SommerOase vil genopdage troen

Hovedtaleren om formiddagen er den indremissionske teolog Leif Andersen.

Leif Andersen skal gennemgå Romerbrevet.

Det er skæbnens ironi, at Dansk Oase i år har inviteret Indre Missions chefideolog Leif Andersen til at holde alle bibelforedrag om formiddagen på SommerOase.

Leif Andersen lagde ved Oase-bevægelsens start afstand til de karismatiske manifestationer i en bog og sammenlignede dem med nyreligiøse oplevelser.

I mellemtiden er der åbenbart sket noget med Leif Andersen, eller med Oase, skulle man tro. Men IM-teologen skal i hvert fald gennemgå Romerbrevet.

Bevægelsen har med årene udviklet sig til et ”mulighedernes marked” med noget for enhver smag, og blandt de andre taler-muligheder i år er:

Jen Parker, som tidligere har været leder for Anti-Trafficking (salg af kvinder til sex) hos City Hearts i England. Hun er præst ved Hope City Church i London.

Ruben Dalsgaard, Oases nuværende generalsekretær, der også har været formand og præst i Oase-kirken i Slkeborg.

Lars Meilandt Hansen, som er 32 år og valgmenighedspræst i Horsens Valgmenighed.

Leif Johanson, som er frimenighedspræst i Odder Frimenighed.

Jens-Petter Jørgensen, Norge, som i 15 år har undervist på Ansgar Højskole i Kristiansand, og har været en høvding i den norske Oase-bevægelse.

Noemi Saucedo-Chavez, som er præst i 7th Street Church i Californien, og desuden er med i arbejdet Brave for prøveløsladte piger.

Den norske bibellærer Jens-Petter Jørgensen besøger SommerOase.
Genopdag troen

SommerOase har de sidste tre år kørt temaet ”Genopdag reformationen.” I 2016 var det Gentænk menigheden. 2017 var det Genlæs Bibelen og i år er det så Genopdag troen.

– I stedet for at forsøge at tage temperaturen på vores egen tro, vil vi kigge opad sammen, hedder det i oplægget, som sammenligner troen med en forelskelse:

– Vi kan tydeligst mærke forelskelsen, når vi ser på den, vi elsker. Det er på samme måde med troen. Vi kan ikke sætte den under lup, men når vi ser på Jesus, mærker vi troen rumstere indeni os, skriver Oase-ledelsen.