John Wesleys åndelige vækkelse

John Wesleys religiøse og sociale indsats har trukket lange spor, også udenfor metodismen.

(Læsetid: 7 minutter)
John Wesley kom hjem fra missionsarbejde i Amerika og tvivlede stærkt på sin egen tro. Men ved et bibelmøde i Aldersgate i London oplevede han en åndelig vækkelse, der ændrede hans livsbane.

John Wesley satte dybe aftryk på hele samfundet i 1700-tallets industrialiserede England. Både som teolog, vækkelsesprædikant og social reformator.

Når vi kristne i dag taler om eller længes efter vækkelse, er det godt at huske på nogle af de største åndelige fyrtårne, der ned gennem historien har bragt vækkelse.

John Wesley er en af dem. Han ledte den metodistiske vækkelsesbølge, der skyllede hen over 1700-tallets England, og han var en vigtig årsag til de sociale reformer, der endte med at forvandle det engelske samfund – og desuden fik stor indflydelse på samfundsudviklingen i USA. Wesley har ifølge historikere meget af æren for, at England ikke havnede i en revolution, som det skete i Frankrig.

Først og fremmest var han vækkelsesprædikanten, der fik vakt den tids kirkelige lunkenhed og erstattet den teologiske tørkost med et brændende kristent engagement. Han nåede mennesker, hvor de var: De fattige, de marginaliserede, minearbejderne osv.

Som organisator var han uovertruffen. Som prædikant utrættelig. Som forfatter myreflittig.

Trods mange forfølgelser i sine første år, hvor han var ugleset af statskirken, blev John Wesley en af 1700-tallets mest indflydelsesrige personer på de britiske øer, bredt respekteret og elsket.

Den hellige klub

John Wesley (1703-1791) skabte sammen med sin bror Charles Wesley og George Whitefield den metodistiske bevægelse, som han blev leder af.

Han var ud af en søskendeflok på 17 og opvokset i et hjem, hvor faren var præst i den engelske statskirke, men hvor moren, Susanna Wesley, stod for den boglige og strenge religiøse opdragelse.

John Wesley blev uddannet teolog på Oxford Universitet og i 1729 ansat som Fellow (lektor i teolog).

På universitetet ledte han en hellig klub (the holy club), hvor medlemmerne bad sammen, iværksatte socialt hjælpearbejde og læste metodisk i Bibelen. Gruppen fik øgenavnet ”metodisterne” på grund af deres metodiske læsning og stærkt disciplinerede liv, og selv om det var ment som et skældsord, tog John Wesley det til sig som en hædersbevisning.

John Wesley rejste i 1735 ud som missionær hos nybyggerne og indianerne i den britiske koloni Georgia i den nye verden, Amerika. Hér forsøgte han at indføre den samme disciplin, man havde praktiseret i ”the holy club”, men menigheden protesterede. Wesley blev også forelsket i en ung kvinde, Sophia, som endte med at gifte sig med en anden.

Efter et par år vendte han hjem til England, desillusioneret og med følelsen af at have været en fiasko. Han var kommet i stor tvivl om sin egen tro.

Wesley skrev i sin dagbog: ”Jeg rejste til Amerika for at omvende indianerne. Men, åh, hvem skal omvende mig?”.

På sejlturen virkede John Wesley som skibspræst. Skibet kom ud i nogle storme, der gjorde ham bange, men Wesley så, at en gruppe fromme tyske herrnhutere (den moravianske brødremenighed) ombord ikke viste de mindste tegn på frygt. De sad tværtimod helt roligt og sang og bad midt i stormen.

Mødet med herrnhuternes stærke tro kastede John Wesley ud i en alvorlig granskning af sin egen sjæls inderste, som snart endte i en af de mest berømte og skelsættende åndelige opvækkelser i kirkehistorien.

John Wesley holdt omkring 40.000 andagter i sit lange liv, ofte i fri luft og ofte for hundredevis eller tusinder af tilhørere. Maleriet er malet nogle år efter hans død i 1791.
Aldersgate

Den 24. maj 1738 gik Wesley modstræbende til et bibelmøde i Aldersgate Street i London. Der var en, som læste op fra Martin Luthers fortale til Romerbrevet, og pludseligt, ved 20.45 tiden, alt imens Wesley hørte om den forvandling, som Gud virker i hjertet ved troen på Kristus, følte han sit hjerte ”så forunderligt varmt”.

Wesley skriver i sin dagbog: ”Jeg følte, at jeg stolede på Kristus, på Kristus alene til min frelse, og jeg fik givet en vished, at han havde taget mine synder bort, netop mine, og havde frelst mig fra syndens og dødens lov”.

