Legenden Eigil Nielsen

Jeg kan ikke lade være at tænke på barndommens og teenage årenes uskyldige fodboldoplevelser, og hvad de gav mig som barn.

Det skyldtes ikke mindst de helte, jeg så op til, bl.a. en af vore unge skolelærere, som var centerforward på landsholdet, og som under gårdvagten altid havde en hale af unger efter sig, som ville høre hans uforgribelige fodboldmening om alt muligt.

Men størst indtryk gjorde dog landsholdsmålmanden, Eigil Nielsen, som min årgang stadig husker. Jeg var omkring 12 år, da jeg første gang så ham i idrætsparken og hørte tilråbene: “Er du mæ´, Eigil?” hvilket senere blev et stående, folkeligt mundheld. Dengang vidste jeg ikke, at jeg en dag skulle lære ham at kende som en god ven, jeg kunne tale gamle minder med. For på det tidspunkt var han adm. direktør i firmaet “Select Sport”, som han selv havde grundlagt, efter at han havde udviklet den fodbold, vi kender i dag uden nogen irriterende snøre.

Ville ikke være professionel

Han forærede mig sin velskrevne selvbiografi “På mål for Danmark”, som jeg gennem årene har bevaret som et klenodie. Dette nævner jeg, fordi han i den bog fortæller, hvorfor han aldrig lod sig sælge som professionel. Fodbold måtte kun blive en hobby, intet andet. Alligevel ragede han op i verdensklasse. Eksperter har udtalt, at han og Peter Schmeichel nok har været dansk fodboldhistories bedste målmænd nogensinde.

I nævnte bog slår han til lyd for et kristent livssyn i kapitlet “Kan kristendom og idræt forenes?” Han skriver: “Som så mange andre mennesker har også jeg søgt en mening med tilværelsen, og jeg håber at vinde den i kristendommen, for som Sir Stafford Cripps siger: “Enten er kristendommen den eneste eviggyldige sandhed eller også er den verdens største svindel.”

Dette udfrittede jeg ham om engang på hans chefkontor. “Vel, jeg er ikke så aktiv,” indrømmede han stilfærdigt. “Det ville du ellers egne dig godt til,” husker jeg, jeg svarede ham. Det var denne “konfrontation”, der virkelig gjorde os til venner. Og jeg lod ham forstå, at det netop var hans bekendelse til kristendommen i nævnte selvbiografi, der i sin tid gav mig lyst til at møde ham til samtale.

Eigil Nielsen nærede en stærk uvilje overfor pengefodbold. Men fodbold som sådan elskede han og spillede til sin død. Han udtalte: “Jeg ville meget nødigt miste glæden ved at spille fodbold eller dyrke idræt i det hele taget, og jeg er bange for, at det kunne blive tilfældet, hvis jeg pludselig skulle føle mig som en brik i nogle hensynsløse spekulanters hænder, hvor man modtages med kys og klap, så længe man spiller godt, men ikke mærker nogen menneskelig hensyntagen, hvis man pludselig spiller dårligt eller fx brækker et ben, for så er man jo ikke andet en ukurant vare, der skal “afskrives hurtigst muligt”.

Det betød dog ikke, at han slog hånden af de mange spillekammerater, der som professionelle valgte at gøre fodbold til deres levevej. Men han syntes ikke, hans professionelle kammerater kendte den samme glæde ved at spille, som han selv. “De kunne jo, hvis de var på sygelisten, tjene lige så mange penge ved at ligge hjemme på sofaen og alligevel få den faste gage.”

Hvor er glæden?

Eigil Nielsen var barn af en tid, hvor pengefodbold lige var begyndt uden at have nået de astronomiske højder, vi hører om idag. Men Eigil havde ret. Hvor er glæden – livsglæden – henne? Det er ikke lige den, der er stråler frem på hverken spilleres og træneres ansigter, når TV går tæt på i interviews. Derimod ser vi ind i morbide åsyn og døde øjne, præget af en blytung alvor.

Vi, som er TV-tilskuere og skal døje med publikums forvredne, larmende ansigter i fuld krigsmaling, – det som under et kaldes “kultur” – er ikke uden for farezonen som private idol-dyrkere. Apostlen Paulus kunne bruge billeder fra antikkens idrætskampe og minde om den åndelige idrætskamp, vi som Kristi efterfølgere er kaldet til at kæmpe for evangeliets skyld, og som også inddrager vore kroppe til fysisk selvdisciplin og ikke til at blive tykke og fede, mens vi passivt ser til på TV-skærmen.

“Jeg er hård ved min krop og tvinger den til at lystre, for at jeg, der har prædiket for andre, ikke selv skal blive forkastet” (1. Kor. 9:27).

Her kunne vore selvdisciplinerede idrætsfolk måske nok lære os kristne et og andet. Som fx min ven Eigil Nielsen, der søgte livets mening et andet sted end i sporten, som han dog stadig betragtede som en hobby eller leg. Han var ikke den eneste søgende sportsmand, som jeg véd om, der søgte livets mening. Den skal vi, som har fundet denne mening i Kristus, ikke tie stille med.

Eigil Nielsen slutter sin bog “På mål for Danmark” med en hjertevarm hyldest til sporten i et lille digt på engelsk, som vanskeligt lader sig oversætte, og som har givet de fleste hovedbrud. Jeg har dog prøvet i en fri dansk oversættelse at gengive det med mine egne ord:

Sport er en “winner”, hvis du kan
forstå dens kampånd, men
se i din modpart dog den mand,
som stadig er den ven,
du skylder at behandle fair
på denne sports grønsvær,
for sporten er og bli´r en leg
i kådhedens idyl,
hvor sport og idræt mister ej
sin barnlige uskyld!