Navnet verden hader

Jørn Nielsen
H.C. Lumbyes Vej 10, Næstved

På et blinde-plejehjem i min by samtalede jeg i opholdsstuen med en troende kvinde, og navnet Jesus blev helt naturligt nævnt.

En assistent i nærheden hørte Jesus-navnet nævnt og overfusede bagefter den stakkels kvinde med besked om, at religiøse ting skulle holdes inde på hendes aflukkede værelse.

På et andet plejehjem i byen, hvor jeg besøgte en hjælpeløs nabo, som jeg vidnede for, delte jeg ud en fin lille hjertebog i et meget venligt design med gode bibelord inde på opholdsstuen, hvor vi drak kaffe.

Igen stor forargelse hos ledelsen. Den slags fandt man upassende.

På begge plejehjem holdes ind imellem gudstjeneste, hvilket er mere ”spiseligt”, når blot det forbliver på et harmløst, kirkeligt og ligegyldigt plan med lidt salmesang, ”andagt” og fadervor.

For en del år siden besøgte jeg sammen med en yngre, norsk skolelærer en patient på Bispebjerg Hospital – en kær troende kvinde, som snart skulle dø, men som udstrålede glæde over at høre Kristus til.

Jeg læste højt for hende et afsnit af en opbyggelig bog, der hed ”Kristi sejr over dødsriget”. En medpatient blev vildt forarget og hentede en afdelingssygeplejerske, som bad os straks forlade stuen.

Det ville jeg nok ikke have gjort idag. For selv som kristen skal vi ikke finde os i hvad som helst, og vi havde jo ikke gjort noget ulovligt. Tværtimod.

Jeg var netop med min kone bisidder hos en enlig kristen ven på 92, som fik et såkaldt forebyggende besøg af kommunen. Han fortalte straks frimodigt, hvordan Jesus havde hjulpet ham i det daglige, selvom han dog ville sætte pris på at få bevilget et kaldeapparat, da han førlighed ikke er den bedste. I dette tilfælde var der ingen forargelse over Jesus-navnet, måske af høflighed, men det var vidunderligt, at en livlig samtale mellem os kunne fortsætte i det spor.

”Se jer om, mine herrer, for der er ikke noget, folket så gerne vi høre som evangeliet om Jesus!” (C.H. Spurgeon).