Hvorfor rammes nogle så hårdt?

Kære Orla Lindskov.
Jeg har fået lyst til at skrive dette brev til dig.

Brevet er angående noget, som har ligget mig på hjerte, siden jeg fik min teologiske embedseksamen.
Jeg er nu pensioneret folkekirkepræst. Men er stadig aktiv kristen.

Brevet er angående et spørgsmål, som jeg har mødt snart mange gange. Jeg fik spørgsmålet her igen for et par dage siden i min bibel- og bedegruppe.

Spørgsmålet kom fra en ældre kvinde, som mistede sin mand under onde og tragiske omstændigheder for en del år tilbage. Hun havde svært ved at forstå det ondes eksistens og magt i en verden, der styres af en god og almægtig Gud.

Jeg forstår godt hendes tanker, og som sagt har det spørgsmål ligget på mig i årevis.
Jeg fik spørgsmålet mange gange af mine konfirmander. Jeg har mødt det mange gange under sjælesorg med sorgramte. Netop det spørgsmål gør mig stille. Det gør mig magtesløs. Hvorfor er der nogle, som rammes hårdt, mens andre ser ud til at gå næsten fri.

Det er jo nok et af de åndelige spørgsmål, hvis svar ligger på så højt et niveau, at det faktisk er bedst at indrømme, at man ikke har svaret. Jeg føler, at det er langt bedre end at forsøge et svar, der måske vil falde ind under begrebet ”falsk sjælesorg”.

Dog er jeg jo også nødt til at fastholde, at Gud er den, der under alle forhold har omsorg for os.
Netop disse ord kan i nogle tilfælde være svære at trøste med. Ja, næsten umulige at tage i sin mund.

Især når mennesker, også troende, bliver ramt af tragedier.

Jeg vil gerne høre, hvad du siger til dette brev.
Venligst
En pensioneret præst

SVAR:

Bibelens trøst hedder frelse

Kære pensionerede præst.
Mange har svært ved at forstå det ondes eksistens i et univers, der styres af en god Gud. Det gælder ikke kun for kvinden, du omtaler.

Der er tider, hvor begivenhederne ser ud til at modsige Jesu ord om Faderens omsorg. Tænk blot på, hvordan jordskælv, oversvømmelse, trafikulykker m. m. rammer mange, også kristne, og så spørger mange: – hvorfor tillader Gud dette?

Men på trods af dette og også over dette, må tro vi på, at ”intet kan skille os fra Guds kærlighed, i Kristus Jesus, vor Herre.”

Når jeg læser dit brev, kommer jeg til at tænke på 2. Mosebog, kap. 3, versene 7-9, hvor Gud taler om Israels folk og folkets lidelser:

”Jeg har set mit folks lidelse i Egypten, og jeg har hørt deres klageskrig over slavefogederne. Jeg har lagt mig deres lidelser på sinde, og derfor er jeg kommet ned for at redde dem fra egypterne og føre dem op fra dette land til et godt og vidstrakt land, et land, der flyder med mælk og honning —-”.

Israels folk var i fangenskab. I næsten 300 år levede de i Egypten. Men så kom der en ny Farao på tronen, som intet kendte til privilegierne for Israels folk på grund af Josef.

Den ny Farao vendte sig mod Israel. Han prøvede at ødelægge dem som folk.

Israels folk byggede på pyramiderne. De gravede kanaler omkring Nilen. De blev pryglet, hvis ikke arbejdet gik hurtigt nok. Deres madrationer blev skåret ned til et minimum.

Så er det, at Gud kalder Moses ved den brændende tornebusk. Her siger Gud:

”Jeg har set mit folks elendighed i Egypten. Jeg har hørt deres klageskrig over deres undertrykkere. Jeg er steget ned for at udfri dem af egypterens hånd til et godt land, til et vidstrakt land, til et land, der flyder med mælk og honning.”

Her møder vi altså Guds udfrielse af Israel til det forjættede land.
Men også i dag ved døden udfrier Gud mennesker til det forjættede land, nemlig til det himmelske Jerusalem.

Her i denne beretning var det forjættede land for Israels folk nemlig et jordisk land. Men det gode land, det forjættede land er for den troende det, der kommer efter døden. Læs herom i Hebræerbrevet kap. 11, versene 13 – 16.

En for os mennesker uforståelig og endda lidelsesfuld død kan være udfrielsen og indgangen til det forjættede land, til landet bag skyen, til Guds nye Jerusalem. Det er håbet.

Gud havde set Israels lidelser. Derfor sendte Gud Moses. Gud kom til sit folk for at vende deres sorg til glæde.

”Jeg er steget ned for at udfri dem og føre dem bort til et godt land.”

Også i dag stiger Gud ned i død og smerte for at føre mennesker til et godt land, til løfternes land, til landet bag skyen, til det nye Jerusalem.

Bibelens trøst hedder frelse. Det er ikke teologi. Det er heller ikke digtning. Det er håbet, vi får, når vi stiller os ved Bibelens åbne vindue og læser om det gode land, om frelsen ved Jesus og om det nye Jerusalem. Vi er ikke ladt alene med døden. Vi har et håb.

Dette er, hvad jeg er i stand til at sige, efter at jeg har læst dit brev.
Med venlig hilsen
Orla Lindskov

MIN OPLEVELSE:

Kære Orla Lindskov
Jeg siger tak for din helbredelses-forbøn i Frelsens Hærs lokaler i Valby Langgade 83.
Det har muligvis været den 3. februar. Jeg husker ikke den nøjagtige dato. Eller var det den 10. marts 2018.

Jeg kan fortælle, at jeg besøgte dig med min ven Gert. Jeg led af astma, søvnløshed, åndenød og vejrtræknings-besvær.

Det er helt væk i dag. Og jeg tror, at Jesu Kristi store kraft har taget affære. Men tak for din indsats som mellemmand.

Skulle du komme til København igen, må du gerne sende mig besked.
Hermed en kærlig hilsen
fra Kurt

Kære Orla Lindskov
Hjertelig tak for sidst, hvor du bad over og sendte os en ny salvedug til bevarelse af min mands syn, som var truet.

Tak for det medfølgende ord, som varmede os.
Det er en glæde at fortælle om den helbredende virkning af salvedugen.

Min mands syn er ikke påvirket af hans diabetes, og ingen behandling er nu nødvendig. Han skal kun have et par årlige tjek og så nogle dråber. Han får lov til at bevare sit syn.

Hjertelig tak for din hjælp også denne gang. Må Gud give dig de fornødne kræfter til stadighed.
Kærligst fra
Min mand og jeg