Ny formand for Bibelselskabet

Peder Østermark Andreasen.

Tidligere administrerende direktør Peder Østermark Andreasen, Vejle, er ny formand i Bibelselskabet. Udover at have stærke kompetencer fra sin erhvervskarriere har han også gennem flere år været aktiv i kirkelige organisationer.

Peder Ø. Andreasen (63) er uddannet cand. oecon. fra Aarhus Universitet. Han har senest været administrerende direktør for Energinet.dk, hvor han gik af tidligere på året.

Før det har han bl.a. været direktør for forretningsudvikling og IT i ATP, direktør i TDC samt økonomichef i Jydsk Telefon. International erfaring har Peder Ø. Andreasen ikke mindst fra posten som præsident for European Network of Transmission System Operators for Electricity, et hverv han bestred indtil for nylig.

Kirkeligt bestyrelsesarbejde

Peder Ø. Andreasen sidder i bestyrelsen for Dansk Armeniermission og har desuden tidligere været bestyrelsesmedlem i Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler og bestyrelsesformand for Kristelig Handicapforening.

Han har været medlem af Bibelselskabets bestyrelse siden 2014.

Nudansk oversættelse

Om Bibelselskabet siger Peder Ø. Andreasen:

– Bibelselskabet er en betydningsfuld institution i Danmark, og arbejdet med at fremme bibelbrug er vigtigt, fordi Bibelen rummer svarene – og perspektiverne – på mange af de spørgsmål, vi mennesker går og tumler med.

– Bibelselskabets indsats såvel i Danmark som uden for landets grænser er markant, og jeg glæder mig til at bidrage med den erfaring, jeg har fra mit arbejde i store organisationer i ind- og udland.

– Jeg ser frem til samarbejdet i bestyrelsen samt med Bibelselskabets dygtige medarbejdere og ledelse. Særligt spændende – og udfordrende – bliver arbejdet med den nye oversættelse af Bibelen til nudansk.

Peder Ø. Andreasen afløser ledelseskonsulent Sverri Hammer som Bibelselskabets formand. Sverri Hammer har valgt at trække sig fra posten af arbejdsmæssige grunde, men fortsætter som bestyrelsesmedlem.