bange for ham. Koranen siger godt nok, at han også er nådig, så det håbede jeg på. Den islamiske gud har kontrol over alt, er herre over verden, og så er han herskeren på dommedag. Derfor underkastede jeg mig ham.”

I bogen fortæller Akkari, hvordan han som ung muslim stod op meget tidligt om morgenen før alle andre i familien og bad. Her kom Gud tæt på, som han oplevede som nærværende, barmhjertig og overvågende. Det var nogle af de bedste stunder på døgnet. Men hvis oplevelsen af Gud var så god, hvorfor kom Akkari så i tvivl om sin tro?

“Min tvivl kom af at se, hvordan religionen bliver udøvet, og hvordan den gør mennesket til en slave og baner vejen for autoritær tænkning. Kontakten med Gud var ikke befriende, men blev et magtredskab i hænderne på dem, der repræsenterer den. Jeg indså, hvor stor en rolle det spillede for, hvordan jeg selv udlevede mit trosliv. Det var ikke selve Guds eksistens, jeg tvivlede på”.

Gav slip på gudsbillede

Da Akkari begyndte at læse forskellige filosoffer og tænkere på biblioteket på den skole i Grønland, hvor han er ansat som folkeskolelærer, forstod han, at den Gud, han egentligt søgte, ikke harmonerede med det menneske, han var blevet til:

“Det var svært for mig at slippe det billede, jeg havde af Gud, fordi Gud havde kontrol over mit liv. Jeg var bange for, at hvis jeg slap det, så ville han blive sur og vende sig imod mig.

Jeg begyndte at spørge Gud om, hvad der var galt. Jeg bad og sagde, at jeg havde brug for at finde vejen for at komme videre. Du må guide mig, bad jeg.

Søren Kierkegaard

Ahmed Akkari følte, at han måtte træffe en beslutning. Da han læste Søren Kierkegaards “Begrebet Angest”, gik det op for ham, at der var andre, der har haft de samme oplevelser i andre religioner:

“Det åbnede mine øjne for, at der var andre åndelige væsener end islam. Det var et svært valg at træffe, men tilsidst vovede jeg det og sagde til Gud: “Nu slipper jeg dig og den måde, jeg tænker om dig på.

Sufismen blev guideline

For Akkari føltes det katastrofalt at slippe sit hidtidige syn på Gud, men her kom sufismen, den mystiske retning indenfor islam, der bevæger sig i grænselandet mellem østlig filosofi og kristen teologi, Akkari til stor hjælp:

“Sufismen fik mig til at gribe fat i, at det drejer sig om tillid til kærligheden hos Gud. I sufismen går man igennem renselsen, indtil man flyder i kærligheden til Gud. Der er mange trin i rejsen. Den greb jeg som en guideline. Det blev min rejse ud og væk fra den straffende Gud, som jeg håbede på vil være nådig.

Jeg begyndte at se verden ud fra et andet perspektiv. Som en, der aldrig har læst Koranen, ser på verden.”

De kristnes Gud

Undervejs opdager Akkari, hvor meget kristen teologi foregriber det, muslimer mener om, hvem Gud er, og den måde de beskriver det, og at kristne og jøder har lige så stærke beskrivelser af Gud som islam.

“Det rystede mig også, at min forestilling om Gud skabte så megen frygt i samfundet.

Nu læste jeg om kristendom, hvor Gud ser os som børn i kontrast til min tro på en straffende Gud. Der kom jeg i tvivl. For at turde slippe min frygt for den straffende Gud, måtte jeg have en bro, en livline. Jeg tænkte, at hvis jeg trådte ved siden af, så ville Gud måske straffe, men gennem sufismen blev jeg mere og mere sikker på, at Gud er kærlig.

Ud af åndeligt fængsel

Akkari forklarer, at sufister ikke tænker på den traditionelle muslimske måde, for bag om alt er der for dem den dybe kærlighed:

“Gud vil ikke straffe en person, der elsker ham, men kun gengælde med kærlighed. Det er ikke, hvad der præsenteres i Koranen. Det er ikke Koranens måde at anskue Gud på, hvis man læser den bogstaveligt.

Håb er tæt forbundet med frygt og underkastelse, for man kan aldrig være hundrede procent sikker på, at man har noget godt i vente. Man er altid i dyb frygt for, at det ender galt. Gud har den fuldkomne magt, og man kan kun overgive sig.

Jeg måtte erkende, at jeg levede i stor frygt, for som menneske kan man ikke undgå at træde ved siden af. Det var ikke det, jeg søgte. Det er håbløst for mange mennesker at følge denne opfattelse af Gud, men hvad sker der, når man slipper det? Med sufismen kunne jeg gå på opdagelse og slippe ud af mit åndelige fængsel. Jeg besluttede mig for at tro på, at Gud ikke vil blive vred, fordi jeg ønskede at opdage verden og læse, hvad andre har tænkt.

Tvivl førte til ny tro

Tvivlen har derfor ikke gjort Akkaris tro mindre, men har tværtimod åbnet for nye dimensioner og andre mennesker, der har fundet Gud:

“Kristne teologer som Frans af Assisi og Anselm af Canterbury når i dybden med Guds ånd uden at kende islam.

Andre mennesker finder en dyb trøst, ro og fred i Gud helt udenom det billede, jeg havde af Gud. Derfor har jeg sluppet min forestilling om, at Gud kun taler gennem Koranen”.

Læser Bibelen

Akkari har været meget optaget af Grundtvig, Søren Kierkegaard og Spinoza og er nu også også i gang med bibellæsning. Han har læst Romerbrevet, Mattæus- og Lukasevangeliet.

Når han skal beskrive den tro, han har i dag, er Guds kærlighed det helt centrale:
“At tro på en Gud drejer sig ikke om at være bange for straf, men om nåde, der omslutter dig og giver styrke til at være dig selv og søge livet.

Jeg lever stadig med tanken om, at jeg tager fejl, men jeg finder ro, fred og trøst i at acceptere Gud som den kærlige, der vil os, hans børn, det bedste.

Det handler ikke om straf, men om den åndelige kontakt på en sund måde. Det er det, jeg har søgt hele tiden. Det, som man vil forvente af en gud og ikke en hersker. Hvor jeg ender henne, aner jeg ikke. Jeg er en søgende muslimsk humanist, der er inspireret af kristendommen og den filosofiske tænkning.”

(Sufismen opstod i 700-tallet som en asketisk reaktion mod verdslighed. Sufisterne søger Gud gennem bøn og meditation, til dels inspireret af kristnes åndelige fromhed, red.)