Ex-Ku Klux Klan og nynazist døbt i sort kirke
Ken Parker var en af de neo-nazister, som for et år siden stod bag optøjerne i Charlottesville.
Den 12. august 2017 havde Ken Parker rang som Grand Dragon i Ku Klux Klan og optrådte i sort tøj med nazi-symboler ved optøjerne i Charlottesville. Men et år senere stod han klædt i hvidt og blev døbt i Atlanterhavet af en sort præst.
NBC News skriver, at Ken Parker var en af flere hundrede hvide nationalister, som samledes til demonstration omkring statuen af Robert E. Lee. Det hele endte med voldelige sammenstød, hvor en person døde og mange blev sårede.
– Det med at redde statuen var bare en undskyldning. Vi vidste fra starten, at det ville ende med en oppisket stemning mellem racerne og at det ikke ville føre til noget godt for nogen af os, siger Ken Parker. Han indrømmer også, at hans modstand mod afro-amerikanerne skyldtes flere års arbejdsløshed, efter at han havde forladt sin stilling i flåden.
En sort kvindes hjælp
Den 12. august 2017 kom dog til at ende helt uventet for Ken Parker. Han var ikke til stede, da den 32-årige Heather Heyer blev ramt af en bil, der kørte ind i gruppen af moddemonstranter. Derimod var Parker og hans gruppe gået til en parkeringsgarage for at diskutere strategi, efter at demonstrationen var blevet erklæret ulovlig.
I garagen mødte han den sorte filminstruktør Deeyah Khan, som var ved at lave en dokumentar om hadgrupper med titlen ”White Right Meeting the Enemy” (Det hvide højre møder fjenden).
Men ”fjenden” viste omsorg for Ku Klux Klan-manden.
– Jeg var tæt på hedeslag efter demonstrationen, fordi vi helst vil gå i de sorte uniformer, og jeg havde drukket en Red Bull, før det startede. Jeg havde ondt, og hun prøvede at hjælpe mig til at få det bedre, fortæller Ken Parker.
I dokumentaren giver han udtryk for sit stærke had mod jøder og homoseksuelle. Men jo mere kontakt han havde med den muslimske feminist Deeya Khan, jo mere begyndte han at tvivle på nazi-ideologien.
– Hun viste hele tiden total respekt overfor mig og min forlovede. Og det fik mig til at tænke: Hun er virkelig en venlig kvinde. Hvorfor hader jeg disse mennesker, bare fordi hun har mørkere hud og tror på en anden gud?
Naboen var præst
Få måneder senere kunne Ken Parker fra sin lejlighed se, at hans sorte nabo holdt en udendørs grillfest. Da solen var gået ned og de fleste gæster var taget afsted, gik Ken og hans kæreste ned til naboen, som viste sig at være William McKinnon III, præst ved All Saints Holiness Church.
Da de mødtes, vidste Ken ikke, at hans nabo var præst. Han syntes bare, at der var noget særligt ved ham. De nye gæster fik nu lov at stille præsten en række spørgsmål. Det blev til flere møder, før McKinnon inviterede Parker med til påskegudstjeneste i kirken. Og der, den 17. april 2018, syv år efter han blev medlem af KKK og syv måneder efter Charlottesville, besluttede Ken, at det var slut med neo-nazismen.
En måned senere stod Ken frem i den overvejende sorte menighed og bekendte sine synder.
– Jeg sagde, at jeg var Grand Dragon i KKK, og da jeg ikke syntes, at KKK var hadefuld nok, blev jeg nazist. Mange i menigheden tabte underkæben og deres øjne blev meget store, husker Ken. ”Men efter gudstjenesten var der ikke en eneste af dem, der sagde noget negativt. De kom alle op og gav mig knus og håndtryk. De byggede mig op i stedet for at træde på mig!”
Et nyt liv
Den 21. juli blev Ken Parker døbt i Atlanterhavet af pastor McKinnon. Bagefter tog menighedens medlemmer imod ham med nye knus.
Siden da har han offentligt taget afstand fra sine tidligere udtalelser og handlinger. Han har også påbegyndt den smertefulde proces med at få fjernet tatoveringer af hagekors, klansymboler og teksten White Pride. Og han opfordrer sine tidligere ”hvide brødre” til at forlade nynazisterne.
– Gå ud. I må ikke spilde jeres liv med det, siger Ken Parker nu til sine tidligere kampfæller.