Er de israelske bosættelser på Vestbredden ulovlige i henhold til international lov?

Er de israelske bosættelser på Vestbredden ulovlige i henhold til international lov?

Nej det er de ikke, som EU og FN fejlagtigt påstår. Det siger en gruppe internationale eksperter, der arbejder i Haag, Holland og kalder sig: thinc. The Hague Initiative for International co-operation.

Repræsentanter fra gruppen har netop besøgt København. Formålet med The Hague Initiative er – ved hjælp af international lov at være med til at skabe varig fred, også når international lov bliver misbrugt eller misfortolket pga. magtfulde organisationers forudfattede meninger, som ovenfor nævnt.

Et kompendium på ca 50 sider, skrevet af Andrew Tucker, som er direktør for Hague Initiative, og Matthijs de Blois, gennemgår det i ovennævnte titel vigtige emne historisk og i forhold til international lov. Det følgende er en kort gennemgang af dette kompendium, idet jeg forsøger at få de væsentligste punkter med.

Historisk baggrund –

Det jødiske folks historie går over 3000 år tilbage, hvor kong David regerede i Jerusalem, Judæa og Samaria, som vi kan læse om det i Kongebøgerne i Bibelen.

I år 70 efter Kristi fødsel blev Jerusalem jævnet med jorden af romerne, og jøderne blev spredt ud over jorden, til mangfoldige nationer.

Siden er landet blevet regeret af forskellige herskere fra det Romerske til Det Tyrkiske, Osmanniske rige, der herskede over Palæstina i 400 år op til 1. verdenskrig.

San Remo-erklæringen

Tyskland og Det Osmanniske Rige tabte 1. verdenskrig til de allierede. Derefter besluttede England og Frankrig, sammen med det internationale samfund, (Folkeforbundet) i San Remo, 25. April i 1920 at skabe et Mandat for Palæstina, som et hjem for det jødiske folk, idet man anerkendte den historiske forbindelse som jøderne havde til landområdet øst for floden Jordan, inklusive Vestbredden og Jerusalem. Se kortet, Det Britiske Mandat.

The Mandate for Palestine – 24. July, 1922 er en uddybning af dette mandat fra Folkeforbundet.

Balfour-erklæringen

Allerede i Balfour Erklæringen – 2. november 1917 – havde den Britiske regering højtideligt godkendt etableringen af et jødisk hjem i Palæstina. Kongedømmet Jordan (Transjordan) var øst for floden Jordan, og Palæstina, det jødiske hjem, var vest for floden Jordan.

Andre Mellemøslige lande, som tidligere var under det Osmanniske Tyrkiske rige, skulle ligeledes være selvstændige nationer. Syrien, Libanon, Irak, Jordan og Saudi Arabien med faste grænser.

Retsstatsprincippet ”uti possidetis juris”

Dette udtryk dækker over et princip i international lov, hvor en kolonimagt, som ønsker at give selvstændighed til en ny nation, fastsætter grænserne for en sådan nation for at skabe stabilitet og tryghed.

Det Britiske mandat, som blev fastlagt af Storbritannien i de forskellige erklæringer fra 1922 og 1923, har et klart afgrænset landområde, med klare grænser både i det nordlige (Golan højderne) og mod øst, til floden Jordan, incl. Jerusalem og Vestbredden.

Arabisk krig mod Israel

Men den arabiske befolkning og de omliggende arabiske lande godkendte ikke disse grænser. Da Briterne trak sig fra Palæstina, og Israel proklamerede oprettelsen af den jødiske stat, helt i overensstemmelse med international lov og Mandatet for Palæstina som var givet til dem af briterne, angreb Egypten, Syrien, Jordan, Irak og Libanon alligevel denne nye stat.

Men Israel overlevede. Dog var landområdet langt mindre end det, der var lovet jøderne i det Britiske Mandat. Der blev indgået en våbenhvile, også kaldet den grønne linje, fordi grænserne blev tegnet med grønt blæk.

Dog var alle parter enige om, at de grænser, som opstod efter krigen, ikke var blivende grænser.

Etnisk udrensning – af jøder

Egypten besatte Gaza. Jordan besatte Vestbreden og annekterede den, på trods af at dette var ulovligt efter international lov.

Alle jøder, der boede på Vestbredden, blev fjernet med vold, og deres huse og hjem blev beslaglagt. En etnisk udrensning som man sjældent hører om. Syrien indtog dele af Golan højderne.

Sagt med andre ord: de grænser, der opstod efter våbenhvilen i 1949 – før 1967 – var kunstige midlertidige grænser, umulige for Israel at forsvare.

Dog taler en del politikere i dag om, at Israel skal tilbage til de grænser, der var før 6-dages krigen.

6-dages krigen i 1967

Israel blev igen tvunget ud i en krig imod sine naboer, Egypten, Syrien og Jordan, i 1967. Imod alles forventninger fik Israel kontrol med Sinai, Vestbreden, Øst Jerusalem og Golan højderne.

Vestbredden og Øst Jerusalem blev befriet, sådan at jøderne fik det land tilbage, som Mandatet for Palæstina oprindeligt havde fastslået.

I Yom Kippur krigen i 1973, hvor Israel igen blev angrebet, lykkedes det Egypten og Syrien at trænge nogle få kilometer ind på israelsk område, før Israel fik mobiliseret og brød igennem de egyptiske linier og omringede hele den egyptiske hær i Sinai. Israel kunne have indtaget Cairo og Damaskus, hvis ikke

Rusland havde lagt et voldsomt pres på Israel for at stoppe krigen og indgå en våbenhvile.

Fredsaftaler

I 1979 underskrev Israel en fredsaftale med Egypten og trak sig tilbage fra Sinai-halvøen.
I 1994 blev en fredsaftale indgået med Jordan.

