Interessant bekendtskab
Mat Kearney ligner skuespilleren Ben Affleck af udseende, men musikalsk er han nærmere en blanding af Coldplay og Jason Mraz tilsat lidt hip/hop og dance.
Selvom han sikkert er et nyt navn for mange herhjemme, er det den sjette plade for 39-årige Mat Kearney, og dertil kommer en større stak EP’er. Mat står for Mathew, hvilket normalt staves med to t’er, men en sygeplejerske stavede hans navn forkert på fødselsattesten, og det endte de med at beholde.
Oprindeligt er han fra Eugene, Oregon, og han var godt på vej til at blive en professionel fodboldspiller; men efter universitetet begyndte han at skrive sange og synge på kaffebarer, og tjente en lille smule på det. Så hjalp han sin producerven, Robert Marvin, med at flytte til musikbyen Nashville, Tennessee, så Marvin kunne give musikken en chance. Her lavede Mat et par demoer sammen med Marvin og blev hængende et par måneder, hvor han fik smag for musiklivet, så han besluttede sig for at blive boende i Nashville også.
Han synger om alt muligt forskelligt, lige fra biler og Hollywood til kaffe og kærlighed. Der bliver ikke sunget så meget om Gud på denne plade som på nogle af hans tidligere indspilninger.
Han leger en del med effektstemmer i baggrunden på sine sange. Nogle gange kan det godt blive for meget og en smule irriterende, men jo flere gange man hører pladen, jo mere vænner man sig til det.
Der er ikke umiddelbart nogle sange, der stikker ud og har hitpotentiale, men Mats bløde stemme og sangene er behagelige at lytte til. Mat har turneret sammen med Owl City, og Mats sange er blevet brugt i rigtigt mange tv-programmer og serier, som vi også kender herhjemme, som fx 30 Rock, One Tree Hill, Scrubs, NCIS, Grey’s Anatomy, So you think you can dance og The Vampire Diaries for at nævne nogle få.