Vi kæmper ikke imod mennesker

Henri Nissen

Hvad skal vi gøre, når samfundet omkring os bliver stadig mere afkristnet? Når selv samfundets politiske og kulturelle ledere går foran i nedbrydningen af de kristne normer?
– Vi skal se tingene fra et åndeligt perspektiv og handle ud fra det bibelske verdensbillede.

Som kristne elsker vi vort land Danmark og holder af den lokale egn, vi bor i. Ikke blot den skønne natur, som Gud har skabt, og som endnu ikke er blevet ødelagt, men også de mennesker, som lever sammen med os.

Derfor gør det også ondt, når vi ser, at falske forestillinger driver befolkningen i en retning, som vil skade dem. At det, der ser godt og humanistisk ud, i virkeligheden er et bedrag. At nogle love ligefrem strider imod Guds ord. At den naturlige køns-identitet forvanskes. At respekten for menneskeliv devalueres med abort og dødshjælp. At børn og unge indoktrines med ateistiske teorier om, at alt er opstået tilfældigt og uden mening – og at deres Gud og himmelske Far slet ikke eksisterer.
Men vi er ikke længere et flertal, som kan ændre på den skæve udvikling. Hvad gør vi så?

Lad os løfte os op i helikopterperspektiv og se på, hvordan Bibelen beskriver vores klode: Den blev skabt af Gud, hvorefter mennesket fik lov at forvalte den. Ret hurtigt valgte menneskene synd, vold og egoisme fremfor Guds fred. Derfor er verden ikke længere det paradis, som Gud havde planlagt for os. Vi har fået ødelagt meget. Ikke blot i naturen, men først og fremmest i livet og relationerne.
Men Guds løsning var at sende Jesus som den, der kunne borttage skylden fra os. Han kan give dem, der tager imod, et langt bedre liv her og nu. Og et uendeligt liv efter døden.

Men fordi de fleste mennesker ikke forstår dette og ikke vil tage imod, er verden omkring os, som den er. Sådan vil det fortsætte, indtil Jesus pludselig kommer igen.

Men indtil da skal vi selvfølgelig arbejde for det gode og give det videre, som vi selv har lært og fået. På den måde kan vi ændre vores omgivelser med godhed og kærlighed. Og vi kan vinde mennesker for Guds rige – én ad gangen.

Paulus fortæller os i Efeserbrevet kap. 6, 12 at ”Den kamp, vi står i, jo ikke er mod mennesker, men imod åndelige magter, autoriteter og herskere i denne mørke verden, mod en hær af onde ånder i himmelrummet.”

Vi skal altså huske, at der er en åndelig påvirkning bag ved de ”gode/onde” mennesker, vi evt. er uenige med. Derfor hjælper det som regel heller ikke at kæmpe mod mennesker. For kampen står i virkeligheden imod de faldne åndsmagter, som er nedstyrtet til jorden og ”luftens rige”.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Og heldigvis har vi fået autoritet i Jesu navn over det onde. Det gælder bare om, at vi bruger den autoritet.

Bed for din kommune og dit land. Bed for politikere og andre magthavere. Brug tid på det – alene eller sammen med andre. Der er nu oprettet bedegrupper i alle de grønne kommuner.Og lørdag den 28. september samles vi alle i Citykirken i Arhus for at blive inspireret og stå sammen om denne vigtige opgave.

Regn med Herren og hold ud! Stol på ham og tab ikke modet!


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Salme 27,14.