Jurist skriver bog om tro

Hvis man er nybegynder i studier om tro, vil man bestemt få løftet kasketten undervejs i læsningen af ”Rejsen til Gud”, som Cand. jur. Thomas Bentzon-Ehlers har skrevet.

Det er en fin bog, som fungerer godt ved at kombinere noget af det svære forklaret så enkelt som mulig med fine jordnære eksempler på det, bogen overordnet handler om: Vejen mod kærlighed. Mod Gud.

Ikke mindst en helbredelse af familiens hund er rørende og tankevækkende beskrevet. En påmindelse om, hvor meget kærlighed kan. Om kærlighedens kraft, der helbreder.

Særligt hjertegribende er også en beskrivelse fra en skovbørnehave, hvor forfatteren vender den anden kind til, da han bliver slået af en lille dreng med hang til at slå … og drengen derved kureres, fordi der ikke kommer en modreaktion. Kun kærlig accept.

Der er måske enkelte synspunkter i bogen, som nogle kristne vil føle sig lidt udfordrede af, men det er en inspirerende og velskrevet bog, der forklarer bl.a. forfatterens virkelighedsopfattelse sobert og godt.
Bogen kan være med til at skabe forståelse – og dermed tolerance – med sine beskrivelser, tanker og lektioner lært om tro … fra en tænksom, reflekterende vandrer på en af de mange veje, der leder os mennesker mod Gud.

Thomas Bentzon-Ehlers, som er uddannet cand. jur. på Aarhus Universitet, har udover tro og jura i mange år interesseret sig for bl.a. politik, filosofi, pædagogik og meditation.

Han har tidligere skrevet bogen ”Den guddommelige vision”, der beskrives som ”en sammensmeltning af politik, filosofi, psykologi, videnskabelige erkendelser og spiritualitet”.

Thomas Bentzon-Ehlers: Rejsen til Gud
134 sider • 159,95 kr. • Forlaget Mellemgaard


Artiklen fortsætter efter annoncen: