Fornyelsens grand old man Helge Pahus fylder 75 år

Helge Pahus døde i 2014 af hjertestop foran Vridsløse fængsel – men i torsdags, den 30. august fejrede han sin 75 års fødselsdag!

Helge blev nemlig vakt til live af en udholdende førstehjælper, selv om der måtte ringes to gange efter en ambulance…!

Den tidligere sognepræst i Karlslunde er nu stort set kommet sig. I sommers holdt han fx gudstjenesten på Plus Oase lejren, hvor man fejrede en af den åndelige fornyelses grand old men.

Han er født i Sønderjylland i Nr. Løgum ved Løgumkloster. Hans far var præst, og Helge studerede teologi ved Københavns Universitet. Her mødte han Kirsten, som er psykolog. Sammen opbyggede de en helt ny menighed i den københavnske forstad. Først i en barakkirke i ni år, senere i en nybygget kirke med cafetria og forlag i kælderen. Her blomsterede et omfattende kirkeliv, som stadig fungerer med nye præster og en aktiv menighed.

Det var den karismatiske fornyelse i 1970’erne, der satte ild i den belæste teolog, der også har en ph.d. i emnet ydmyghed. Han blev ikke blot en inspirator for de ca. 300, der efterhånden samles i kirken, og det omfattende børne- og ungdomsarbejde – han blev også et forbillede. I resten af landet kunne de troende se, at det var muligt at opbygge en levende menighed i folkekirken – og at det kunne gøres på en utraditionel måde. Men kanoture i Sverige. Med en ny sangbog med moderne vers på dansk og andre sprog. Men bøger, hvor han fortalte om troen på en ny måde. osv.

Det var også Helge Pahus, der bragte Alpha-kurserne til Danmark, og menigheden i Karlslunde skaffede penge til at ansætte Bess Serner til at passe Alpha-kontoret.

Selv om Helge nu fylder 75, og Kirsten er over 80, kan de stadig finde på at sove i telt. Parret har fire voksne børn og 11 børnebørn.