Skandale, skyld og synd i Danske Bank

Danske Bank er ramt af en skandale, der handler om hvidvaskning af muligvis op mod 115 milliarder kroner. Penge, der er strømmet igennem Danske Banks estiske filial mellem 2007 og 2015. Politkerne på Christiansborg er rystede over omfanget af skandalen. Vi er ikke vant til den slags i Danmark, hvor tilliden til banker, regeringer og institutioner ligger blandt verdens højeste.

Straks efter skandalen kom frem, tog Danske Banks direktør, Thomas Borgen, sin afsked med det samme. Det gjorde han ikke, fordi han påtog sig skylden for bedraget, for bankens ledelse har indtil videre frikendt sig for at være medskyldig i den årelange hvidvask af sorte penge i filialen i Estland.

I stedet tog Thomas Borgen ansvar for situationen forstået på den måde, at han står til ansvar for mangelfuld ledelse, men selve hvidvaskningen tager han ikke skylden for.

Det gør en stor forskel. Indtil videre er der ikke placeret noget konkret ansvar i bankens ledelse. Ingen ved hvem, der egentligt er ansvarlig. Det fortaber sig i vidtforgrenede ledelsesstrukturer og komplicerede forretningsgange. Når Borgen og bankens ledelse påtager sig ansvaret, men ikke skylden, er det helt i tråd med tidens krav om, at man for enhver pris skal formulere sig positivt. At tage ansvar forbindes med overskud, hvorimod det at påtage sig skyld fremstår negativt og taberagtigt. Det er et produkt af spin- og kommunikationskulturen. Her passer skyld ikke ind i verdensbilledet om, at vi alle er vindere.

Den samme retorik har man hørt i forbindelse med skandalerne hos SKAT, hvor politikere har udtalt, at sagerne er meget komplicerede. Derved fortaber det sig også i tågerne, hvor den egentlige skyld skal placeres for svindel med borgernes penge.

Det er kendetegnende for vores tid, at ingen vil fremstå som skyldige. I bund og grund hænger det sammen med afkristningen. Vi forsøger at se bort fra, at mennesket er en synder, ved at vælge at beskrive virkeligheden på en anden måde. Det kan måske umiddelbart føles som en lettelse, men på længere sigt hobes der uværgerlig skyld op. Samfund og borgere har stadig en retfærdighedsans og har brug for at få placeret skylden. For dem er det ikke troværdigt, at ingen påtager sig skylden, og på den måde undergraves tilliden. Selvom vi er afkristnede, så mærker vi alligevel, at disse moralbegreber er eviggyldige, og at man ikke kan løbe fra virkeligheden blot ved at formulere sig anderledes.