Kærlighed finder vej, ligegyldighed finder undskyldninger

Måske var manden, der lå ved Betesda dam, ikke alene, fordi han havde skubbet alle fra sig. Måske var han virkelig alene og havde uforskyldt ingen til at hjælpe sig. ”Herre, jeg har ikke nogen til at hjælpe mig” – Et nødråb fra en syg, der selv i sin sygdom ikke havde bare et menneske til at hjælpe sig. Der bliver ikke sat navn på hans sygdom, ordet, der oversættes med syg, betyder tør eller udtørret. Sådan som vi alle bliver, når vi må kæmpe alene.

Var den syge ved Betesda dam en, der måtte bære sin sygdom alene, uden hjælp fra nogen, så var det i ham, at ondskab viste sit tydelige ansigt og derfor, Jesus gik hen til ham.

Mennesker er ikke skabt til ensomhed, men til fællesskab. Fællesskab med hinanden og med skaberen. Der hvor vi tydeligt ser det onde, er der, hvor mennesker er alene, udstødte og uden for fællesskab.

”Rejs dig”, siger Jesus. Det er opstandelse, det nye liv, som bliver bragt ind vores verden, når Jesus helbreder, giver nyt liv og nye muligheder, når han midt i denne verden opstår af graven. Jesus viser os en ny måde at være i den gamle verden på, ved at skabe opstandelse.

’Det må du ikke’, var der nogen, der sagde til manden, der havde rejst sig. Han var løbet ind i den type, der leder efter fejl. Jesus derimod leder ikke efter fejl, men finder frem til mennesker, han kan snakke med, hjælpe og give mod til at rejse sig.

Jesus kalder os ikke til at finde fejl, men til at gå ud og finde dem, vi kan hjælpe med at rejse sig. For at hele, styrke, støtte, være sammen med, bringe opstandelse.
Guds nåde finder os der, hvor vi er, men den efterlader os ikke der.

Det vigtige er ikke, hvor vi bliver fundet, om vi er højt oppe, godt i gang, på toppen eller slået til jorden, nede, trængte, syge, fortabte, færdige, eller hvor vi bliver fundet af Guds nåde.
Det sker, at vi råber ’se mig’, når vi tager det første skridt, løber den første maraton, løser den store opgave. Men det er, når vi ikke tør råbe, ikke kan råbe, måske er bange for at blive opdaget og set så miserable, at vi for alvor har brug for at blive set og fundet.
Og det gælder ikke kun os selv, men alle andre også.

Vores dømmende, analyserende blikke og meninger om andres fejl og mangler og synd, er for Guds nåde komplet uvedkommende. Og er i øvrigt udtryk for ligegyldighed og en dræbende mangel på kærlighed.

Ingen der ligger ned, har brug for vores meninger, men handlinger.
Ingen, der er væltet, har brug for vores tanker, men for vore hænder.
Ingen, der er faldet, har brug for at blive set ned på, men rejst op.

Guds nåde finder os der, hvor vi er, men den efterlader os ikke der. Og det vigtige er ikke, hvor vi er, hver gang, vi bliver fundet, men hvad det fører til, og hvor det fører os hen.
Guds nåde ønsker at finde os, og ikke kun at finde os, men at føre os et andet sted hen.
Væk, fra det der har ramt os.
Op, fra det der har lagt os ned.
Ud, fra det der holder os indespærret.

Gud ønsker at finde os, hvor vi er, for at skabe nyt,
hvor det sårede bliver læget,
hvor det ødelagte bliver helet,
hvor det, der er lagt øde, bliver levende,
hvor undskyldninger bliver til veje,
hvor ligegyldighed bliver til kærlighed.
Guds nåde er ikke noget, vi mødte engang i fortiden eller vil møde engang i fremtiden, for Gud er hele tiden er på spil for at møde os og føre os et andet sted hen.

Kærlighed finder vej, ligegyldighed finder undskyldninger.
Og det kender vi jo godt.
Altså må vi i gang der, hvor relationer eller fællesskaber skulle være vigtige for os, men hvor undskyldninger og ligegyldighed har fået indpas.

Kærlighed finder vej, ligegyldighed finder undskyldninger.

Søndagens tekst: Joh. 5: 1-15

Den syge ved Betesda Dam
1 Senere tog Jesus igen til Jerusalem for at deltage i en af jødernes højtider. 2 Inde i byen, i nærheden af Fåreporten, var der en dam, som var omgivet af fem søjlegange. Den hed Betesda på hebraisk. 3 Dér lå der en mængde syge, blinde, lamme og forkrøblede mennesker. De lå og ventede på, at vandet skulle komme i bevægelse. 4 En Herrens engel kom nemlig nu og da ned og satte vandet i bevægelse, og den, som derefter først steg ned i det, blev helbredt, lige meget hvad han fejlede. 5 En af dem, der lå ved dammen, havde været lam i 38 år. 6 Da Jesus så ham og var klar over, at han havde været syg længe, spurgte han: »Vil du være rask?« 7 Den syge mand svarede: »Mester, jeg har ingen til at hjælpe mig ned i dammen, når vandet kommer i bevægelse. Når jeg prøver at slæbe mig derhen, er der altid en anden, der kommer først.« 8 Jesus sagde til ham: »Rejs dig op, rul din sovemåtte sammen og gå på dine ben!« 9 Straks blev manden helbredt. Han rullede måtten sammen og begyndte at gå omkring.

Den første konfrontation med de jødiske ledere

10 Men da det var sabbat den dag, irettesatte de jødiske ledere manden, der var blevet rask. »Du må ikke bære din sovemåtte! Det er jo sabbat.« 11 »Jamen, den mand, der helbredte mig, sagde, at jeg skulle tage min måtte og gå!« 12 »Hvem var det, der sagde det?« spurgte de. 13 Det vidste manden ikke, og Jesus var forsvundet i folkemængden. 14 Senere fandt Jesus ham på tempelpladsen. »Nu er du rask,« sagde han, »lev ikke mere i synd, så du ikke bliver ramt af noget endnu værre.« 15 Så gik manden hen til de jødiske ledere og fortalte dem, at det var Jesus, der havde helbredt ham.