Det var revolutionerende nyt for den strengt opdragede Wesley, der hele livet havde kæmpet med at leve op til det, han troede, var Guds krav til ham. Han opdagede, at han mere troede med hovedet end med hjertet. Nu hørte han Luthers ord om, at Gud frelser ved troen alene, og det blev en øjenåbner og en forløsning.

Den åndelige opvækkelse gav ham nye kræfter. Efter et studieophold hos herrnhuterne i Tyskland begyndte Wesley igen at prædike, nu ude blandt folket og tit på friluftsmøder, hvor han bare stillede sig op med Bibelen i hånden og begyndte at tale fra hjertet.

Han red utrætteligt England, Wales og Irland tyndt med det kristne budskab. Det siges, at Wesley tilbragte 250.000 mil på hesteryg (svarende til 10 gange rundt om jorden), og at han holdt 40.000 andagter i sit liv. Alle steder blev der plantet nye menigheder og oprettet metodistkapeller (missionshuse), som stadig kan ses overalt i England.

Wesley kom på den måde i kontakt med titusinder, for hvem kirkegang var helt ukendt. Han prædikede om Jesus Kristus og talte dunder imod slaveri, drukkenskab, vold, krig og social undertrykkelse og skabte sig efterhånden et ry som talerør for samfundets svageste.

Det hele menneske

John Wesley var en dygtig organisator. Han oprettede et net af smågrupper, der mødtes til bøn, bibellæsning, sang og indsamling til velgørenhed, og uddannede lægprædikanter (inkl. kvinder). Flere af hans lægprædikanter og følgere blev senere ledende og indflydelsesrige skikkelser i arbejderbevægelsen i det industrialiserede England.

Ved hans død i 1791 var der cirka 70.000 metodister i England og 40.000 i USA. I dag er der metodistkirker i næsten alle lande med cirka 74 millioner tilhængere. John Wesleys hensigt var aldrig at bryde med den engelske statskirke, som han forblev medlem af livet igennem, men efter hans død skabte metodisterne i England deres egen kirke, Metodistkirken.

I forbindelse med den amerikanske uafhængighed i 1776, hvor kolonierne løsrev sig fra England, forsvandt den engelske kirke fra det nordamerikanske kontinent. Metodisterne var afhængige af den engelske kirkes præster til at foretage dåb og nadver, men nu stod metodisterne i USA uden præster.

John Wesley følte sig derfor tvunget til at ordinere præster indenfor den metodistiske bevægelse. Det førte til, at metodismen i USA blev organiseret selvstændigt i dét, som i dag er United Methodist Church. Det var herfra, at dansk-amerikaneren Christian Willerup, der i USA var ordineret metodistpræst, rejste hjem og i 1859 oprettede den første metodistkirke i Danmark.

George Whitefield, vennen fra Oxford-dagene, fortsatte i Amerika det arbejde, som John Wesley havde påbegyndt i Georgia, og under hans kraftfulde friluftsprædikener fulgte en stor åndelig vækkelse blandt de nordamerikanske nybyggere, som det var sket hjemme i England. Allerede få årtier senere, i 1830, var Metodistkirken vokset til USA’s største kirkesamfund.

Helliggørelse

For Wesley gjaldt frelsen ikke bare sjælen, men hele mennesket. Det personlige gudsforhold skulle gå hånd i hånd med en aktiv social indsats for de svagest stillede i samfundet. Han var optaget af Luthers ”retfærdiggørelse ved tro alene”, men mente at Luther fokuserede for ensidigt på retfærdiggørelsen og ikke nok på helliggørelsen.

Den hellighed, den kristne skal leve, kan kun eksistere i et engageret liv. Der findes ingen hellighed uden social hellighed, mente Wesley. Nåden er ikke bare et ord for Guds velvilje mod mennesket. Den er også en aktiv skabende kraft, der vil forvandle mennesket.

John Wesley fandt inspiration til helliggørelsestanken i den østkirkelige tradition og især hos kirkefaderen Irenæus, der beskriver menneskelivet som en vækst, en proces, hvor menneskets personlighed udvikles, modnes og renses. Metodismens helliggørelsesteologi har sat aftryk også udenfor Metodistkirken, bl.a. i den senere pinsebevægelse.

I øvrigt brugte John Wesley de samme oldkristne kilder som vores egen Grundtvig, som også var optaget af Irenæus. Den metodistiske teolog Jørgen Taarup og den grundtvigske forsker Niels Henrik

Gregersen har begge påvist flere fællestræk hos Wesley og Grundtvig.

Grundtvig havde i øvrigt også sin åndelige vækkelse – sin ”Aldersgate” – men det er en anden historie…

Læs også