En ny tid på Pottemagerens Hus? Bønnen har første prioritet!

Rystelser er ikke ligefrem noget, som kirker og missionsorganisationer placerer på deres ønskelister for fremtiden. De har det muligvis nogenlunde med mindre rystelser; men der er ingen, som har lyst til at opleve rigtige rystelser.

Men selv om vores følelser siger NEJ til rystelser, er de alligevel en af Guds primære gaver til os som mennesker. For det er kun igennem sådanne kraftige rystelser, at Gud får plads til at rense os og udstille de dele af vores fundament, der ikke bygger på ham. Rystelserne udstiller nemlig klart og tydeligt, hvilke ting der kan overleve et stormvejr, fordi de er bygget på klippen og hvilke ting, der slet ikke kan klare et stormvejr, fordi de er bygget på et andet fundament (jf. Matt 7,24-27 og Hebr 12,26-29).

Indtil vi rammes af rystelser, kan det hele se ganske godt ud på overfladen, og det kan let skabe en falsk tryghed, som får os til at tro, at vi har Guds opbakning til alt, hvad vi gør. Men så kommer rystelserne og udstiller, at der var mange ting, som ikke havde Guds velbehag, og at mange af vores aktiviteter rent faktisk var menneskeværk og ikke Guds værk. Hvis vi lader Gud få sin vej igennem rystelsestider, vil sådanne smertefulde tider både medføre renselse, fornyelse og vækkelse.

Pottemagerens hus blev rystet!

Det er ingen hemmelighed, at Pottemagerens hus har været igennem kraftige rystelser i løbet af det seneste år. De har været så kraftige, at en lang række kristne ledere udover hele landet har overvejet, om stedet kunne overleve krisen. Hver eneste person, som har været tilknyttet stedet i et eller andet omfang, har mærket rystelserne ind i deres eget liv. Det har medført en masse smerte, men også en dyb selvransagelse, hvor Gud har fået lov til at tugte og forme os. Og Gud har været meget nær igennem hele processen.

Da jeg, Peter Tinggaard, blev spurgt om at træde ind i bestyrelsen, havde jeg ærlig talt ikke lyst til det. For jeg vidste, at det ville kræve rigtig mange ressourcer af mig, og jeg frygtede, at hele opgaven ville være mere, end vi som bestyrelse kunne klare. Men jeg sagde alligevel ja til opgaven, fordi jeg vidste, at Gud har store planer med PH.

Med min menneskelige fornuft tænkte jeg, at vores første opgave som bestyrelse måtte være at finde en ny daglig leder til stedet. Derudover var der en masse problemer, som skulle løses. Der var en lang række sårede mennesker, som måtte trøstes og genopbygges, og der var et stort bagland af mennesker, som i årevis både havde støttet stedet og været velsignet af stedets daglige andagter og online videoer, som nu var usikre på stedets fremtid. Alle problemerne og behovene råbte efter et lederskab, som tog ansvar og hurtigst muligt fik sat en masse ting i gang. Der skulle handles. Der skulle tænkes store tanker – store visioner. Der skulle genskabes et PH, som kunne tiltrække mange forbedere og støtter.

Men da jeg søgte Gud efter hans ledelse i processen, var det en helt anden vej, som han havde for os. Han åbnede mine øjne for, at hele stedet var i en dødsproces, som han var til stede i. Og vi skulle ikke forsøge at flygte fra denne proces eller skynde os at sætte en masse nye ting i gang, selv om rystelserne var ubehagelige.

Tværtimod skulle vi nedlægge enhver aktivitet på stedet, som blot blev gjort for at holde noget i gang eller for at møde baglandets behov. Vores primære fokus skulle i stedet blive at søge Guds ansigt i ydmyghed og vente på ham. Fremover skulle alle stedets aktiviteter og tjenester så vidt muligt være noget, som var født og inspireret af Gud – igennem personer, som både havde salvelse og begejstring for den pågældende tjeneste.

Rent praktisk har dette medført, at Pottemagerens hus ikke længere vil udsende daglige andagter og heller ikke vil fastholde sit ugentlige ”Den varme linje”-program. For det var stedets tidligere leder, som både havde salvelsen og gaverne til disse tjenester, og når han ikke længere er på stedet, så blev disse tjenester i stedet til pligtopgaver, som skulle drives af mennesker, der ikke havde kaldet eller det Gudgivne mandat til at drive dem.

Stedet vil fortsat udsende inspiration via facebook og optage god og salvet web-TV fra sine forskellige stævner, men det vil ske i mindre omfang end tidligere. Det er faktisk et stort trosskridt, at vi som ledelse går denne vej, for vi risikerer at miste en masse økonomisk støtte fra baglandet og at mangle de medlemmer, vi har brug for, men vi har valgt at overlade den del til Gud.

Bønnen er første prioritet

En anden ændring, som rystelserne har fremkaldt er dette: Bønnen skal igen være det primære trækplaster på PH. Når folk kaldes sammen til stævner på stedet, vil vi fremover bruge mindre tid på undervisning fra ”store kanoner” udefra, og mere tid på bøn og lovsang. Der vil være færre ting, som er planlagt på forhånd, så vi i stedet kan give mere plads til Helligånden og til nådegaverne. Vi ønsker, at Pottemagerens hus skal blive kendt som et sted, hvor hele legemet er i funktion.

Vi tog et stort skridt i denne retning ved ”bøn og delvis faste”-stævnet i April, hvor bestyrelsen også delte deres tanker for stedets fremtid, og vi oplevede, at Gud bekræftede vores retning på et meget stærk måde. Ved de fleste af møderne var der ikke planlagt noget – andet end bøn og lovsang, og det blev nogle forbavsende stærke og salvede møder. Gud talte på utallige måder igennem mange forskellige mennesker. Dog rummer denne nye retning også et trosaspekt. Vil bønnen i sig selv være nok til at drage forbedere til stedet, når der ikke længere er ligeså mange ”store kanoner”, der bliver inviteret som trækplastre?

Vi håber, at mange kristne fra hele landet vil stå sammen med os i denne nye tid. Hvis stedet skal vokse og blomstre, er der både brug for støtte, for medlemmer og for mange bønner. Vi har ingen hurtige svar, og der er absolut noget skrøbeligt og sårbart over hele stedet, men Gud er nær. Til rette tid vil han selv skabe det Pottemagerens hus, som Pottemageren selv måtte ønske.