Oslo-aftalerne i 1993, imellem Israel og PLO, endte med, at Israel både i år 2000 og i 2008 var villig til at give næsten hele Vestbredden til en selvstændig Palæstinensisk stat, men PLO afviste alle tilbuddene.

Flygtninge-problemet

Imellem 450.000 og 750.000 arabere flygtede fra Palæstina i årene 1947-1949.

De fik løfte om snart at kunne flytte tilbage, når araberne havde besejret jøderne.

Samtidigt var der ca. 850.000 jøder, der flygtede fra de arabiske lande i Mellemøsten og Nordafrika, fra Vestbredden og fra Øst-Jerusalem, på grund af den stigende antisemitisme og forfølgelse af jøder.

Der er mange forskellige meninger om dette tragiske flygtningeproblem, men én ting er sikker: Den konflikt, der var årsagen til denne flygtninge-strøm, blev startet af arabernes modvilje imod at acceptere jøderne som naboer.

De jødiske flygtninge er blevet integreret i Israel, hvorimod de arabiske flygtninge ikke er blevet integreret i de mange og store arabiske lande, som omgiver Israel. De er derimod tvunget til at leve i flygtninge lejre og bliver brugt som propaganda imod Israel.

En blomstrende udvikling

Israel har siden 1948 udviklet sig til et velfungerende og blomstrende demokrati (det eneste demokrati i Mellemøsten), som beskytter minoriteter af ikke-jøder, som de giver de samme rettigheder som jøderne.

Over 20 procent af Israels indbyggere er arabere, og adskellige medlemmer af det Israelske parlament og én højesteretsdommer er ligeledes arabere.

Israel har et stærkt kreativt erhvervsliv. Israel er det land, som har modtaget flest Nobel-priser i forhold til befolkningstal. Israel er en førende nation, når det gælder IT. Israels hær har vist, at den er i stand til at forsvare sine indbyggere både imod krig og terror.

Desværre er det ikke gået lige så godt for de arabiske palæstinensere i Gaza og på Vestbredden.

Demokratiet undertrykkes

Der var tilløb til demokratiske valg i Gaza, men demokratiet er hurtigt blevet undertrykt.

Hamas’ ledere i Gaza tåler ikke kritik, befolkningen holdes i et jerngreb, mange palæstinensere er blevet skudt eller hængt op i lygtepæle med hovedet nedad, anklaget for at være spioner for Israel, uden nogen rettergang med mulighed for at forsvare sig.

De mange milliarder dollars, der gives til Gaza og Vestbredden, går for en stor del til byggeri af tunneller i Gaza, ind under den israelske grænse, for at kunne komme ind i Israel og dræbe israelere – og familier til terrorister og selvmordsbombere belønnes med livslang pension.

Had-propaganda

Ligeledes bruges der betragtelige summer til tv-programmer og undervisningsmaterialer til skolebørn, hvori de oplæres i at hade og dræbe jøder. En udvikling, som helt tydeligt går i den forkerte retning og som sandsynligvis vil forsætte ned ad bakke.

De vestlige lande, der støtter palæstinenserne, stiller ingen krav til noget regnskab for de milliarder, der hældes ud over palæstinenserne.

Kaos og ustabilitet råder i store områder af Mellemøsten, ISIS, Hishbolla, Hamas, Det Muslimske Broderskab og mange mange andre terrororganisationer sætter dagsordenen i de arabiske lande, med det resultat at minoritetsgrupper som jøder og kristne forfølges og myrdes.

Min konklusion

Den 6. november 1973 mødtes de 9 EF lande i Bruxelles for at formulere en ny Europæisk pro-arabisk politik, for at få ophævet Olie-boykotten af Europa.

EF skulle fremover arbejde for en palæstinensisk stat, i de ”besatte” områder, fra før 6-dages krigen i 1967. Samtidigt skulle man erklære alle jødiske beboelser i disse områder for ulovlige – imod international lov. Man købte olie for jødisk blod.

Danske udenrigsministre har siden, adskillige gange, med stor indignation og ”autoritet”, stået frem på TV skærme og postuleret, at Israels bosættelser er ulovlige efter international lov. Og at en 2-stats løsning er eneste mulighed for fred i Mellemøsten.

Sandheden er, at EU´s og Danmarks indblanding i suveræne staters forhold er ulovlig efter international lov. Hvorimod der ikke er noget ulovligt i, at jøder køber jord og bygger virksomheder og boliger på Vestbredden, i øvrigt til stor gavn for de palæstinensere, der bor på Vestbredden.

Under Israels administration har palæstinenserne politisk frihed, de kan danne partier, som de kan stemme på, men fremfor alt kan de få arbejde, hovedsageligt igennem de firmaer, som jøderne etablerer.

De palæstinensiske ledere derimod har i ethvert henseende vist sig inkompetente og bliver kun holdt i live af det internationale samfund og de mange milliarder, der hvert år bevilges til palæstinenserne.

Under sådanne ledere og et sådant styre, som en 2-stats løsning er udtryk for, vil palæstinenserne miste deres politiske og religiøse frihed, og befolkningen vil blive brugt som gidsler i ledernes kamp for at bekæmpe Israel, da de ikke anerkender Israels ret til at eksistere.

Under Israels adninistration af Vestbreden vil disse mere eller mindre selvbestaltede ledere sandsynligvis ikke få uindskrænket lov til at tyrannisere endnu en befolkningsgruppe i Mellemøsten i deres hadefulde kamp imod Israel. En 2-stats løsning vil være en katastrofe for alle involverede parter og imod international lov og sund fornuft. Det er en løsning, som ingen stat på jorden ville acceptere, heller ikke Israel, da Israel ønsker fred.