Har jeg FOMO – frygt for at gå glip af noget?

Kære Suh.
Jeg er for nylig blevet bekendt med begrebet FOMO – Fear of missing Out = angsten for at gå glip af noget.

Selvom det muligvis mest er møntet på den yngre generation, så kan jeg også sagtens genkende det i mit eget liv.

Det er vel også derfor så mange hænger på Facebook, Instagram osv hele tiden, fordi de ikke vil gå glip af en nyhed eller noget spændende.

Men selvom jeg godt kan se, at det er alt for meget nogle gange, så er det også svært at melde sig ud af, for i mange sammenhænge kræves det jo ligefrem, at man er på de digitale medier hele tiden for at kunne holde sig orienteret med aftaler, happenings osv.

Så hvordan finde en god og sund mellemting?
Hilsen Louise

Kære Louise
Ja, det er tankevækkende, at angsten for at gå glip af noget, hvis man ikke hele tiden er ”på” er så udbredt, at man har givet det sin helt egen forkortelse, FOMO.

Som du selv er inde på, så lider rigtig mange unge af det, men det er jo ikke kun den yngre digitaliserede generation, der er udfordret her – vi andre er det jo også, enten også i forhold til de digitale medier, eller blot på en anderledes måde.

For i virkeligheden handler det jo ikke kun om at være bange for at gå glip af en nyhed eller en spændende video på Facebook, det er lige så problematisk at ligge under for at skulle være både den perfekte mor, karriere-kvinde, veninde, hustru, være slank og veltrænet, kunne løbe en maraton, sidde i menighedsrådet, være lovsangsleder og altid medbringe hjemmebagte boller.

Her er der i den grad også tale om noget FOMO, blot i en anden udformning. Hvad er det, vi er så bange for at gå glip af? Hvad er det, der sker, hvis vi ikke ser det sidste nye indlæg på FB eller ikke har de hjemmebagte boller med til morgensamling? Fællesnævneren er angsten for at være vigtig – at gå glip af anerkendelsen, at gå glip af det inkluderende fællesskab.

Både som unge og som gamle drives vi alt for ofte rundt i stress og jag efter en stræben efter at mærke, at vi er gode nok, at vi slår til. Og det er fristende at finde det i præstationer. Der er da bestemt heller ikke noget galt i at præstere godt, at gøre sig umage, at glæde andre ved at tage hjemmebagte boller med – men hvis vi søger efter vores grundlæggende værdi igennem det, så kommer vi aldrig i mål, for den findes ikke her!

Hvis vi skal undgå at bukke under for FOMO, så må vi stoppe op og gøre op med os selv, hvori vores værdi består?! Den er ikke betinget af præstationer eller udseende, men alene af den grund, at vi er skabt i Guds billede, som Guds børn. Derudover har vi en værdi for de mennesker, der holder af os, blot fordi vi er.

Så det er OK at gå glip af noget, for det gør os ikke mindre værd. Men det er også OK at bestræbe sig på ikke at gå glip af alting, for vi vil jo gerne være en del af de fællesskaber, som er omkring os.

Grænsen mellem det ene og det andet må findes individuelt, for hvad vi kan overkomme og rumme er forskelligt. Vi må hver især mærke efter, om vi drives af entusiasme, glæde, kreativitet og taknemmelighed – eller om vi drives af angst og præstationsabstinenser.

Tag endelig denne debat videre med dig ud i verden, så andre også får mulighed for at stoppe op og overveje, om det, de har så travlt med, i virkeligheden er det vigtigste?
Hilsen Suh