Skal vi lade børnene vinde i spil?

Kære Suh
Jeg skriver til brevkassen, for at få din mening om en ting. Herhjemme er vi glade for al slags spil, både boldspil, brætspil og på konsol.

Vores børn spiller mest med hinanden, men ind imellem bliver der også tid til, at de voksne deltager.

Her er det så jeg vil høre dig ad: Jeg lader ofte børnene vinde (på konsol er det intet problem, der vinder de nemt over mig også selvom jeg anstrenger mig), men i brætspil holder jeg lidt igen, så de får en god oplevelse ud af det.

Min mand er helt modsat, han mener, at det er at ”curle” og giver ikke ved dørene. Jeg går ikke ind for at være curling-mor, men ungerne gider ikke så ofte spille med ham – og hvad får han så ud af det?

Blot en tanke.
Venlig hilsen Kirsten

Kære Kirsten
Som med så meget andet her i livet handler det om balance. For lidt og for meget er begge skidt.

Børn har godt af at blive udfordret og at lære at kæmpe for noget, og mange børn og unge nu om dage kommer alt for let til tingene og lærer derfor ikke, hvordan det er at være vedholdende, dedikeret og tålmodig.

Jeg har også hørt om unge mennesker over 18, der har deres far eller mor med til jobsamtaler, hvilket efter min mening er foruroligende og ganske misforstået omsorg.

I forhold til spil, så tolker mange den kendte talemåde om, at ”det handler ikke om at vinde, men om at være med”, som om det betyder, at det slet ikke er vigtigt at vinde, bare man er med. Men det er kun delvist rigtigt.

At være en del af en opgave, af et fællesskab, er absolut meget vigtigt, og har man ydet det bedste man kan i den sammenhæng, så er en lav karakter eller en 3. eller 4. plads tilfredsstillende og fortjent. Men lige netop spil og sports-dyster handler jo netop også om at vinde.

Det handler om at præstere så godt man kan, yde det bedste man evner. Talemåden bør ikke retfærdiggøre eller initialisere dovenskab. Når man derfor spiller med et barn, det være sig boldspil, konsol eller brætspil, så vil det udover underholdningsværdien i sig selv samtidig på mikroplan være en læring i generel livsduelighed: At barnet er nødt til at koncentrere sig, yde en brav indsats, være engageret.

Måske vinder barnet faktisk (da mange børn er dygtige til at forstå spil, og i mange spil spiller held også en afgørende rolle) – og så er sejren endnu sødere, fordi barnet med rette har bedrevet en lille bedrift selv. Det kan også være, at barnet taber, og dette er der også en vigtig læring i, nemlig at man ikke kan forvente at vinde eller være den bedste hver gang – og det er OK. I stedet kan man modtage passende anerkendelse for sin indsats og lære af de ”fejl” man evt. begik undervejs.

Men der skal selvfølgelig være mulighed for at tilpasse tingene efter kontekst. Har man fx lokket en lille boldforskrækket gut med ud på boldbanen og derefter tackler ham hårdt, uddribler ham og vinder en hypotetisk kamp 35-0 – ja, så er man godt dum.

Barnet vil formentlig få en meget dårlig oplevelse ud af det og vil måske ikke have lyst til at gå på boldbanen igen. Det samme med konsol og brætspil.

Man må som voksen gøre op med sig selv: Hvad er formålet med at spille med børnene i den pågældende situation? Er det at konkurrere? Er det primært for at være sammen? Er det for at udvikle barnets sociale kompetencer? Og så videre.

Hver kontekst kræver en individuel vurdering, og her synes jeg det lyder som om, at du og din mand TILSAMMEN vil kunne tage højde for de mange forskellige aspekter der er i en sådan vurdering.
Hilsen Suh