Tro før dåb er bibelsk
Uffe Nissen,
Chr. Lehns Vænge 19
5270 Odense N
Søndag den 8. september giver tidligere sognepræst Stig Christensen et svar på Leif Sig Jensens kronik den 2. september om dåben – jeg samstemmer med kronikken af hele mit hjerte. Stigs henvisning til, at størstedelen af kristne udover Jorden har samme dåbssyn som Folkekirken får mig til at tænke på omkvædet i en protestsang af Niels Hausgaard: ”Er de fleste de bedste – eller bare de fleste?” Sandheden i religion og videnskab har altid ligget udenfor lejren af traditionel tænkning, og det har gennem århundreder kostet tænkende kristne og fordomsfri forskere i astronomi, fysik og anden videnskab store lidelser – men tradition er ikke altid det samme som sandhed.
I spørgsmålet om den kristne dåbs indhold må vi tilbage til den oprindelige kilde, evangeliernes græske grundtekster – de lyder således, oversat ord for ord:
Markus 16: 15-17:
Og han sagde til dem: Værende udgået i verden alle, råb ud evangeliet for al skabningen. Den, som tror og bliver døbt, skal blive frelst. Den, som ikke tror, skal blive fordømt.
Mattæus 28:18,19:
Blev givet mig al magt i himmelen og på jord. Værende gået ud, da discipelgør alle folkene, døbende dem i navnet Faderen og Sønnen og den hellige Ånds.
Hvor finder vi her påbud om at døbe spædbørn? Teksterne taler jo om voksne, der har hørt evangeliet og træffer et bevidst valg, om de vil døbes eller ej. At døbe ubevidste spædbørn er fuldstændig meningsløst ud fra Jesu ord: Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det. (Markus 10:14,15). Han døbte dem ikke, men velsignede dem.
Jesus indstiftede kun ét ritual for menigheden i ord og handling: Nadveren. Det må betyde, at for ham var det vigtigere, at vi mindes hans død og opstandelse, end at vi bliver døbt. Voksendåb i den ekspanderende oldkirke var det almindelige. Først da kirken blev en folkekirke omkring år 450, blev barnedåb det almindeligste, og denne praksis fortsatte indtil reformationstiden.
At tilegne sig frelsen er en bevidst handling, udtrykt med Jesu egne ord: Alt, hvad Faderen giver mig, skal komme til mig, og den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort. (Johs. 6:37) Hvordan skulle Gud kunne dømme mennesker, hvis de ikke har foretaget et valg?
Stig Christensen nævner Peters 1. brev 3:21 om dåben: ”Det vand er et billede på den dåb, som nu frelser jer – ikke en fjernelse af legemets snavs, med en god samvittigheds pagt med Gud ved Jesu Kristi opstandelse.”
En god samvittigheds pagt med Gud – hvem andre end en tilgivet synder kan have en god samvittighed med Gud?
I den første menighed i Jerusalem døbte man kun genfødte mennesker, her var dåben blot en ydre tilkendegivelse af noget, der allerede var sket i det indre: Den nye fødsel. I dag er Kristus den samme, mennesker er de samme, evangeliet er det samme, men med dåben er der sket et overgreb ved teologernes Besserwissen. Luther var en pragtfuld helt i sin store bedrift med at rense den frie, uforskyldte frelse for århundreders teologiske ukrudt – men han var også barn af sin tid og greb skæbnesvangert fejl på 2 punkter: Om dåben og om jødernes særstilling i Guds frelsesplan. Han bekæmpede Paven, men blev selv en pave, hvis ord lige siden har været ex cathedra for hans efterfølgere.
Hermed er selvfølgelig ikke sagt, at barnedøbte mennesker ikke kan være frelste. Men de er det kun, hvis de som voksne er kommet til tro. Konfirmationen er rigtig god, fordi de unge mennesker her får en regulær undervisning i kristendommens grundbegreber, som kan lede dem frem til bevidst tro.
